Af William Pilgaard-Jensen
Netflix’ efterhånden langvarige samarbejde med Noah Baumbach gav os i 2019 en sand perle med brillante Marriage Story, hvor både Scarlett Johannson og Adam Driver leverede deres livs præstationer. Sidstnævnte har Baumbach igen sat sin lid til i White Noise, instruktørens tredje film i ledtog med streaminggiganten og med sikkerhed en, som vil skille sig ud fra mængden. Det er nemlig svært ikke at gøre, når tematikker som kemiske katastrofer, masseinformation og dødsangst er sat i højsædet.
Historien, der er baseret på Don DeLillos bog af samme navn fra 1985, følger Jack Gladney (Adam Driver), en af de førende professorer indenfor Hitler-studier. Han bor med sin kone, Babbette (Greta Gerwig), og deres fire børn sammensat fra både deres nuværende og respektive tidligere ægteskaber. En dødsangst katapulteres ind i familien, da et sammenstød mellem en lastbil og et tog i nærheden skaber en eksplosion, som forurener skyerne med giftige stoffer. Det sender familien og resten af samfundet ud i en panik, hvor overbevisningerne om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er op og ned skyder i alle retninger.
Adam Driver og Greta Gerwig er begge glimrende i deres roller, og filmens få rørende scener opstår, når kun de to deler skærmen. Som det før er set, går deres talenter godt i spænd med den veltænkte dialog og skarpe humor, som Baumbach lægger for dagen.
Filmen lever i den grad op til sin titel, med endeløse baner af eksistentielle spørgsmål og overlappende dialog. Karaktererne forsøger igen og igen at overtale hinanden om vigtigheden eller uvigtigheden i et virvar af store og små emner. Man skal holde sig på tæerne, hvis man ønsker at fange alle pointer, spørgsmål og svar, som kastes frem og tilbage. Lydbilledet forholder sig også sjældent i ro, og man kan ikke tælle mange sekunder imellem de forskellige former for larm, der står i kø; dialog, uvejr, tv-støj, underlægningsmusik eller andet rumsterer som regel i omgivelserne.
Baumbach er god til at udstille og latterliggøre hvor meget information, der konstant smides omkring i forhold til hvor lidt af det, man i virkeligheden kan stole på. Man kan ofte trække på smilebåndet over filmens mange referencer til informationssamfundets genkendelige tendenser. Som når Jacks læge fortæller om, hvordan hans patienter hurtigt glemmer deres rolle som patienter, efter de går ud ad hans dør og straks begynder at selvdiagnosticere.
De mange komplekse replikker og det hektiske tempo, som filmen opererer i, er underholdende at følge. Nogle gange kan pointerne dog også blive en tand for sagte, og hasten mellem de mange emner kan blive udmattende og svær at finde rundt i. Men selvom den uoverskuelighed nok er det, som kommer til at dele vandene hos publikum, er den også en rammende metafor for filmens egen tematik.
Det virker som om, at White Noise sætter en ære i at efterlade tilskueren med flere spørgsmål end svar, netop for at påpege, hvordan man nemt kan overrumples med informationer, som er svære at finde rundt i og nemme at sætte spørgsmålstegn ved. De udgør til sidst ikke andet end hvid støj.
Kommentarer