BLACK WIDOW: Forhistorien der aldrig får en fortsættelse

Af Sidsel Minuva

Efter en lang dag skal en lille kernefamilie fra Ohio til at spise middag. De to unge døtre har leget i solen hele dagen. Far kommer træt hjem og hiver mor til side.

Det er tid til at smutte – for far har stjålet en hemmelig floppydisk og sat ild til sin arbejdsplads.

I en hæsblæsende actionscene, der ligner noget fra en særligt underholdende spionfilm, sætter mor sig bag roret i et fly, far pløkker amerikanere fra vingen og familien undslipper til Cuba.

I virkeligheden er moren Milena (Rachel Weisz) en hemmelig Black Widow-spion, faren Alexei (David Harbour) er den kommunistiske pendant til Captain America med ”Karl Marx” tatoveret på knoerne og døtrene Natasha (Scarlett Johansson, her Ever Anderson) og Yelena (Florence Pugh, her Violet McGraw) skal opfostres som dræbermaskiner. Præcis som deres mor.

Black Widow er en tydelig arvtager til det jordbundne, anspændte spiontema, som Captain America: The Winter Soldier (2014) lagde grundlaget for i Marvels superhelteunivers.

Efter heltenes interne krig i Captain America: Civil War (2016) er voksne Natasha, den titulære Black Widow, på flugt. Men fortiden hjemsøger hende. Søsteren Yelena har brug for Natashas hjælp med at sætte en stoppe for Black Widow-programmet én gang for alle. Nu må Natasha se sin opvækst i øjnene, lære sin voksne søster at kende og endelig eliminere spionernes leder, Dreykov (Ray Winstone).

Interaktionerne og kampene mellem søstrene er muligvis noget af det bedste, Marvel længe har bedrevet. De både driller og forstår hinanden, som kun søskende kan – Yelena håner Natashas overdrevne heltestil, og Natasha forstår det behov for hævn og forløsning, som Yelena føler.

Fordi historien er mere jordnær, forekommer slåskampene også mere realistiske. Uden smarte superkræfter må spionerne i stedet tæske løs på hinanden, smide hinanden igennem døre og vinduer og bruge alt fra knive til køkkenskabe til at nedkæmpe hinanden.

Det er særdeles hårdtslående action, som man kan mærke i kroppen, og som ligner, at det faktisk gør ondt. Om så det gælder slåskampe eller følelsesladede samtaler, er det tydeligt, at de to søstre smukt bærer Black Widow på deres dygtige skuldre.

Men der er ét stort problem, der tynger hele filmen og truer med at ødelægge den som helhed: Marvel. Black Widow henleder nemlig konstant seerens opmærksomhed på problemer, som skabes uden for fortællingens rammer.

Natasha og Yelena fordømmer, hvor horribelt Dreykov og Black Widow-programmet behandler de unge piger, som de omdanner til spioner. Alligevel skal publikum i samtlige film underholdes af Natashas elegante slagsmål og den smerte, hendes fortid påfører hende. Og selvom det er sjovt, at søster Yelena gør grin med, at Natasha altid skal lande feminint og kaste med håret, så tydeliggør hendes bevægelsesmønster, at netop Marvel har besluttet, at Natasha altid skal agere sexet.

Mens Natasha, Yelena og resten af familien finder frem til en form for forløsning, så er der mange handlingstråde, der ikke bliver bundet sløjfe på. Black Widow forholder sig ikke til konsekvenserne, som handlingen har på karaktererne og universet.

Filmen føles i høj grad som en prequel, der skal have en uddybende efterfølger.

Men det får den ikke. For i Avengers: Endgame (2019) besluttede Marvel, at Natasha skulle dø. Den manglende opsamling på de mange handlingstråde kommer aldrig til at ske. I hvert fald ikke for hovedpersonen i Black Widow, der er hele filmens følelsesmæssige omdrejningspunkt.

Natashas propre næver, hendes gæve søster og den emotionelle spionfortælling får sparket Black Widow i mål, og karakteren Natasha kan tydeligvis sagtens bære en formfuldendt heltefortælling.

Mon der er nogle Marvel-direktører, der sidder og ærgrer sig nu?

Kommentarer