Af Benjamin Damon
Den stolte, traditionsrige britiske socialrealisme lever på stærkeste vis i Andrea Arnolds nyeste film, Bird, som fik premiere på Cannes sidste år og nu endelig lander i de danske biografer.
I et ærketypisk forstadskvarter i det sydøstlige England lever stofmisbrugere side om side med børnefamilier – og i stil med Trainspotting (1996) er stofmisbrugerne desværre også nogle gange dem, der er forældre til børnene. Sådan er det også hos den 12-årige pige, Bailey (Nykiya Adams), hvis far, Bug (Barry Keoghan), tager kokain og drømmer om at gifte sig med Kayleigh (Frankie Box), som han har kendt i 3 måneder.
Bailey er, forståeligt nok, svært træt af sin far og har ikke meget tilovers for ham – selv ikke når han klagende spørger hende: ”Don’t you care about my dreams?” Der er dog ingen tvivl om, at Bug holder af sin datter, også når han er en idiot. Det fremmaner Barry Keoghan overbevisende og naturligt. Ja, det er simpelthen sådan en rolle, som den irske skuespiller er skabt til at spille.
Farmand Bug er en klar kontrast til den mand, som Baileys mor har fundet sammen med i et lille rækkehus i den anden ende af byen, hvor Baileys småsøskende også bor. Skate hedder han, og han er utilregnelig og dybt voldelig.
To poler hiver og trækker altså i den lidt ensomme, men umådeligt viljestærke Bailey, som fortvivlet forsøger at finde sin plads og sin identitet. Ikke blot i familien men også i en foranderlig fase af livet, hvor den første menstruation indtræffer og komplimenter fra drengene begynder at kilde lidt i maven på en ny måde.
Nu lyder det som om, at Bird nemt kunne køre fast i den hyperrealistiske skildring af samfundets lavere klasser, som man har set med gamle mestre som Ken Loach og Mike Leigh. Men så introduceres den finurlige titelkarakter, Bird (Franz Rogowski), som engang har boet i området med sin familie og nu er vendt tilbage for at forsøge at finde dem. Han sætter både skub i narrativet og introducerer en legen med genre og format, som virkelig klæder filmen. Rogowski spiller med en mimik og kropslig overlegenhed, som meget få nulevende skuespillere evner på samme måde.
Nonlineære brudstykker af 9:16-mobiloptagelser blandes med guddommeligt smukke klip; varme solopgange står side om side med himlens blå vidder, fyldt med måger, der vækker minder om Jonathan Livingston Seagull (1973). Det er tilpas poppet uden nogensinde at blive for meget – i stedet virker det som perfekt placerede åndehuller, som tager brodden af en ellers hård fortælling og tilfører den håbefuldhed, som Andrea Arnold tydeligvis også ønsker at kommunikere.
Den lim, der binder filmens ellers fragmenterede udtryk sammen til én stor meningsfuld mosaik, er utvivlsomt lydsiden. Den sammensætter på eklektisk vis sange fra de Roskilde-aktuelle rockstjerner i Fontaines D.C. (hvis guitarist, Carlos O’Connell, i øvrigt også har en mindre rolle) med klassikere fra Blur og Coldplay.
Dertil har Andrea Arnold altså gjort sig et scoop af sjældent set karat og fået en af de mest legendariske elektroniske musikproducere nogensinde, den mytiske Burial, til at producere et originalt score. Det kan ikke understreges nok, hvor blæret det er, og hvor meget godt det gør for filmens helhedsudtryk. Hans lyd er umiskendelig fra første sekund, og de knitrende autotunede loops er med til at bringe den inderlighed frem, som hele tiden ligger under huden på de hærdede karakterer.
I sidste ende er det faktisk svært at pege på noget, som ikke føles velafstemt, veludtænkt og velvalgt i Bird. Et filmisk højdepunkt i 2025 og et af de slags værker, man straks har lyst til at gense for at blive omsluttet af Arnolds præcise vision, den forfriskende stil og den rørende ægte coming-of-age-fortælling, der er filmens omdrejningspunkt – og som på mesterlig vis kanaliseres gennem stjerneskuddet Nykiya Adams.
Kommentarer