TIKTOK, BOOM.: TikToks alt for mange facetter

Af Sidsel Minuva

Først tog TikTok Kina med storm. Så indtog appen verden.

Især er det den yngre generation, ”Gen Z”, der har taget det sociale medie til sig. Her bruger de deres tid på at se og producere alt fra danse, sangduetter og memes i høj kvalitet til feministiske slogans, dybt personlige historier og aktivisme.

Mens de gør det, indsamler TikTok deres data. Appen er prydet med verdens muligvis mest avancerede algoritme, der kan lure, hvad du vil se, præcis når du gerne vil se netop det. Den skaber en psykologisk profil på dig, der er mere avanceret end selveste Facebooks.

Samtidig er den internationale version af appen delvist underlagt Kinas indholdsmoderation. Så det med at kritisere Xi Jinping kan man godt glemme alt om. Altså medmindre man kreativt slipper uden om reglerne…

”Hey guys! So, I’m gonna teach you guys how to get long lashes. So, the first thing you need to do is grab your lash curler, curl your lashes, obviously, then you’re gonna put them down and use your phone that you’re using right now to search up what’s happening in China. How they’re getting concentration camps, throwing innocent Muslims in there, separating families from each other, kidnapping them, murdering them, raping them, forcing them to eat pork, forcing them to drink… (…) And, yeah. So, you can grab your lash curler again—”

Det er dette enorme spænd og denne splittelse, som instruktør Shalini Kantayyas TikTok, Boom. forsøger at skildre.

Men det ville kræve en mastodont af en dokumentar at stikke et spadestik dybere i alle disse enorme emner. Og TikTok, Boom. er da også ved at knække halsen i sit forsøg på at inkludere så mange debatter, problematikker og argumenter som overhovedet muligt.

Dokumentaren fungerer nok bedst i selskab med unge videoskabere som amerikansk-afghaneren Feroza Aziz, der producerede ovenstående citat og som resultat gik viral. Gennem appen har hun både fået utrolige mængder opmærksomhed og fundet et fællesskab i form af andre andengenerationsindvandrere.

Det er et fællesskab, som hun ellers har manglet gennem sin ungdom, hvor klassekammerater kaldte hende terrorist og ”Bin Laden”.

Den slags historier fra purunge mennesker gør indtryk og får appens massive tilstedeværelse til at give mening. Men TikTok, Boom. er ikke et portræt af en generation, der finder fællesskaber gennem en kontroversiel app.

Filmen vil også gerne favne navnlig den geopolitiske splittelse mellem USA og Kina, og hvordan det kommer til udtryk i mediernes og politikernes respons til kinesiske app. Her får publikum serveret masser af interviews med akademikere og journalister, der kan deres kram og deler ud af deres viden.

Nå ja, og så vil TikTok, Boom. også gerne dække den mængde had, man modtager som videoskaber. Og hvordan det er at lave indhold på den kinesiske version af appen. Og hvordan TikTok indsamlede (eller indsamler) data om børn og unge brugere. Og hvordan appen censurerer skabere, der er sorte, LGBTQ+ eller handikappede. Og Facebooks respons til appen, der dominerer det digitale marked. Og, og, og…

Det er simpelthen for meget for en enkelt dokumentar at gabe over. Filmens mange emner får den til at ligne et helt hav, men det hav er kun så dybt som børnebassinet i svømmehallen. Den når ikke i dybden med nogle af tematikkerne.

Det er synd, for historierne om skaberne er fantastisk spændende, og TikTok er et medie, der trænger til en seriøs udredning. Det får det bare ikke her.

Kommentarer