Af Victoria Andersen
I Peter Cattaneos nye film spiller Steve Coogan en karikatur af en kynisk midaldrende englænder. Året er 1976, og han har fået et job som engelsklærer på en prestigefyldt kostskole i Argentina. Tom Michell er typen som springer over, hvor gærdet er lavest, og han er derfor glad, når et statskup lukker skolen i en uge. På en tur til Uruguay – hvor han er ufrivilligt akkompagneret af den snakkesalige finske fysiklærer, Tapio (Björn Gustafsson) – møder han nogen, som kommer til at ændre alt. Nej, ikke en kvinde, men en pingvin, som han redder fra et oliespild for at imponere en kvinde. Kvinden ender med at smutte, men pingvinen går ingen steder.
Det lyder måske som en kliché, og det er det også. Utroligt nok er filmen baseret på en sand historie om den fantastiske pingvin Juan Salvador. Og det er virkelig også en sød pingvin. Den indkapsler på en måde hele filmen: lidt billigt købt men det fungerer jo – det er en pingvin.
Tom gør alt for at slippe af med pingvinen. Han smider den tilbage i havet, efterlader den på sit hotelværelse og truer endda den lokale zoologiske have med at slå den ihjel, hvis ikke de tager imod den. Alt sammen uden held. Uden andre muligheder må han have den boende på terrassen på sit kostskoleværelse, hvor den hurtigt bliver opdaget af de elskværdige husholdningsdamer Maria (Vivian El Jaber) og hendes aktivistiske barnebarn Sofía (Alfonsina Carrocio), som knytter et bånd til Juan Salvador og senere også til Tom. Faktisk begynder alle filmens karakterer én for én at åbne op for deres følelser ved at tale til Juan Salvador, som sjovt nok ikke kan sladre.
Når filmen vil være komisk, er den mildt underholdende, og når den vil være dramatisk, er den ret banal, men egentlig rørende, hvis man da bare giver sig hen. Det er en klassiker af en grund, den livstrætte mand, som lærer at leve igen. Det samme kan siges om den urolige 8. klasse, der lærer at sætte pris på poesi, når Tom endelig får deres opmærksomhed ved at tage pingvinen med i undervisningen.
Mens nogle af klichéerne lige er charmerende nok til at virke, kniber det i de strækninger, hvor filmen er ganske alvorlig. Den vil gerne vise en mørk tid i Argentinas historie, hvor mange tusinde modstandere blev kidnappet eller dræbt af militærstaten, og samtidig sige noget om, at man er medskyldig, hvis man gør ingenting. Desværre ender det med at være lidt for white savior-agtigt, når det jo i sidste ende handler om Tom.
Alligevel er det svært at være sur på Mig og pingvinen. Den er hvad den lover – en helt klassisk feel-good med gode gamle Steve Coogan – og så heller ikke mere. Forvent ikke at få pulsen op, men en kleenex i lommen er måske ikke en dum idé.
Kommentarer