Af Stig Bergendorff
John Wick: Chapter 4 (2023)fortsætter lige der, hvor instruktøren Chad Stahelski slap seeren i John Wick: Chapter 3 – Parabellum fra 2019. Efter at have hævnet drabet på sin hund og startet en krig med stort set hele gangsterverdenen, behandler dette fjerde kapitel spørgsmålet om, hvor langt John Wick egentlig er villig til at gå, når ikke blot friheden, men også ønsket om at brænde hele systemet ned er på spil.
Filmen starter som sagt in medias res og kræver derfor, at man er nogenlunde velbevandret i det efterhånden noget komplekse univers. Har du blot den mindste affektion for rendyrket action, er John Wick-serien imidlertid intet mindre end pensum.
Efter en streak på tre film, der måske udgør sidste årtis bedste actionfilmfranchise, kunne man have frygtet, at denne fjerde og nyeste installation ville give ridser i lakken. Men tværtimod. John Wick: Chapter 4 er både vildere, mere voldelig og flottere end sine forgængere – og det siger ikke så lidt. Ikke blot er filmen den bedste i serien, men slet og ret en af de bedste og mest helstøbte actionfilm i nyere tid.
John Wick: Chapter 4 er mere end bare mere end bare meningsløs vold. Wicks personlige relationer i filmen giver en dybere følelsesmæssig forankring, og så har den desuden et charmerende glimt i øjet, med flere intentionelt vittige sekvenser; lad mig uden at afsløre for meget bare nævne trapper, hundepis og trapper igen.
Keanu Reeves er selvfølgelig tilbage i den titulære rolle som den melankolske og stoiske eks-lejemorder. Med sine snart 60 år er det intet mindre end imponerende at se ham mestre flere af kampsportens genrer, når han deler læsterlige klø ud til alle, der måtte stå i vejen for ham. Som Rocky Balboa lærte os, er det vigtigste spørgsmål dog, hvor mange slag man kan tage og stadig rejse sig.
Og tæsk får John Wick i den grad. Gennem filmen er han i den modtagende ende af adskillige slag, spark, stik, snit og skud, men drevet af en personlig vendetta, opædende indignation og ren vilje, formår han at rejse sig gang på gang.
Ligesom de forudgående tre film føjer John Wick: Chapter 4 en række forfriskende elementer til mytologien – dette både i form af nye regler, men mere nævneværdigt med sine karaktertilføjelser. Her skal særligt fremhæves figuren Caine, spillet af den kinesiske kampsportsguru Donnie Yen kendt fra Ip Man-filmene, som ufrivilligt bliver gjort til Wicks nemesis, og så den vanvittige Killa, spillet af stuntmanden Scott Adkins, der trods relativt lidt skærmtid ender som et mindre højdepunkt i filmen.
Den danske fotograf Dan Lausten er igen at finde bag kameraet, og han virker til, i dette fjerde kapitel, at være landet i en nærmest perfekt symbiose med Stahelskis visioner for de mesterligt koreograferede kamp- og pistolsekvenser samt hæsblæsende chase-scener. De smukke billeder af sceniske landskaber og hårde urbane miljøer er kun overgået af hans kreative kameraføring, som udmærker sig i særligt én scene, hvor man ser til fra oven, mens Wick kæmper sig vej ud af et hus spækket med fjender, hvis eneste mål er at tage ham af dage.
Både min blære, men særligt min puls gispede efter et lille intermezzo i biografen. For selv med en spillelængde på næsten tre timer giver filmen dig aldrig tid til at kigge væk eller få pusten. Væg til væg vold, mesterlige kampkoreografier, pistolporno, sværdfetichisme og meterlange blodsprøjt er kun nogle af elementer, der, i sammenspil med et blændende visuelt udtryk og et voldsomt, intenst lydtapet, får en til at glemme alt om tid og sted. Snyd ikke dig selv for John Wick: Chapter 4, der må og skal nydes på det store lærred!
Kommentarer