Af Kim Sidsel Minuva
Danmark var en kolonination. Vi handlede slavegjorte mennesker fra Afrika og satte dem til at arbejde i plantager på De Vestindiske Øer – et navn, der i sig selv sprudler af kolonisering.
Det er for mange en ubehagelig erkendelse. Især fordi det narrativ, vi som samfund fortæller om Danmark, ikke just stemmer overens med virkeligheden. Vi synes jo selv, at vi var en rar slavenation, der var blandt de første til at ophæve slaveri, og vi havde jo slet ikke lige så mange kolonier som eksempelvis Frankrig, Portugal eller England.
Det er denne spænding, der opstår gennem vores berøringsangst over for virkelighedens historie, som Viften sætter på spidsen.
I 1848 har hvide, danske koloniherrer, som generalguvernør Peter von Scholten (Claus Riis Østergaard) besluttet, at om 11 år skal danskernes slavegjorte frigøres. Det er han og andre slaveejere meget stolte af. Det er hans elskerinde, Anna Heegaard (Anna Neye), også. Hun er selv sort, men lever som det, man dengang kaldte ”frikulørt”. Det vil sige, at hun har købt sig selv fri.
Og det begreb er meget bogstaveligt. Hun har decideret købt sig selv. Det demonstrerer Viften på Holbergsk facon, når en anden slavegjort kvinde køber sig selv på en auktion. Hun betaler et par hundrede rigsdaler for sig selv, mens plantageejeren Fru Nielsen (Søs Sif Thiele) puffer til sin mand og siger, at nu skal han huske ikke at byde på hende. De hvide plantageejere klapper med store smil. Hvor er de stolte af hende, og hvor er de glade for, at de har lavet nogle regler, der gør denne fantastiske frigørelse mulig!
Derefter træder en slavegjort mand frem. Fru Nielsen befaler, at han smider alt sit tøj og viser hele sin krop frem, så de kan se, hvor stærk og brugbar han er. Hr Nielsen (Jesper Asholt) synes, at 600 rigsdaler er lige i overkanten at betale for dette eksemplar.
Sådan får Viften det hvide publikum til at både grine og gyse af egen absurde fortid. Blev det lige pludselig lidt varmt i biografsalen?
Selvom Viftens kritiske satire er vellykket, så er forholdet mellem Heegaard og sin slavegjorte husholderske, Petrine (Sara Fanta Traore), langt mere flerdimensionelt og interessant. Forholdet udstiller nemlig de indbyrdes relationer mellem de slavegjorte i Skt. Croix og kvinder som Heegaard, der omgås hvide plantageejere.
Ingen stoler på Petrine, for hun ser Heegaard som en sand ven. Og Heegaard selv? Hun kunne lige så godt være hvid, sådan som hun fedter for von Scholten og hans kumpaner. Men netop disse kumpaner, såsom den grusomme Admiral Irminger (Jesper Groth), der skal nedkæmpe potentielle oprør på øerne, vil aldrig se kvinder som Heegaard som værende på lige fod med ham. Han ser hvide som biologisk overlegne – Heegaard er stadigvæk under ham, og Petrine i endnu højere grad.
Det er både spændende og medrivende at se den problematik og anspændthed udfolde sig mellem Petrine, Heegaard og alle dem, der bliver viklet ind i deres komplekse og intrigante knude. Mens satiren er velgjort, er det den konflikt, der i sandhed driver Viften.
I samme åndedrag kan man også sætte spørgsmålstegn ved, hvad et ikke-hvidt publikum skal med den satire. Satiren involverer rigelige mængder vold mod sorte kroppe og karakterer. Debatten der opstod, efter 12 Years a Slave (2013) vandt utallige Oscars, virker pludselig relevant igen; hvorfor får sorte skuespillere og karakterer hovedsageligt opmærksomhed i film, der omhandler slaveri? Skal en sort karakter lide, før dennes skuespiller opnår anerkendelse?
2013 er efterhånden ti år siden, men alligevel ligger Viften i spændingspunktet mellem satire og lidelse, der ikke formår at gå op i en højere enhed. Men effektiv er den satire. Og uhyre spændende er forholdene mellem mennesker og magt.
Kommentarer