Af Stig Bergendorff
Steven Spielberg har længe været synonym for Hollywoodfilmen og en fast bestanddel af Box Office Mount Rushmore. Derfor går hans projekter aldrig ubemærket hen – hvad end man er ubetinget fan eller ej. Hans nyeste projekt, The Fabelmans (2022), skrevet i samarbejde med Tony Kusher, er da heller ingen undtagelse. Filmen fik en god start på awards season, der blandt andet udmøntede sig i en Golden Globe statuette for bedste film. Sidenhen er nomineringerne strømmet ind, men har desværre ikke ført priserne med sig.
The Fabelmans, der foregår i USA få år efter 2. verdenskrig, bygger på en perlerække af karakterdefinerende øjeblikke i en aspirerende filminstruktørs liv. Spielberg selv har ikke lagt skjul på, at store dele af filmen er baseret på minder fra sin egen barndom. Dette er et greb, som instruktøren også har gjort brug af i tidligere værker – dog aldrig så minutiøst som i denne ombæring.
I filmen følger vi den jødiske ”Spielberg-substitut” Sammy Fabelman (Mateo Zoryan, Gabriel LaBelle), der forsøger at balancere drømmen om at lave film med udfordringerne i ungdommens nådesløse år. Oven i dette tvinges han, og resten af familien, til at vinke farvel til de vante omgivelser, da farens videnskabskarriere indebærer flere flytninger over længere distancer.
Allerede fra filmens åbningsscene inviteres vi ind til det, der bliver startskuddet til Sammys (læs; Spielbergs) fascination af filmen som udtryksform. Akkompagneret af sine forældre, Mitzi (Michelle Williams) og Burt Fabelman (Paul Dano), oplever vi, hvordan hans første tur i biografen både evner at tryllebinde og traumatisere ham. Denne dikotomi af følelser til filmmediet bliver et tema for Sammy. Den mere traumatiserende side kommer stærkest til udtryk, da han, i klipningen af en hjemmevideo, opdager en ubehagelig hemmelighed om sin mor og en nær ven af familien – en opdagelse, der får billedet af en ellers velfungerende og lykkelig familie til at krakelere for ham.
Mere end i den semifiktionaliserede coming-of-age fortælling om en spirende instruktør skal filmens motor netop findes i det familiære drama, som føromtalte hjemmevideo er med til at kaste lys over. I takt med flytningerne forstyrres balancen i familien, og de indbyrdes afstande blandt familiemedlemmerne optegnes. Sammys komplicerede forhold til sine forældre og særligt deres forhold til hinanden bliver på mange måder det, der giver filmen sin følelsesmæssige tyngde. Filmen fremstår langt hen ad vejen som et studie i opofrelse – spørgsmålet om, hvad man er villig til at give afkald på, når det kommer til dilemmaet mellem passionen og karrieren på den ene side og de sociale- og familiære relationer på den anden side.
Hvad, der får det familiære opbrud til at virke både gribende og komplekst, er blandt andet stærke præstationer af Gabriel LaBelle (unge Sammy) og Paul Dano (Burt Fabelman). En særlig hyldest skal dog tilfalde Michelle Williams (Mitzi Fabelman) og hendes portræt af en dramatisk og plaget kunstnerisk sjæl, hvis ustabile psyke, ved flere lejligheder, forsyner filmen med en knugende intensitet.
The Fabelmans er spækket med intertekstuelle referencer til Spielbergs tidligere værker, måske én for mange, i det, der ligner et kærlighedsbrev til filmmediet og instruktørens levede liv. I enkelte tilfælde forfalder filmsproget til at være henvendt en, måske, lidt for lav fællesnævner. Men som part coming-of-age fortælling, part semifiktionaliseret autobiografi og part familiedrama ender The Fabelmans som et helstøbt værk og endnu en stjerne i det univers, der udgør Steven Spielbergs imponerende oeuvre.
Kommentarer