Af Gustav Stubbe Arndal
Af alle de klassiske Hollywood-musicals var West Side Story (1961) egentlig oplagt til en genindspilning – og ikke blot fordi den lader, som om Natalie Wood er puertoricaner. Dens nyfortolkning af Romeo og Julie med gadebander i stedet for rivalfamilier syntes at bekymre sig meget om ungdommen nu til dags (da til dags?), mens temaer om race og systemvold boblede op hist og pist uden at koge over.
Steven Spielbergs version graver ned i den del af historien, og finder en nutidig energi, der driver den nye filmatisering. Og sikke en energi, den har!
Remaket adskiller sig allerede i åbningen, som introducerer os til byen. Det er ikke den idylliske, veloplyste, teatralske version af New York, man finder i Jerome Robbins og Robert Wise-versionen, men en mere rå og såret by, hvor hele fattige nabolag er i gang med at blive revet op og erstattet af luksusboliger. Inklusive territoriet, de hvide Jets og puertoricanske Sharks er i konflikt over.
Gadehjørner og gyder erstattes af forladte lagerhuse og støvede byggepladser. Gadedrengene danser gennem ødelæggelse såvel som levende nabolag, mens den nyligt afdøde Stephen Sondheims ikoniske musik fylder salen og minder om, hvor underholdende og alsidige, musicals plejede at være.
Man kan nemt sammenligne den nye West Side Story med In the Heights (2021) – endnu en New York musical om ungdom og race med et stærkt latinamerikansk cast. West Side er klassisk, mens Heights er moderne. Én ender tragisk, mens den anden er en fest i sommervarmen. Men samtidig har West Side en tematisk modenhed – den tackler store emner på mere elegant vis, end Heights’ klodsede ivrighed.
En af de vigtigste moderniseringer er castet, navnlig Rita Moreno, som vandt en Oscar for rollen som Anita (nu spillet af Ariana DeBose). I stedet for en hurtig cameo bliver hun placeret som ejeren af Doc’s General Store, hvor Romeo-figuren Tony (Ansel Elgort) arbejder, og The Jets ofte hænger ud omkring.
Rollen tilføjer en kompleksitet til racespørgsmålet ved gadekrigen – en moderfigur til moderløse, hvide gadedrenge, af samme herkomst som fjenderne, de kaster racistiske øgenavne efter. Moreno bringer en enorm patos til rollen, og hendes melankolske sang ”Somewhere” får filmens tragiske drejning til at ramme så meget hårdere.
Castet gemmer desværre også på en af filmens svagheder, nemlig det centrale par. Ansel Elgort duer godt som smaskforelsket ungkarl, og selvom debutanten Rachel Zegler ikke er en erfaren skuespiller, kan hun søreme synge, som om Sondheims melodier var skrevet til hende. Men kemien er ujævn, og ligesom originalen er bandelederne Riff (Mike Faist) og Bernardo (David Alvarez), samt ildsjælen Anita, en del mere dragende end turtelduerne.
Med det sagt, så er der tidspunkter med den smukke musik, den rette belysning og det rette glimt i øjet, hvor man ikke kan lade være med at tro på kærlighed ved første blik. Det er i sandhed musikken, spektaklet og instruktionen, der er stjernen her.
Med Spielbergs første musical demonstrerer han, at han burde have lavet et dusin af dem. Der er plads til koreografien, men godt tempo i klippet. Den ophøjede æstetik blander sømløst med de rå gadebilleder. Ballet, hvor de to bander og deres piger dyster om dansegulvet i nummeret ”Mambo”, er en af årets mest frydefulde filmsekvenser. Det er mesterligt instrueret, fra det ekstravagante til det usynlige.
West Side Story forbedrer meget af den originale filmatisering, ikke blot med ny tematisk dybde, men med moderne filmteknik, som tager alle de rette lektioner fra 60’er-hittet uden at lade sig begrænse af den. Men filmen havde nok aldrig været en slem oplevelse, når den har musiksekvenser som ”I Feel Pretty”, ”America” og ”María” at hvile på.
Spielbergs version formår at være frisk og nutidig, men kun fordi originalen er så umådeligt tidløs.
Kommentarer