Af Anna Kristensen
Hvis du fik muligheden for at udforme din perfekte partner, hvordan ville de så se ud? Hvilket menneske ville de være? For nogle er svaret måske meget ligetil: et Hollywood-hunk à la Jason Momoa eller Charlize Theron. For andre kræver spørgsmålet nøjere overvejelse. Men det er lige netop dette emne, der udforskes i Maria Schraders Drømmemanden, på tysk kaldet Ich bin dein Mensch, ”Jeg er dit menneske.”
Alma (Maren Eggert) er en hårdtarbejdende forsker, der har brugt de sidste mange år af sin karriere på at studere gamle historiske artefakter for at undersøge menneskets forhold til kunsten. Nu har hun så også sagt ja til et andet forskningsprojekt, om end af en helt anden kaliber.
Hun har – noget modvilligt – indvilget i at tilbringe tre uger sammen med en humanoid robot, designet lige præcis til at imødekomme alle hendes ønsker i en partner. Formålet med dette? Alma skal rapportere tilbage, om sådanne partner-robotter er forsvarlige at sende ud i samfundet. Og om de i selvsamme situation skal have de samme rettigheder som mennesker.
Alma er meget skeptisk overfor konceptet med partner-robotter. Så da hun første gang møder Tom (Dan Stevens) og senere får ham med hjem, har hendes robo-hubby noget af en opgave for sig. Men i takt med at Toms algoritme udvikler sig og lærer af hans fejl, begynder Alma måske at ændre holdning. Både til Tom og tanken om robotter. Han er jo hendes drømmemand, trods alt, selv når han snakker tysk med engelsk accent.
Maren Eggerts præstation som den ensomme, næsten kærlighedsskræmte Alma vandt hende prisen for bedste hovedrolle ved Berlinalen i 2021. Som filmen udspiller sig, kommer vi tættere og tættere på forskeren og hendes usikkerheder, og ved hver en drejning og sammenbrud trækker hun os nærmere.
Det er ikke fordi, hun på noget tidspunkt når at fremstå som en poleret karrierekvinde. Hun lever for sit arbejde, så hendes hjem er rodet til med bøger og billeder om gammel historie. Men langsomt lærer vi, at der er meget mere, der ulmer under overfladen. Også Dan Stevens i rollen som Tom gør et ganske godt stykke arbejde som en robot, hvis væremåde nogle gange fremstår stiv og simuleret.
Drømmemanden er ikke den første af sin slags. Kunstig intelligens og forholdet mellem robotter og mennesker har eksisteret på det store lærred siden Metropolis (Fritz Lang, 1927), og vi har også set det udforsket det sidste årti i film som Her (Spike Jonze, 2013) og Ex Machina (Alex Garland, 2015).
Ligesom Her er Drømmemanden ikke nogen højlydt, spraglet sci-fi film. Handlingen foregår i nutidens Berlin, og omhandler almindelige mennesker. Der findes bare et firma, som har en masse viden indenfor hologramteknologi, og som udvikler disse super avancerede partner-robotter. Som ingen andre tilsyneladende kender til eller snakker om i samfundet.
Der er rig mulighed for at reflektere over ens eget forhold til dette emne, når rulleteksterne først løber over skærmen. Filmskaberen Maria Schrader giver dig i hvert fald ikke noget endegyldigt svar. Drømmemanden siger det ene, men viser dig noget andet. Og det understreger egentlig meget fint dens pointe.
Kommentarer