A TIGER IN PARADISE: Dybt originalt musikerportræt

Af Joakim Søgaard

Gennem en ring på sin finger overvåger han alle sine vitalparametre, han sørger for at drikke den rigtige mængde vand, intervaltræner fast og lever primært af smoothies, der forsyner ham med de rigtige vitaminer.

Det kunne lyde som hovedpersonen i en form for sports- eller sundhedsdokumentar, men faktisk drejer det hele sig om den svenske folk-musiker José Gonzalez. Efter tre psykotiske episoder, hen over de sidste tyve år, har sangeren nemlig sat sig for at gøre alt, hvad han kan for, at det aldrig skal ske igen.

Under sine psykotiske perioder blev han opslugt af en anderledes verdensforestilling, hvor han oplevede uvirkelige forbindelser mellem tingene omkring ham; som om der lå koder i folks farvevalg af tøj, der gemte på en hemmelig besked.

Sådan beretter han ærligt om sine psykiske lidelser i filmens begyndelse. Selvom han ikke længere oplever det, fylder tanker om de usynlige forbindelser i verden, og hvordan mennesker påvirker hinanden, stadig meget for den anerkendte musiker. Og det er også hovedfokusset i A Tiger in Paradise.

Store dele af dokumentaren består af indre monologer, hvor José Gonzalez funderer over menneskets plads i verden. Hvad der gør portrættet helt unikt er, at disse tanker er ledsaget af syrede sekvenser, som skiftevis humoristisk og rørende illustrerer, hvad der foregår i den krøllede hjerne.

Som da Gonzalez taler om ikke længere at føle sig sikker på, at menneskeheden bevæger sig i den rigtige retning, hvilket efterfølges af, hvad der ligner en hyper-idyllisk kameratur gennem edens have, men dog ender fatalt med en tiger, som ikke kan tæmmes.

Der tegnes et portræt af en kunstner, der hele tiden veksler mellem håb og fortvivlelse for fremtiden. Ved morgenmadsbordet bringer han atomvinter op på helt casual vis. Small-talk er ikke hans stærkeste side, indrømmer han selv, for det er de store livsændrende emner, der interesserer José Gonzalez.

Hvordan gør man en egentlig forskel? Kan man være sikker på at ændre noget for det bedre? Og skulle han have færdiggjort sin uddannelse i biokemi fremfor at være blevet musiker?

Når man lytter til Gonzalez inderlige sange, er man dog ikke i tvivl; han skulle aldrig have været andet end musiker. Den blide vokal går hånd i hånd med naturen ved den svenske skærgård, hvor musikeren bor med sin familie. Indfanget i smukke, dvælende billeder af instruktøren Mikkel Cee Karlsson, der tidligere har lavet mange af Gonzalez musikvideoer og var klipper på Ruben Östlunds Triangle of Sadness (2022).

A Tiger in Paradise er ikke så interesseret i Jose Gonzalez karriere, som den er i hans indre liv – musikken føles også mere som et middel end som målet i det henseende. Selvom monologerne kan anklages for til tider at blive en anelse lommefilosofiske, så fungerer det altså. For Gonzalez griner også ad sig selv, når tankerne til tider løber ad med ham. Han fremstår ærligt interesseret og engageret i verden omkring ham, hvilket i sig selv forfriskende. Mikkel Cee Karlsson har skabt et unikt musikerportræt, der først og fremmest fokuserer på det empatiske menneske bag sangene og hans sårbare indre. Uanset om man i forvejen har kendskab til musikken, er denne dokumentar en biograftur værdig, for den vil uden tvivle vække nysgerrigheden for José Gonzalez’ verden.

Kommentarer