Anmeldelse
UNDERTRYKKELSENS SANG: Tilgivelse og svigt i tysk-chilensk tragedie

Af Nikolaj Boesby Skou

Lige fra starten af kan man mærke, at noget er galt i den lille landsby Villa Bavieria i Chile. Der er noget bizart over de ældre tyskeres selvbevidsthed, når de synger folkesange med Andesbjergene som baggrund. Det er svært at sætte fingeren på, hvad det helt præcist er, men man kan ikke undgå at få bange anelser. Man har egentlig mest lyst til at tro, at det bare er nogle gamle, skøre sauerkraut-fanatikere, men efterhånden som Undertrykkelsens Sang skrider frem, vokser de ubehagelige fornemmelser i ens krop.

Dokumentarfilmen dykker langsomt ned i de menneskelige tragedier, der udspillede sig i landsbyen, der dengang hed Colonia Dignidad (Værdighedens Koloni). Landsbyen var hjemsted for en gruppe religiøse tyskere, der udvandrede til Sydamerika i kølvandet på 2. verdenskrig under ledelse af missionæren Paul Schäfer. Siden koloniens oprettelse i 1961 udviklede gruppen sig til at minde mere om en lukket sekt end en kirkeforsamling, der skulle hjælpe fattige i lokalområdet.

I Colonia Dignidad levede mænd og kvinder levede adskilt. Børnene blev regelmæssigt fysisk og seksuelt misbrugt af ledelsen, men også tvunget til at tæske hinanden. Således voksede en hel generation af eksiltyskere op i et rædselsfuldt miljø, hvor man aldrig kunne vide sig sikker og blev frarøvet et almindeligt forhold til deres seksualitet og menneskelige relationer generelt. Undertrykkelsens Sang undersøger, hvordan ofrene har forsøgt at komme videre med deres liv på forskellige måder ved at snakke med nogle af de 120, der fortsat bor i Villa Bavieria.

Instruktørerne, Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner, har valgt en i høj grad udramatisk måde at skildre katastrofen på. I stedet for at udnytte den chokerende sag til at vække seerens medfølelse, fokuserer filmen i stedet på gruppedynamikkerne og de interne konflikter, der hele tiden ulmer blandt beboerne i landsbyen.

Undertrykkelsens Sang går langsomt. Tit starter scenerne før handlingen eller udtalelserne går i gang, og kameraet bliver også hængende efter de medvirkende er nået frem til deres pointer. På den måde får man ikke blot et indblik i, hvad ofrene har oplevet og hvordan de er påvirket af deres traumer, men man får også en fornemmelse af, hvor stor en anstrengelse det er for dem at være med i filmen. For eksempel stikker nogle af de ældre kvinder hovedet ud af deres hus, mens et andet interview er i gang, og skælder en mand ud for at tale med dokumentaristerne.

Det lykkes på brillant vis for Hougen-Moura og Wagner at skildre en landsby, der er fuldkommen delt i to. På den ene side står dem, der mener, at det er bedst at tie stille og prøve at glemme. Og på den anden side udstødes folk, fordi de vil have sagen frem i lyset. På intet tidspunkt er man i tvivl om, hvor voldsomt misbruget var i Colonia Dignidad på trods af, at filmen sjældent dvæler ved enkelte episoder, men fokuserer på de psykologiske følgevirkninger for ofrene. Det overrasker på ingen måde, at filmen vandt hovedprisen ved årets CPH:DOX.

Kommentarer