Af Christian Hejbøl
Alejandro G. Iñárritu vender tilbage til sine rødder og laver en film i Mexico for første gang siden Amores Perros(2000) katapulterede hans karriere mod skyerne for toogtyve år siden. Iñárritu har sidenhen bosat sig i USA og er blevet én af de mest anerkendte og prisvindende instruktører med store hollywoodproduktioner som Birdman (2014) og The Revenant (2015). Men med succes følger tvivlen.
Den mexicanske journalist og dokumentarist Silverio Gama (Daniel Giménez Cacho) vender tilbage til sit fødested, Mexico, for at modtage en hæderspris. Mexico, som Silverio beskriver som en sindstilstand mere end et land, bliver en port til en drømmeverden, hvor han kæmper med at forstå både sin nationale identitet og personlige identitet som kunstner.
Det er svært ikke at skifte Silverio Gama ud med instruktøren selv, Alejandro G. Iñárritu, der ligesom Silverio er en hyldet kunstner, som forlod sine rødder for at tage til USA. Bardo må anses som endnu en semi-autobiografisk film, der indskriver sig i samme kategori som Alfonso Cuaróns Roma (2018), Sorrentinos Hand of God (2021), Branaghs Belfast (2021) og snart også Spielbergs The Fabelmans (2022)
Dybt personlige tanker og tilståelser udforskes. At både være mexicaner og amerikaner og derfor ingen af delene. At være kunstner, men også en kapitalist i en broget branche. At være midtvejs i livet og føle at det hele måske blot er en række meningsløse begivenheder.
Silverio er spillet af den charmerende Daniel Giménez Cacho, der guider os igennem hovedkarakterens psyke på en varm og nysgerrig måde. Som når Silverio jager sin kone Lucía (Griselda Sicilian) gennem alle husets værelser i en form for elskovsritual, og Inarritu bruger scenen til at beskrive tidens gang. Det hele var et minde, eller måske en drøm; og når de vågner igen, er deres børn voksne.
Kameraarbejdet udført af fotografen Darius Khondji er poetisk svævende og skaber de perfekte rammer for en film om minder og drømme. Tid og sted forsvinder. Som en arabesk slynger billederne og scenerne sig sammen i knudrede fletninger. Begyndelsen er også filmens slutning. Midterdelen er en collage af minder, oplevelser, drømme og følelser.
Surrealistiske drømmesekvenser kan opstå ud af det blå. Silverio skal overrækkes en pris for sit journalistiske arbejde, men flygter ind på det offentlige toilet for at komme væk fra menneskemængden. Inde i rummet står hans afdøde far, og Silverios krop ændrer sig pludselig til en lille drengekrop med et voksent ansigt. Han og faren har en rørende samtale om alderdom, kærlighed og forældreskab, indtil faren skal tilbage til efterlivet og Silverio tilbage til festen.
Til tider kæntrer Bardo over i småpatetisk navlepilleri. Som en teenagedagbog illustreret med de mest spektakulære billeder. Iñárritu er bevidst om filmens selvoptagethed, og tager sorgerne på forskud i en scene, hvor Silverio bliver kritiseret for, at hans film er for prætentiøs og selvoptaget af en ven. En scene, der ligner Michael Keatons diskussion med en vrissen anmelder i Birdman. Og det er svært ikke at være enig i kritikken, når Silverio kort tid efter ytrer tomme sætninger som ”Success was my biggest failure”, selvom følelsen måske kommer fra et reelt sted.
Bardo er et babelstårn af en film. Iñárritu har skabt et dybt personligt værk, som til tider drukner i sine enorme ambitioner. Spektakulær og navlepillende, og i momenter fuldkommen fantastisk i sit forsøg på at nå himlen.
Kommentarer