Af Sidsel Minuva
Grønlands indlandsis smelter. Det er et faktum, som ikke længere kan benægtes. Spørgsmålet er nu, hvor hurtigt den smelter. Hvor lang tid har vi tilbage, før verdenshavene stiger? Sker det i vores levetid – eller i vores børn og børnebørns? Og kan vi nå at bremse udviklingen?
Få ved mere om disse spørgsmål end forskerne, der år for år undersøger Grønlands iskappe. Det er dem, som instruktør Lars Henrik Ostenfeld sætter i centrum i DOX’ åbningsfilm, Into the Ice. Med et kamera under armen begiver han sig ud på – og ind i – isen i selskab med polarforskerne Jason Box, Dorthe Dahl-Jensen og Alun Hubbard.
Resultatet er en fabelagtigt smuk og frygtelig bekymrende dokumentar, der fungerer som uhyre effektiv forskningsformidling.
Allerede fra starten er Ostenfelds perspektiv stærkt. Som barn skulle mosen bag barndomshjemmet, hvor han legede og fantasien fik frit spil, pludselig ryddes, så der kunne bygges rækkehuse. En del af ungdommens uskyldighed blev revet væk, og hans verden og naturen ændredes for evigt for menneskets skyld.
Det er det, han ser finde sted endnu engang, når naturen nu er i klimakrisens kløer – bare på et langt større plan.
Ved at overlade taletiden til forskerne og filme og forklare deres undersøgelser sætter han deres vigtige arbejde i denne kontekst. Verden er under forandring, og det er dem, der bogstavelig talt sætter livet på spil for at dokumentere det, så resten af menneskeheden kan handle.
Således rejser Ostenfeld med glaciolog Jason Box ud på iskappen i tolv dage for at undersøge, præcis hvor meget sne der falder i løbet af en vinter. For klimaforandringerne forårsager mere nedbør, men beskytter den øgede mængde sne mon iskappen, så den smelter langsommere?
De overvejelser skildrer Ostenfeld nøgternt, loyalt og med spandevis af umådelig smukke optagelser. Box og hans medforskere tager sig ud som videnskabens helte, når de trasker afsted over det skinnende hvide landskab. Sneen dækker nemlig over gletsjernes spalter, så passer de ikke på, kan de gå gennem sneen, videre gennem isen og lande i en kold grav. De samler nedbørsdata med livet som indsats.
Deres teorier og data illustreres med enkle håndtegninger og animation, der gør det uproblematisk at sætte sig ind i hver undersøgelse og teorierne bag dem. Når Box så tuder af glæde, fordi han har trukket brugbare data ud af hukommelsen på en ældre vejrstation, så føles det fuldkommen berettiget og befriende.
Sådan behandler Ostenfeld kærligt hver forskers bidrag. Han iscenesætter deres forskning med den respekt, den fortjener.
Kronen på værket er den endelige rejse ind i isen. Ostenfeld og Hubbard skal sammen ned i en flere hundrede meter dyb ”moulin” – det hul, der står tilbage, efter sommerens smeltevand har skåret sig gennem iskappen. Med et kamera på hovedet hejser instruktøren sig nervøst ned i indlandsisens hjerte.
Isens formationer dernede ligner ikke noget, man nogensinde har set før. Deres fantasifulde former og blålige skær virker som stilfulde, kunstneriske påfund. Men det er vaskeægte, og Ostenfeld og Hubbard oplever det for første gang sammen med publikum.
Det er en melankolsk skønhed, som Into the Ice afbilder, for menneskeheden er ved at ødelægge den. Jason Cox fortæller, at man holder op med at kunne sove godt om natten, når man opnår hans og medforskernes indblik ind i klimaforandringerne.
Den angst og anger bliver siddende i hjertet som et lille lag frost, der ikke vil tø. For enten handler vi, eller også ændres alt. Vores baghavers fantasifulde mose forsvinder til fordel for vores egen grådighed.
Kommentarer