Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
Frem fra mørket, stadig halvt skjult, toner et rum oplyst af stearinlys frem, en summen af stemmer fremsiger ord, der flyder ud i hinanden. I glimt ser vi, hvad der ligner et alter med små figurer og et billede af en ung mand. Den lille pige Salome (Lua Michel) betragter gennem en netdør sin bedstemor Avo (Ester Catalao), der udfører et ritual for at kommunikere med de døde. Alma Vivas første scene er henrivende og lover os en leg mellem det, der bliver vist og det, der forbliver skjult.
I filmen ser vi verden gennem Salomes øjne. Hun er hen over sommeren på besøg hos sin bedstemor, mens hendes mor Aida (Jacqueline Corado) arbejder hjemme i Frankrig. I den lille, søvnige flække i Portugal går livet sin stille gang. Salome går ærinder i de solbeskinnede, brostensbelagte gader og sidder bag på en motorcykel, der kører gennem de bløde, grønne bakker. Da der sker et dødsfald i familien, bliver der vendt op ned på det hele. Gamle konflikter kommer op til overfladen og magien, der har ulmet, blusser op og antænder byen, der snart anklager familien for hekseri.
Magien er dog aldrig eksplicit i Alma Viva. Den ligger under overfladen. På samme måde som døden er magien en del af livet, men er også gemt væk fra hverdagen. Salome er i modsætning til de voksne ikke bange for hverken døden eller magien. Ved at fortælle historien fra hendes perspektiv lykkes filmen med at skabe et univers, hvor grænserne mellem det naturlige og det overnaturlige, tro og overtro forsvinder. I barnets verden eksisterer skellet ikke.
Alma Vivas underspillede magiske realisme må filmfotograf, Rui Poças, have en stor del af æren for. Han er ikke bange for at dvæle ved hunden, der klør sig siddende under kisten og han lader byen forblive drømmeagtigt uklar i de døsige sommerdage.
Filmen er på mange måder personlig for den portugisisk-franske instruktør Cristéle Alves Meira. Den foregår i hendes bedstemors hjemby, er inspireret af egne oplevelser og hendes datter Lua Michel spiller hovedrollen. Lua Michel er det helt rigtige valg til at portrættere Salome. Hun er meget overbevisende på skærmen og hendes tilstedeværelse har en naturlighed, der må komme af, at hun er kommet i byen fra hun var helt lille. Mens de voksne karakterer spiller roller, og er i deres følelsers vold, betragter den lille pige dem blot. Hun står på en gang udenfor og er samtidig midt i tragedien selve limen, der binder dem sammen.
Samme rosende vendinger, kan jeg desværre ikke bruge om præstationerne fra størstedelen af de andre skuespillere. Konflikterne er voldsomme, men forbliver banale og relationerne imellem dem virker overfladiske og overspillede. Måske det er en del af filmens forsøg på sort humor? Dette er i så fald heller ikke videre vellykket. Selvom det bestemt er underholdende, når kisten vælter midt i et skænderi, udspiller scenen sig så forudsigeligt, at det bliver tåkrummende – og ikke på den gode måde. Filmens narrativ halter også, der er for mange halve fortællinger og løse ender. Hvis bare den gjorde lidt mindre – for det den gør godt, gør den virkelig godt.
Alma Viva er en lovende spillefilmsdebut fra instruktør Cristéle Alves Meira. Filmen skaber et dragende univers og Lua Michel er tryllebindende som Salome. Men jeg sidder alligevel tilbage med et ønske om, at filmen gik dybere og at den skar noget af alt det overflødige fedt fra.
Kommentarer