Artikel
Top 5 animeserier på Netflix – for begyndere

Af Gustav Stubbe Arndal

En betydelig andel af mine absolutte yndlingsværker inden for film og tv består af anime. Den japanske animationsindustri er langt foran den amerikanske, hvad angår volumen, talentudvikling og særligt diversitet – hvor vestlig animation består af børne-tv, grov voksenhumor og meget lidt indimellem, har anime længe repræsenteret alt fra jordnære, voksne karakterdramaer til vanvittige superhelterobotter i rummet, hypervoldelig splatter-action, magiske teenage-hekse, psykologiske science-fiction thrillere og meget mere.

Denne rækkevidde er en styrke, men kan også gøre det svært for folk, der ikke er vokset op med manga eller anime, at vide, hvor man skal starte, hvad der skal undgås og hvad nøjagtig, man kan forvente fra det gamle øriges moderne underholdningskultur.

Du har næsten helt sikkert set mindst én episode anime på et eller andet tidspunkt, om du så ville det eller ej. Dragon Ball Z (1989-96), Hamtaro (2000-06) og den stadig kørende Pokémon-serie (1997-) blev måske set lørdag morgen eller på VHS. Måske du ventede spændt på det nye afsnit af Naruto (2002-2007) eller faldt over et bind af Love Hina (1998-2001) på et bibliotek. Og så er der selvfølgelig det uforlignelige Studio Ghibli og deres familiefilm.

For mig – og sikkert også mange andre – var sådanne værker indgangen til en helt ny verden af film- og tv-oplevelser. Men for alt for mange andre forbliver anime stadig en ugennemtrængelig, lukket verden, og det er på sin vis forståeligt nok. For selvom det aldrig har været nemmere at finde anime, er der stadig en kulturel barriere – anime har nemlig sine egne stereotyper, timing, humor og normer.

Derudover er der udvalgsbarrieren: Med så meget at vælge imellem, blot i Netflix’ relativt begrænsede katalog, hvordan kan man så sortere skidtet fra guldet?

Det er disse to udfordringer, jeg her vil hjælpe dig med at overkomme, så du kan komme godt fra start på dit første anime-eventyr!

De følgende fem serier kan ses lige nu på Netflix i Danmark. De er alle nemme at komme ind i og forstå uden erfaring med anden japansk popkultur. Og vigtigst af alt: De er alle værd at se.

 

5. Carole and Tuesday

Studio Bones, 2019

24 Episoder

(foto: Netflix)

Carole and Tuesday, fremtidsfortællingen om en musikduo, der kæmper mod syntetiske superstjerner for at opnå succes på Mars, var nok fløjet under radaren, hvis det ikke havde været for navnet Shinichirō Watanabe.

Watanabes mesterværk, Cowboy Bebop (1998), havde været på toppen af denne liste, hvis den fandtes på Netflix – en hybrid af sci-fi, noir og western med et jazzet soundtrack og imponerende animation. Watanabes kærlighed for vestlige musik- og filmgenrer gør hans værker let tilgængelige for folk uden for Japan, og selvom den ikke nærmer sig Bebops niveau, gælder det også for Carole and Tuesday.

Seriens duo, en rigmandsdatter, der er løbet hjemmefra, og en forældreløs flygtning fra Jorden, danner en musisk harmoni, der er bemærkelsesværdig fra deres første møde, og i seriens løb udvikles et nydeligt soundtrack, der også inkluderer Mars’ DJ’er, pop-idoler og talentshow-deltagere.

Watanabe skaber en pastiche af, hvad den amerikanske musikindustri repræsenterer i fantasien: Historien om sensationer, der kommer ud af det blå, men også teknologiens enorme kontrol over populær lyd – for når kunstig intelligens kan skabe perfekte hits med en smule kalibrering, er der så plads til autenticitet?

Carole and Tuesday er en lille, let fornøjelse, selvom fortællingen mister sit momentum hist og her, og tonen skifter lidt mellem naiv optimisme og semi-dystopiske temaer. Næsten alle numre er sunget på engelsk, hvilket gør dette til et af de få tilfælde, hvor det engelske lydspor faktisk føles mere autentisk end den japanske original.

Hvis du kunne lide den, se også: Cowboy Bebop, March Comes Like a Lion

 

4. Little Witch Academia

Studio Trigger, 2017

25 Episoder

(foto: Trigger)

Karakteristisk for anime er begrænset animation og ofte mere realistiske karakterdesigns, end man finder i vestlig animation. Men hvis man vil se anime, der leger med bevægelse og ikke er bange for at gøre fjollede ting med karakterernes former, skal man blot kigge på animationsstudiet Trigger.

Little Witch Academia er et af deres mindre vanvittige projekter og følger den unge heks Akko, der netop er begyndt sin trolddomsuddannelse på Luna Nova akademiet og drømmer om en dag at leve op til sit magiske idol, Shiny Chariot. Problemet er, at hun knap kan få en kost til at flyve, i modsætning til hendes nye venner og særligt den talentfulde, populære elite-heks Diana.

Men Akkos uendelige optimisme bliver grunden til, at en legendarisk tryllestav falder i hendes hænder, og hendes skolegang med veninder, rivaler og eksamensstress bliver ofte afbrudt af magiske problemer, kun hun kan fikse.

Little Witch Academia har relativt beskedne ambitioner, men ligesom sin hovedperson er det energi og gå-på-mod, der er dens stærkeste våben. Fra simple, morsomme samtaler til kraftfulde besværgelser og himmelflugt er der altid dynamik og kreativitet i animationen, og karaktererne har alle en udtryksfuld charme, der smitter. Det er en serie, der kan nydes af folk i alle aldre.

