KRUMMERNE – DET ER SVÆRT AT VÆRE 11 ÅR: Familien Krumborg anno 2021

Af Sara Kira Wernberg-Tougaard

Krummerne (1991) er en institution blandt danske familiefilm, i mine øjne på linje med Far til fire og Min søsters børn. De første par film er allround gode familiefilm – filmene talte til en generation og fyldte i min barndom. Dengang jeg selv var en lille Krumme, brugte min bror og jeg en hel dag med den oprindelige Krummefar, Dick Kaysø. Han havde en lille sidegesjæft, hvor han viste børn rundt på Anholt. Der er meget at leve op til for den nye Krummerne – det er svært at være 11 år, hvor familien Krumborg bliver ført ind i 2021.

Familien Krumborg har glemt at komme hinanden ved; skærmene fylder for meget! Dette bedyrer krummemor (Iben Dormer), mens hun kigger ned i sin iPad. Krumme (Noah Storm Otto), der i skolen bliver drillet med sin gamle iPhone, foreslår en skærmfri uge. Hele familien, inklusive mor, er skeptiske, men lader sig overtale. Krumme læser i stedet KIM-bøgerne, der handler om ”raske knægte, ud på eventyr, med dynamolygte på” – han bliver inspireret og cykler afsted ud på eventyr. Snart er han på sporet af to diamanttyve og på vej til at vinde den søde pige Yrsa (Asta R. Matthiasen). Yrsa møder vi første gang, da hun og Krumme (bogstaveligt talt) støder ind i hinanden i bedste meetcute-stil. Situationen er vidunderligt kliché, men ikke usandsynlig, da de begge har næsen i mobilen.

Krummerne – det er svært at være 11 år forsøger både at tale ind i nutidens problematikker og at appellere til vores nostalgi. Det lyder så uendeligt rigtigt, når Yrsa opgivende siger: ”Du er ikke rigtigt klog, Krumme”, eller når Krumme siger: ”det er svært at blive klog på kvinder”, ligesom de gjorde i de oprindelige film. Det gav mig også et smil på læben, at storesøsteren Stine (Maya Gonzalez) gør op med et forældet kvindesyn, ved at putte en gammel hvid mand på sankthansbålet. Tanken er god, men måske lidt for god. Det virker påklistret. Hele skærmproblematikken er efterhånden også lidt slidt.

De oprindelige Krummefilm havde et herligt hold af skuespillere. Det er svært at leve op til. Vi var alle lidt vilde med Krummes (Laus Høybye) store blå øjne – og Dick Kaysø vil altid være den eneste krummefar for mig. Castet på den nye film er mildest talt skuffende. En der ikke skuffer er Jacob Haugaard, der overtager Buster Larsens rolle som vicevært Svendsen. Hans lidt hakkende måde at tale på, og hans frygtsomme og fraværende adfærd, giver den helt rigtige energi. Ditte Hansen og Dejan Čukić som forbryderparret kan også noget særligt. De er enormt karikerede, men det fungerer – og så har de fænomenal komisk timing.

Kan den nye Krummerne – det er svært at være 11 år leve op til sine forgængere? Svaret på dette spørgsmål må være nej. De oprindelige Krummefilm havde en ægthed og en finurlighed, som den nye ikke kan leve op til. Men måske skal de slet ikke sammenlignes – måske kan filmen være noget nyt og andet for en ny generation? Til dette vil jeg give et tøvende måske. Krummerne – det er svært at være 11 år overstiger bestemt mine forventninger, men de var også sat meget lavt. Jeg må give filmen, at den fik mig oprigtigt til at grine flere gange, og det karikerede udtryk er en del af charmen. Alligevel bliver nogle af skuespillernes præstationer og situationerne simpelthen for forcerede, og det hele bliver lidt for smart i en fart til rigtigt at udstråle hjertevarme. Krummerne – det er svært at være 11 år er en lunken omgang. Hverken virkelig dårlig eller virkelig god.

Kommentarer