Den tunge arv

Af Rasmus Molin Friis

Gensyn med Felgen og co.
Skaberne af Jul i Bakkekøbing fortjener ære og respekt om ikke andet for deres mod, for det er sandt for dyden ingen let opgave at efterfølge klassikeren Bjergkøbing Grand Prix (1976). Den nu omtrent fyrre år gamle stop-motion-film er noget af det ypperste, skandinavisk film har præsteret på børneområdet. Ikke blot emmede filmen af charme, humor og idérigdom, den opnåede tillige en unik audiovisuel lyrik i flere passager – blandt andet takket være Bent Fabricius-Bjerres besættende score. For at sige det mildt er Jul i Bakkekøbing derfor på en kompliceret mission.

I denne ombæring centrerer plottet sig ikke om et stort opsat racerløb, men derimod om kampen for snevejr nær juletid: Avisredaktør Pløsen (Lars Brygmann) sælger sit produkt ved at udstede bombastiske garantier om snefald på forsiden, men da end ikke et snefnug har ramt det norske fjeld få dage før jul, vender læserne sig mod ham, og avisens omsætning falder drastisk. I desperation opsøger han gør-det-selv- geniet Reodor Felgen (Claus Bue) og hans to kammerater Søren (Lars Ranthe) og Ludvig (Lasse Lunderskov) i håbet om, at Felgen kan fremstille en snemaskine. Pløsen kommer i besiddelse af maskinen, men da det viser sig, at den ikke virker efter hensigten, forblindes han af sit eskalerende storhedsvanvid og vælger at sigte efter byens snerekord på bekostning af lokalbefolkningens ve og vel. Det er selvfølgelig en sag for bakketoppens godhjertede trio med alletiders mest bedårende pindsvin Ludvig i en bærende rolle.

ANMELDELSE AF:
Jul i Bakkekøbing

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Rasmus A. Sivertsen

LAND:
Norge

Varme i en vintermåned
Jeg må ærligt erkende, at jeg er i tvivl om, hvorledes Jul i Bakkekøbing bør vurderes. Skal den ses isoleret eller i relation til sin uforlignelige forgænger? Problemet er ikke så meget at beskrive filmens forcer og ulemper som at placere den på en banal skala fra et til seks. Til tider kan man ærgre sig over, at netop denne vurdering har så stor signifikans.

Før jeg uddyber ovenstående, er det vigtigt at slå følgende fast: Jul i Bakkekøbing fungerer overraskende godt som en opløftende julefilm med universel appel. Den har de rigtige ingredienser til at skabe varme i et bidende koldt december måned, og den løfter sig langt over beslægtede julefilm, der ofte fremstår som kommercielt venstrehåndsarbejde. Det ville under alle omstændigheder være uretfærdigt at karakterisere filmen som det store antiklimaks, der med garanti var frygtet og forventet af 70er-filmens fans. Det må og skal belønnes.

Årsagen til at Jul i Bakkekøbing alligevel er vanskelig at anmelde er, at en sammenligning med forgængeren tydeliggør en række aspekter i børnefilmens triste evolution: Action og underholdningsværdi er i centrum, men sjælen er ikke helt den samme.

I skyggen af en klassiker
Det bedste eksempel herpå er Ludvigs udvikling. I et af Bjergkøbing Grand Prix’ mest mindeværdige momenter opdager det ellers kronisk frygtsomme pindsvin som den eneste defekten i racerbilen ”Il Tempo Gigante”, overtager rollen som co-pilot og sikrer reelt Felgens sejr. Ikke et ord ytres om heltegerningen, billederne taler helt og aldeles for sig selv. Enkelheden er smuk.

Også i Jul i Bakkekøbing er Ludvig overordnet set en vidunderlig karakter, men pindsvinets udvikling fra bangebuks til selvopofrende helteskikkelse kommunikeres mere firkantet. Udviklingen ekspliciteres ikke blot i et hæsblæsende klimaks, men tillige i en meget ”skrevet” sidehistorie, hvor Ludvig gentagne gange opsøger en kanin, der grundet den manglende sne er udsat for rovdyrenes glubske blikke. Sidehistorien er sympatisk, men den mangler den finesse, der gjorde forgængeren til et uimodståeligt bekendtskab.

Selvom Jul i Bakkekøbing langt fra er et grelt eksempel på tendensen, anskueliggør filmen qua sin relation til Bjergkøbing Grand Prix et generelt problem i nutidige børnefilm, hvad enten det er i fredagens Disney Sjov eller på det store lærred (med Pixars film som indlysende undtagelser): Man har mistet tålmodigheden og grebet om antydningens kunst. Det lader til, at man frygter, at børnene tabes, hvis ikke alt udpensles, og kedes, hvis ikke plottet fyldes med action. Jeg tror, man undervurderer dem.

Hjertelig julefilm
Det kan let komme til at lyde, som om Jul i Bakkekøbing er et forfejlet projekt. Det er det bestemt ikke. Kritikken er mest af alt en konsekvens af, at filmen efterfølger en klassiker, og at lade den kendsgerning diktere vurderingen finder jeg trods alt urimeligt. I virkeligheden er Jul i Bakkekøbing en underholdende og hjertelig julefilm, der med garanti vil sprede glæde i landets familier. Børnene vil more sig over de mange optrin, og deres forældre vil især værdsætte filmens herlige ”skurk” (i anførselstegn, fordi han egentlig ikke er ond), der inddrages i en række finurlige referencer til journalistiske stereotyper.

Jul i Bakkekøbing er effektiv på mange områder. Underholdningsværdien er høj, animationen rammer balancen mellem det moderne og nostalgiske, og de danske stemmer er fortræffelige. Derfor vil jeg – trods min længsel efter børnefilmen af i går – anbefale filmen til juleglade familier med mod på et varmt gensyn med Felgen og hans venner.

Kommentarer