Hvis du kunne lide den, se også: Tengen Toppa Gurren Lagann, Madoka Magica

 

 

3. Death Note

Studio Madhouse, 2006-07

37 Episoder

(foto: Viz Media)

Light Yagami, en af de bedste high schoolelever i Japan, sidder og keder sig en eftermiddag, da han får øje på en sort notesbog, der lader til at være faldet ned fra himlen. Hvad han har fundet, er en bog, der tilhører en dødsgud – skriv et navn og en dødsårsag, og den nævnte person vil dø. Light går hurtigt til værks med at dræbe de værste kriminelle og mordere verden over i et forsøg på at skabe en forvrænget utopi – med sig selv som frelser.

Med så magtfuldt et våben på sin side synes Light at være urørlig, men da det går op for omverdenen, at forbrydere er begyndt at dø af hjerteanfald i hobetal, kommer den anonyme mesterdetektiv L på banen for at finde den ukendte massemorder. L får hurtigt udpeget Japan som gerningsmandens hjemland, og hvad der følger, er en intens kamp for livet mellem to genier, der hver skal udregne den andens identitet.

Death Note er en af de få serier om såkaldte genier, der virkelig underbygger det – både Light og L’s deduktive evner og komplekse tankegang er troværdige og imponerende, og særligt seriens første del, hvor L langsomt nærmer sig mens Light forsøger at udelukke sig selv som mistænkt, er fuldkommen medrivende.

Det må siges, at et vendepunkt i midten af serien dræner meget af den energi, der gjorde den så særlig, og serien er i det hele taget ikke uden problemer, særligt hvad angår kvindekarakterer og planer, der bliver lidt for indviklede. Men når den er bedst, leverer Death Note en unik oplevelse, man ikke helt finder i nogen anden serie eller film, og den er nem at anbefale til enhver, der elsker thrillere og detektivhistorier.

Hvis du kunne lide den, se også: Psycho-Pass, Steins;Gate

 

 

2. One Punch Man

Studio Madhouse, 2015

12 Episoder

(foto: Viz Media)

Her er en serie med præmissen i titlen: En superhelt, der er så absurd stærk, at han kan besejre enhver fjende med ét enkelt slag.

Denne grundlæggende vittighed gentager sig hele serien: en overdrevent stærk superskurk hærger byen, hoverer i en enetale om heltenes håbløse situation, hvorefter vores helt Saitama pulveriserer dem uden den mindste anstrengelse. Men vittigheden lander hver gang, takket være kontrasten mellem alvor og forløsning.

Saitama lever i en verden fyldt med superhelte – cyborgs, kampsportsmestre, telekinetiske medier, osv. – der alle er dybt seriøse og sætter deres liv på spil i kampen mod endnu mere alvorlige trusler. Men vores latterligt uovervindelige helt bekymrer sig lige så meget om et tilbudskøb i supermarkedet som kampen mod ondskab. Eftersom intet kan true ham, har han svært ved at finde glæde eller spænding i arbejdet som helt, og hans melankolske, ubekymrede attitude er i komplet kontrast med hans omverden.

Hvad virkelig gør One Punch Man fantastisk er dog dens animation. Studio Madhouse gør seriens skurke til overbevisende trusler over for seriens heltegalleri, og formår stadig at sælge Saitamas fuldkommen latterlige fart og styrke i nogle af de mest tossede, kinetiske actionscener i mands minde. Man kan ikke se seriens introsekvens uden at være klar på en omgang overmenneskelig høvl.

Hvis du kunne lide den, se også: Mob Psycho 100, My Hero Academia, FLCL

 

 

1. Fullmetal Alchemist: Brotherhood

Studio Trigger, 2017

64 Episoder

(foto: Aniplex)

Fullmetal Alchemist: Brotherhood er en fantasy/actionserie baseret på Hiromu Arakawas manga. Den foregår i en verden, hvor alkymi – magisk kemi, der kan forme og omforme stof – er praktiseret og statsreguleret. Her følger vi broderparret Edward og Alphonse Elric, der efter et mislykket magisk forsøg på at genoplive deres afdøde mor blev alvorligt kvæstede. Edward mistede et arm og et ben, mens Alphonse mistede hele sin krop og måtte blive sjælebundet til en gammel rustning.

De rejser nu rundt i landet som statsalkymister i håbet om at finde en philosopher’s stone, det eneste, der kan give dem det de mistede tilbage. Men i deres søgen begynder de at afvikle en århundrede gammel konspiration, der går helt til statens top.

Her er en serie, der nærmest er et mirakel. Studio Bones animerede først Arakawas manga i 2003, men da de indhentede hendes stadig igangværende tegneserie, opdigtede de deres egen originale (og kontroversielle) slutning. Efter mangaens færdiggørelse tog de til gengæld kampen op igen med en forbedret produktion, der koger hele den episke serie ned til 64 episoder.

Resultatet er en af de bedst pacede, konsekvent velproducerede, komplette fortællinger i anime. Seriens verden er fyldt med gribende mysterier og overraskende svar, dens karaktergalleri er varieret med skræmmende skurke, elskværdige helte og alt imellem og dens action er medrivende og fantasifuld. Historien tager nogle dystre drejninger, men har samtidig en god mængde små, humoristiske vignetter, der letter byrden undervejs.

Fullmetal Alchemist: Brotherhood er kort sagt alt, hvad man håber på fra en lettilgængelig serie og er elsket af nybegyndere såvel som de mest hardcore anime-nørder. En unægtelig pragtpræstation inden for fantasy og animation, jeg ikke kan anbefale nok.

Hvis du kunne lide den, se også: Attack on Titan, One Piece, Hunter x Hunter

Kommentarer