Af Marius Sørensen
Én af Hollywoods ældste filmserier er tilbage. Siden den originale Abernes planet udkom i 1968, har serien udforsket en fiktiv fremtid, hvor aber har overtaget menneskets plads som den dominerende race på Jorden.
Først blev den originale film efterfulgt af fire sequels i 1970’erne. Derefter forsøgte Tim Burton sig med et remake i 2001, inden man i 2011 begav sig ud i at fortælle forhistorien til de fem oprindelige film i serien med Abernes planet: Oprindelsen og de to efterfølgende film, der henholdsvis havde undertitlerne Revolution (2014) og Opgøret (2017).
Abernes planet-serien må altså siges at have leveret tankevækkende og spændende science fiction i et godt stykke tid. Og nu er serien endnu engang tilbage og byder os at udforske abernes civilisation yderligere.
Kingdom of the Planet of the Apes – der som den eneste i serien ikke har fået en dansk titel – finder sted flere generationer efter den foregående trilogis handlingsforløb; Caesar – hovedpersonen i de tre film – er død, kun få mennesker er tilbage og aberne har i det store og hele herredømmet over planeten. Vi følger aben Noa, et medlem af den fredelige ørneklan, der – efter hans familie bliver taget til fange af den brutale konge, Proximus Caesar – må begive sig ud på en farlig færd for at befri dem. Undervejs støder han på den mystiske menneskepige Nova, der gemmer på en hemmelighed.
Efter ni film ville det ikke være helt uretfærdigt at begynde at frygte om Abernes planet er løbet tør for gas. Er der virkelig stadig historier tilbage at fortælle om kampen mellem abe og menneske? Hertil svarer instruktør Wes Ball – manden bag Maze Runner-filmene – et rungende ja. Ball og folkene bag Kingdom of the Planet of the Apes er lykkes med at skabe en energifyldt og værdig efterfølger til Matt Reeves’ mesterlige Revolution og Opgøret, mens de samtidig lægger grobund for en ny og tilsvarende dragende fortælling.
Computereffekterne er endnu engang upåklageligt gode, men det er alligevel det ikke-computerskabte, der er allermest imponerende. Det er en fornøjelse at se, at filmens miljø ikke består af sjælløse CGI-landskaber, men af ægte, fysiske filmsets. Selvom de fleste af filmens billeder er blevet digitalt manipuleret (aberne er stadig realiseret ved hjælp af motion capture-teknologi), kan man mærke, at filmskaberne har stræbt efter at filme så meget som muligt, så virkeligt som muligt. Ball og fotograf Gyula Pados’ billeder er forfriskende taktile.
Filmen udmærker sig også ved at prioritere eftertænksomhed og karakter- og verdensopbyggende øjeblikke over hjerneløst spektakel. Hvor er det rart at se en stor Hollywood-blockbuster med så meget på sinde. Wes Ball er lige så interesseret i de små øjeblikke og de filosofiske og etiske spørgsmål, Abernes planet-konceptet byder på, som han er i de store actionsekvenser – som alle er tilpas intense og engagerende.
Selvom skuespillet og karakterarbejdet ikke når samme suveræne højder, som Andy Serkis gjorde med sin præstation som Caesar i den foregående trilogi, og selvom historien ikke bærer helt samme vægt som Caesars historie, beviser Kingdom of the Planet of the Apes alligevel, at serien ikke er løbet tør for gas endnu. Der er stadig rigeligt med spændende udforskning tilbage på abernes planet.
Kommentarer