Af Bella Juncker
På en spadseretur langs Seinen i Paris, kan du støde på Adamant; et flydende behandlingssted for skrøbelige individer med ondt i sjælen. I Adamant – Hjerterum på Seinen tager Nicolas Philibert os med ombord og giver et farverigt, livligt og gemytligt portræt af dette tilflugtssted midt i Paris. Dokumentaren vandt Guldbjørnen for bedste film ved dette års Berlinalen – så der er lagt i støbeskeen til en god filmoplevelse.
Lige fra åbningsscenen, indledes der til en fortælling fuld af stemning og liv. Her møder vi for første gang François Gozlan, en af de daglige patienter, som står og skråler sangen La bombe humaine. Seancen er medrivende og nærmest hypnotiserende – interessen for at komme længere ind på Adamant tændes med det samme
Hver mandag afholdes der dagsordenmøde, hvor patienterne præsenteres for ugens workshops, som de kan deltage i, hvis de har lyst – på Adamant er det nemlig også i orden bare at komme forbi til en kop kaffe. Den endeløst nysgerrige Muriel Thourond sætter spørgsmålstegn ved stort set alt og kan slet ikke vente på at snakke med de nye mennesker ombord. Hendes venlige tilstedeværelse skinner ud gennem lærredet, hvilket blot får det til at stikke endnu hårdere, da hun åbner op omkring sin ensomhed og siger: ”Jeg savner mine venner.”
Igennem kreative workshops får patienterne et tilhørssted, hvor der bliver gjort plads til dem og deres forskellige udfordringer. En plads de ikke altid har kunnet finde i samfundet udenfor. Det er ganske rørende at høre patienternes historier. Da Olivier fortæller de andre passagerer om sine to døtre, han har tegnet på dagens workshop, kunne jeg ikke undgå at knibe en tåre. Man sidder tilbage med en følelse af stor ydmyghed og respekt efter mødet med alle de fantastiske, kreative individer, der er dokumentarens omdrejningspunkt. Filmen gennemsyres af menneskelig nysgerrighed, som gør, at man ikke kan undgå at lade sig opsluge af indholdet.
Det er nemlig en intim oplevelse, når vi, som en flue på væggen, får lov at observere livet på Adamant. Kender man til Nicolas Philibert, ved man, at denne form for intimportræt er et gennemgående tema for hans dokumentarer. De lange scener og det statiske kamera tager dog også til tider tempoet ud af fortællingen og får den til at føles klaustrofobisk. Man har lyst til at udforske stedet og dets passagerer nærmere, men begrænses ofte af kameraets stilstand
Det er heller ikke de kritiske briller, der er på under denne dokumentar. Filmen er et romantiseret billede, som kun kort skøjter hen over de udfordringer, som Adamant kæmper med. En reducering af statsstøtten truer i horisonten, men det er ikke noget der dykkes dybere ned i – Philibert holder sig til glansbilledet.
Sandheden er dog, at instruktøren lykkes fortræffeligt med at skabe en dokumentar, der tilfører menneskelighed og sympati til et samfundsemne præget af fordomme. Filmen fungerer nærmest som en spirituel påmindelse om, at også disse mennesker føler sorg, ensomhed, glæde og håb – præcis som enhver anden, og den beviser, at der så sandelig er hjerterum på Seinen, hvis blot man tør kigge dybt nok.
Kommentarer