Af Anna Lauritsen
En romantisk musical-komedie med Jennifer Lopez og Owen Wilson i hovedrollerne lyder umiddelbart som en joke, eller i bedste fald som en film, der kun kan overraske positivt. Hverken af disse er desværre tilfældet.
I Marry Me møder vi popstjernen Kat Valdez (Jennifer Lopez), akkurat som hun skal vies til sin musikerkæreste Bastian (Maluma) på scenen under en stort anlagt koncert. I sidste øjeblik finder Kat ud af, at Bastian har været hende utro, og stopper brat seancen foran den enorme publikumsskare. Efter at have holdt en tåkrummende og stryger-akkompagneret tale om at kærlighed kræver mod, konstaterer hun: ”I loved the idea of Bastian. But you can’t marry an idea”. Herefter får hun tilsyneladende en åbenbaring, peger tilfældigt på den komplet fremmede Charlie (Owen Wilson) og siger: ”I’ll marry you!”. Charlie kommer op på scenen og mumler: ”Okay”. Og så er det mildest talt bizarre plot ligesom i gang.
Et af de mange (pænt sagt) opsigtsvækkende elementer ved Marry Me er det kunstige og polerede ydre. Filmen ligner noget fra Hallmark Channel og gør knapt nok et forsøg på at være realistisk. Efter vielsen forsøger Kat og Charlie at forene deres liv, som filmen forsøger at opstille som kontrastfyldte: Hun er superstjerne, og han er en kikset skolelærer og enlig far. På besynderlig vis har han dog råd til at bo i en gigantisk poverty chic-lejlighed midt i New York City.
Verdens tilstand taget i betragtning, giver det på en eller anden måde mening at ville trylle sig tilbage til 2005 og leve i en plat Rom-Com. Men hvis eskapisme er målet, spænder den absurde præmis og hysterisk unaturlige dialog ben for, at man nogensinde kan forsvinde ind i filmens ”univers”. Man kommer aldrig tilnærmelsesvist under huden på nogen af karaktererne, men betragter dem i stedet (bogstaveligt talt) gennem et TikTok-filter, hvilket belejligt vises som split screen gennem store dele af filmen.
Der er dog heller ikke meget at udforske i karaktererne. Både Charlie og Kat er endimensionelle arketyper, og især Kat er decideret ulidelig. Værst er det, når hun gentagende gange får alt til at handle om sig selv. Hun besøger Charlies arbejde og udtrykker tydeligt, at hun ”don’t want to make this about me”, hvorefter hun bryder ud i dans med eleverne til endnu et generisk reggaeton-beat og sender det hele live på sin Instagram. Oplevelsen er tilsyneladende så sindsoprivende, at en ellers rullestols-siddende elev pludselig rejser sig og begynder at lave floss-dansen fra Fortnite.
Kats pinlige forsøg på en karakterudvikling går således: Hun poster sponsorerede opslag på TikTok af sin nye juicer. Herefter prøver hun faktisk at bruge den, hvilket resulterer i grøn juice ud over hele penthouselejligheden. Men til sidst kan hun, med hjælp fra Charlie, finde ud af at bruge sin juicer selv. Helt uden at poste det på Instagram. Rørende.
At filmen forsøger at sige noget som helst kritisk om sociale medier er nærmest himmelråbende paradoksalt, idet den indeholder adskillige åbenlyse product placements. På et tidspunkt udbryder én af Charlies elever: ”Look, I just made this website at Wix.com!”. Man væmmes.
Der er absolut intet i vejen med cheesy og melodramatiske Rom-Coms, og genren undermineres fejlagtigt ofte i ”finere” filmkredse. Desværre er film som Marry Me nøjagtigt grunden til, at genren underkendes; der er ikke antydningen af hjerte eller passion. I stedet søger man som tilskuer efter én god grund til, at filmen er blevet skabt. Måske for at eksponere J-Lo’s absurd glatte ansigt eller tjene penge på reklamerne placeret i filmen? Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om andre grunde.
Kommentarer