Af Kim Sidsel Minuva
Suzu (Kaho Nakamura) er lidt af en grå mus. Hun er lige startet i gymnasiet og er ikke særlig social; hun gemmer sig for de andre studerende og er ikke interesseret i at deltage i fritidsaktiviteter. Selv hendes to venner, Hiroka (Lilas Ikuta) og Shinobu (Ryō Narita), distancerer hun sig selv fra.
Et barndomstraume gør, at hun isolerer sig fra både venner og familie. Men i det farverige, virtuelle univers, U, folder hun sig ganske anderledes ud. Her er hun en verdensomspændende superstjerne, der synger gennem sit pinkhårede avatar, ”Belle”. Mens hun i virkeligheden mut knokler på med lektier, har hun millioner af følgere i U og holder eksklusive virtuelle koncerter.
Dette U er som en blanding af VRChat (2014), hvor man kan snakke med sine venner iført virtual reality briller, og Second Life (2003), hvor man kan udleve en parallel eksistens online. Men hvad der kunne have været et spændende rum, hvor Suzu skal udfolde sig selv og udfordre sine traumer, ender konsekvent med at spænde ben for Belle.
Hvis alt ved U-platformen skulle forklares, ville filmens allerede lange to timer nok fordobles. Men ved man blot en smule om spilfællesskaber og onlinemoderation, falder idéen om U fra hinanden nærmest fra første scene.
Det er uklart, hvad der egentlig foregår i den virtuelle verden. Andre avatarer lader altid til at være på vej et sted hen, selvom det virtuelle rum virker tomt og bart. Er indholdet brugergenereret og usammenhængende, eller har udviklerne lavet nogle aktiviteter et sted, man kan beskæftige sig med?
Der lader til at være udviklerne, der har bygget det sfæriske stadion, som ”Belle” på et tidspunkt optræder i. Hendes ekstravagant animerede koncert bliver dog afbrudt af et andet avatar, der går under navnet ”Dragen” (Takeru Satoh). På en eller anden måde kan han tvinge stadionet til at åbne, så han kan komme ind. Det bliver han nødt til, da administratorer og moderatorer jagter ham.
Her falder den virtuelle verden igen fra hinanden; enkelte brugere kan ikke blot afbryde og ødelægge et event, som millioner af andre brugere deltager i, men administratorer er også nødsaget til at forfølge og pågribe sådan en bruger. For at bandlyse ham fra U skal hovedadministratoren ramme ham med en stråle, der afslører hans sande jeg for de andre brugere og derefter nægter ham adgang til U. Uden denne stråle ved de ikke, hvem der står bag Dragen, og så kan de ikke gøre noget ved ham og hans generende handlinger.
Har man skabt et online fællesskab, hvor andre brugere direkte kan ødelægge andres samvær, og hvor det er utrolig svært at bandlyse stødende brugere eller overhovedet vide, hvem de er, så vil det fællesskab falde fra hinanden fra den ene dag til den anden – og ikke udvikle sig til et af verdens største.
Sært nok begynder også en tolkning af Skønheden og Udyret-eventyret efter mødet med Dragen. Man skulle ellers tro, at Belle havde gang i mere end nok med Suzus traumer og pludselige berømmelse, men nu skal hun også forsøge at finde ind til Dragens bløde indre og lindre hans traumer.
Det munder ud i flere scener på et magisk slot, der direkte efterligner Disneys version af eventyret. Nogle af de mest berømte scener, som da Belle (Paige O’Hara) og Udyret (Robby Benson) danser i balsalen, efteraber Belle. Man kan ikke andet end at måbe af forvirring.
En så bizar og rodet fortælling skaber desværre ikke en vellykket filmoplevelse. Det er synd, for historien om sky og stille Suzu og hendes gymnasieliv er både hyggelig og underholdende. Den bliver bare overskygget af U’s besynderlige eventyrrod.
Kommentarer