Af Sidsel Minuva
Den danske regering overvejer at nedlægge Østgrønlands største by, Tasiilaq. Årsagen til den voldsomme mulighed ligger i statistikkerne.
50% af befolkningen har oplevet overgreb. Og hele 20% har forsøgt på eller lykkedes med at tage livet af sig selv. Tyve procent. Hundredvis af mennesker har haft det så dårligt, at de ikke ønskede at leve længere.
Det er den virkelighed, som de tre 19-årige venner Lars, Eino og Thomas vågner op til hver dag. Kombineret med et traditionelt dokumentarportræt har instruktør Kasper Kiertzner stykket smartphone-optagelser fra Lars og Eino sammen til Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams?
Uden de typiske interviews er det de unge menneskers dokumentation af deres følelser, drømme og hverdag, der udgør Tsumus hjerte. Således får man et indblik i unge østgrønlænderes hverdag, når de laver teater sammen, hænger ud i sneen og bager kage midt om natten.
Det er ungdom for fuld skrald, der sprudler af energi. Dokumentarens æstetik afspejler dette med høj, pumpende underlægningsmusik og rammer omkring optagelserne, der ligner neonfarvet glimmerslim. Man kan ikke lade være med at blive emotionelt opløftet.
Sammen udfordrer de tre også traditionelle kønsroller. Lars klæder sig i drag og Eino bruger dagligt make-up og går i højhælede støvler. Queer-personer og -kønsudtryk findes overalt, i store så vel som mindre samfund. Man opsøger og passer på hinanden som paradisfugle i en verden af grå mus.
Men deres tilværelse går ikke kun ud på at bage kage. Og netop fordi Lars og Eino har dokumenteret deres oplevelser selv, kommer man utrolig tæt på de rå følelser, der også udfoldes.
Mens Lars og Eino overvejer at tage til Nuuk for at studere, begår Lars’ søster selvmord. Hun efterlader to børn, og den ældste forstår, hvad der er sket. Lars’ tårer, tvivl og savn udpensles for åben skærm. Det skærer i hjertet, som intet andet kan.
Lars’ mor får forældremyndigheden, men hun er alkoholiker. Lars observerer, at hun ikke kan passe på hans søsters børn – præcis som hun ikke kunne passe på ham. I stedet må Lars og hans bror overtage. Den 19-årige er ikke klar til at være adoptivfar til nogens børn, og hans frustration og sideløbende sorg er til at tage og føle på.
Midt i det hele sidder hans ønske om at studere stadigvæk fast. Hans liv føles til tider som én lang omgang skal/skal-ikke. Dette afspejler Einos tilværelse også.
Eino har skabt og opbygget en teatergruppe for udsatte unge. De afholder hinanden fra selvskade og selvmord og udforsker en kunstform. Deres teaterstykker, som tematiserer netop alkoholisme, selvmord og queer identitet, er ganske fabelagtige.
Men hvad gør man, hvis man gerne vil hele vejen til Nuuk for at læse, og samtidig er den menneskelige lim, der holder en udsat teatergruppe sammen?
Sådan er deres tilværelse gennemsyret af tvivl. Der er ingen lette svar i Tasiilaq. Heldigvis hersker der ingen tvivl om, at Tsumu er en underskøn udforskning af den ungdom, der ofte kun optræder som en statistik i danske medier.
Når man ser unge mennesker som Lars, Eino og Thomas, der er så empatiske, passionerede og energiske, kan man mærke håbet spire i maven. Det varmer, præcis som Einos ord til Lars:
”Jeg er så glad for, at du eksisterer.”
Kommentarer