Af Mingus Bjerg Pers
En tørstende midaldrende detektiv overvåger en kvinde, han har manglet at se. En flygtig skikkelse bevæger sig rundt, og nyder frygteligt at se sin egen skygge blive sat fast til væggen med en knappenål. Blandt sådanne blikke, frem og tilbage, udspilles et ikke helt konventionelt romantisk drama.
Park Chan-Wook, denne ekstremernes kunstner med den fintfølende næse for tilværelsen som den tager sig ud i sit mest groteske overdrev, vender med Decision to Leave sin sabel-lange skalpelkniv mod detektivgenren. Dem af os der erindrer instruktørens øvrige produktioner, lugter dog ret hurtigt denne lunte: at vi heller ikke i dette værk kan stole på de genremæssige slags taktfasthed, at både karakterer og narrative bevægelser også her, bedst som vi mener at have sat dem på formel, vil lade sig forskyde ud i besættelsens irrationelle æter og efterlade os som de lamslåede spørgsmålstegn, Park Chan-Wook ynder at fremmane.
Også i dette værk søges der efter ekstremer, men hvor detektiv-fortællingen drevet til sin yderste potens i mange andre filmskaberes hånd ville udrinde sig i en detektiv der var mere rationelt deducerende end Sherlock Holmes og mere elegant charmerende end James Bond, er det her ikke i de genremæssige troper ekstremerne hentes, men i den bagvedliggende psykologi.
Det er derfor også helt naturligt, at detektiv-fortællingen Decision to Leave først bliver sin egen i kollisionen med sin antitese: kærlighedsfortællingen Decision to Leave. At den apollinske detektiv Hae-Joon (Park Hae-il) først bliver til som karakter i sammenstødet med den udsvævende og besættende hovedmistænkte Seo-Rae (Tang Wei).
Et tilbagevendende billede i Decision to Leave er relationen mellem havet og bjerget. Havet tiltrækker de vise, bjerget de flinke – sådan lyder det i hvert fald ifølge et i filmen citeret Konfucius-citat, og i forførelses-spillet mellem disse arketyper forløber dramaet sig så. At udspinde en sådan dobbelthed som et eksistentielt edderkoppespind og så sætte karaktererne fri til at slå sig til blods i dets virvar, er på mange måder beskrivende for Park Chan-Wooks fremgangsmåde som sådan.
I denne ombæring appliceres mantraet så på detektivgenren, men mens det da er befriende at se de genremæssige troper henvist til en rolle som scene for de mere kerne-menneskelige nævekampe, er det dog også netop i denne bevægelse ud mod det tidsløse, at Park Chan-Wook delvist får spændt ben for sig selv. Alt imens man nyder at kameraet vendes mod menneskenes indre frem for deres hverv, føles det sommetider som om, man blot har byttet en fortærsket arketype ud med en ny. Detektiven udskiftes med den søvnløse og livslede-prægede midaldrende – den hovedmistænkte udskiftes for den uhåndgribelige mystificerede femme-fatale. Nok har vi bevæget os fra beskæftigelse til psykologi, men fremstillingen ender dog i visse stræk med alligevel at blive lovlig prototypisk.
I sidste ende lykkes det dog for filmen at transcendere både genremæssige og psykologistiske platituder, og stærkt hjulpet på vej af krampagtigt indlevelsesrige skuespilpræstationer, bliver de arketypiske reduktioner af karaktererne til sidst ophævet og henvist til en rolle som pædagogiske trædesten mod lektien: at intet er så logisk, som det giver sig ud. Det er åbenbart nødvendigt at optegne disse karakterer simpelt for derefter at kunne bevæge sig videre og sprænge det simple i luften – at male med grundfarver for at tydeliggøre erkendelsen, at grundfarver ikke eksisterer i den menneskelige tilværelses palette.
Når kollisionen når sit bristepunkt i et ondskabsfuldt nuanceret sidste skud, er der ikke andet at gøre end at tilgive alt det der er gjort og sagt for at nå dertil, og vedkende sig, at Park Chan Wook endnu en gang har bevist sin evne til at kidnappe vores forudantagelser, og efterlade os bevægede, til et nyt sted, på et andet tidspunkt, dér hvor det forskellige ikke er så adskilt, og det samme ikke er så ens.
Kommentarer