Af Benjamin Damon
Tilbage i februar vandt Carla Simón hovedprisen på filmfestivalen i Berlin for sin fine og jordnære skildring af en traditionsbunden catalansk familie, der gennem generationer har groet ferskner på deres land og levet af det, men som nu står overfor udefrakommende udfordringer.
Værket er personligt; den originale titel, Alcarrás, refererer til den by, hvor hendes egen familie stammer fra, og man kan mærke, at Simón har lagt alle sine følelser i dette fine portræt. Skuespillerne er amatører og leverer en vanvittigt overbevisende autencitet, som måske er filmens største styrke. Aldrig er man i tvivl om, at det her er en film, der er lavet med hjerte – og af den grund overvinder den også let seeren.
Ferskenlunden i Catalonien (som den hedder på dansk) er ikke nyskabende, ingenlunde, og der har været ganske mange lignende film de seneste år; Trøffeljægerne fra Piemonte (2021) er måske det bedste eksempel. Det er begge værker, som er optagede af krydsfeltet mellem det moderne og traditionelle; den smarte, effektive måde at gøre det på kontra ”den måde man altid har gjort det på”.
Det er hamrende svært ikke at blive forarget, når store kraner rykker ind på familien Solés gård og ødelægger den idyl og harmoni, der synes at have hersket i evig tid. Landejeren, Pinyol (Jacob Diarte), har indgået en aftale med et energiselskab, og det er ikke træer, men solceller, de skal plante. I massevis.
Solé-familien er i chok, for det var da ikke aftalen? Det viser sig, at den mundtlige aftale, som den gamle patriark, Rogelio (Josep Abad), lavede med Pinyols forfædre ikke er meget værd længere. Hvad gør man så, når ens levevej trues af fremmede og stærke kræfter? Solé-familien stilles et ultimatum: de kan blive boende, acceptere solcellerne og tjene væsentligt flere penge på mindre hårdt arbejde, eller de kan flytte fra deres hus og forsøge at finde arbejde andetsteds.
Simón er ikke ligeglad med sit plot, men hun er ofte langt mere optaget af at opfange de små momenter, som ikke nødvendigvis har afgørende betydning for historiens fremdrift, men i højere grad bidrager til at gøre ferskenlunden så malerisk, så varm, så vedkommende. Det er denne ro og tålmodighed, som gør filmen seværdig – ikke kampen mod den store stygge modernisering.
Hendes karakterer er velafrundede (men en kende uoriginale), og hun opridser fint de udfordringer, som de hver især står overfor. Faderen Quimet (Jordi Pujol Dorcet) spiller den noget stereotypiske, temperamentsfulde bondemand på overraskende vellykket vis, og det er generelt imponerende, at Carla Simón får så meget ud af amatører. Familiens ældste børn, Iris (Ainet Jounou) og Roger (Albert Bosch), forsøger på hver deres måde at navigere i krisen; hvor ser de egentlig sig selv i foretagendet?
Filmens tematikker kan dog godt blive lige lovligt ensidige. Er det så simpelt, at man kan koge det ned til en dikotomi mellem godt og gammelt versus ondt og nyt? Måske er det en ufravigelig del af, at samfundet ændrer sig med tiden – eller måske er det værd at holde fast i gamle dyder?
Kommentarer