Af Louis Raaschou
2022 har været et stort år for islandske filmskabere, der har formået at spænde bredt og sigte præcist. Med Lamb, der fik premiere i starten af året, isolerede Valdimar Jóhannsson os på den islandske slette med en foruroligende horrorfabel om kærlighed og den menneskelige natur, imens Guðmundur Arnar Guðmundssons fantastiske Beautiful Beings gav os en både barsk og dybt rørende urban coming af age-fortælling. De to er henholdsvis blevet udtaget som Islands Oscar-kandidat i 2021 og 2022.
Med Vanskabte land sætter Hlynur Pálmason, kendt for Vinterbrødre (2017) og En Hvid, Hvid Dag (2019), en tyk streg under, at Island lige nu ligger inde med nogle af de mest lovende filmstemmer i Norden. Udtagelsen til sideprogrammet Un Certain Regard i Cannes tidligere på året var blot endnu et bevis på Pálmasons talent.
Vanskabte land omhandler den unge danske præst Lucas (Elliott Crosset Hove), der i slutningen af det 19. århundrede rejser til Island. Her har han ansvaret for tilblivelsen af en ny kirke, men for ham handler turen lige så meget om rejsen gennem landet, hvor han får selskab af islændingen Ragnar (Ingvar Sigurdsson), og at fotografere den Islandske natur og menneskerne i den. Det bliver en rejse dybt ind i det barske landskab, og i Lucas selv, hvor hans selvbillede og grundvold rystes, ligesom hans tætte bånd til gud og tro udfordres.
Fra start til slut udmærker Vanskabte land sig som en billedskøn kærlighedserklæring til den islandske natur med alt hvad den indebærer. Pálmasons faste fotograf Maria von Hausswolff lykkes på mesterlig vis med at indkapsle mørke og lys, brændende varme og nivende kulde i grynede, analoglignende skud, der skaber en dybt troværdig illusion af at opleve Island gennem Lucas eget monstrum af et kamera.
Samtidig er von Hausswolffs velkomponerede billeder blevet behandlet godt i klipperummet, hvor man har præget filmens udtryk med en insisterende ro og modet til at dvæle ved den enkelte indstilling, der stædigt fastholder tilskueren i de emotioner filmen fremtvinger.
Elliott Crosset Hoves quirky stil i både dialog og mimik passer perfekt til den lavmælte, søgende Lucas, og omkring ham er særligt Ingvar Sigurdsson som Ragnar en fornøjelse at følge. De to, der begge er gengangere hos Pálmason, bærer flot det relationelle drama i Vanskabte land, og deres ulmende fejde er en intens levendegørelse af striden mellem Danmark og Island, mellem gud og natur.
Faktisk fungerer det så godt, at der gerne måtte have været mere af det. Filmen kommer i sin midterste akt til at lide af en lidt træg pacing, samtidig med at de nye karakterer der introduceres, ikke gør samme indtryk som Lucas og Ragnar. Her kunne man have ønsket sig, at Vanskabte land dykkede dybere ind i mørket i Lucas og den indre forvandling han gennemgår. Jeg vil helt ned i smattet med ham, som da han i fuldt ornat skvatter i en mudderpøl, imens han frustreret råber løs af en hund, og nok også lidt af gud.
Sådanne steder forenes de flotte billeder, den rolige stil, det stærke skuespil og mørket i fortællingen, og så kan Pálmason endda bygge på med en underspillet humor, der hist og her titter frem, og flot komplimenterer seriøsiteten i temaerne og karaktererne.
De vittige indspark beriger udtrykket med overskud og dynamik, og det er umuligt ikke at trække på smilebåndet og lade tankerne glide hen på det dansk-svenske opgør i Lars von Triers Riget (1994-2022), og ikke mindst Ernst-Hugo Järegårds Overlæge Helmer, når Ragnar ved han og Lucas første møde hvæser ”dansk djævel” af den nyankomne, unge præst.
Vanskabte land er en på samme tider subtil og overdådig hyldest af den islandske natur, der, trods lidt pacingproblemer undervejs, på ny understreger at Hlynur Pálmason har blik for både menneskelige tragedier og det, der omkredser dem, og at de islandske instruktører er blandt de allermest interessante lige nu.
Kommentarer