Af Sidsel Minuva
I 1981 kontaktede den brasilianske National Indian Foundation et folk i Amazonas regnskov. De indfødte Uru-eu-wau-wau havde boet sideløbende med Brasilien, skjult for sin søstercivilisation.
National Indian Foundation udregnede, at Uru-eu-wau-wau-folket bestod af omtrent 500 individer. I dag er der blot nogle 200 tilbage.
Uru-eu-wau-wau lider nemlig under invasioner af deres beskyttede regnskovsområder. Brasilianere vil enormt gerne have fingrene i et stykke regnskovsjord, og med ultrakonservative Jair Bolsonaro på præsidentposten taler ingen politikere de indfødtes sag.
Det er den situation, som instruktør Alex Pritz skildrer i The Territory, der fik et special mention – en slags andenplads – til CPH:DOX’ F:ACT AWARD.
Det er der god grund til. The Territory anvender nemlig et par fabelagtige genistreger i sin hengivne og loyale afbildning af konflikten.
Hovedsagelig følger Pritz Uru-eu-wau-wau-samfundet. Folkets unge leder, Bitaté, hygger sig med sine jævnaldrende og jager fisk med bue og pil, men han overvejer også, hvordan man effektivt kan beskytte folkets området og skabe konkret, politisk forandring.
Det arbejde udfører han sammen med menneskerettigheds- og miljøforkæmperen Neidinha. Den midaldrende kvinde har arbejdet for at fremme indfødtes rettigheder så hårdt og i så mange år, at hun modtager dødstrusler, må bygge en beskyttende mur omkring sit hjem og modtager telefonfis, der overbevisende lader som om, at hendes datter er blevet kidnappet.
Når disse sympatiske hovedpersoner kæmper for deres og andres rettigheder, ville det ikke overraske, hvis deres modstandere blev skildret som nogle ondskabsfulde sataner.
Men det gør de ikke. Landmanden Sergio har hele sit liv arbejdet for store landbrugsselskaber, der ejer det meste af Brasiliens eftertragtede, frugtbare landarealer. Nu vil han gerne have sit eget stykke jord – at arbejde for sig selv og have sit eget landbrug er en brasiliansk drøm.
Derfor danner han en forening for lovligt at skaffe land på Uru-eu-wau-wau-området. Hans rimelige ønske og forsøg på at undslippe virksomhedernes kløer går bare ud over de indfødte. Det er ganske genialt at vise konflikten fra begge sider, for det viser, hvor kompliceret og flersidig den er. Sergio er ikke problemet – det er vilkårene, der får ham til at søge jord i regnskoven, der kræver forandring.
Udover virksomhederne og Bolsonaro er det tætteste, The Territory kommer på en reel skurk nok brasilianere som Martins.
Mens Sergio prøver at danne en lovlig forening, så er Martins ligeglad. Han mener, at han har ret til regnskovens jord. For at få det er han endda villig til at brænde den værdifulde regnskov af.
Alex Pritz’ billeder af regnskoven i flammer er guddommeligt smukke. Ødelæggelsen af Jordens lunger tager sig ud som den mest vidunderlige naturdokumentar med slowmotion, perfekt farvemætning og omhyggelige nærbilleder.
Sådan fanger Pritz både ødelæggelsen og livet; frøer, orme og myrer viser regnskoven i fuldt flor. Dokumentarens anden genistreg er dog, overraskende nok, coronavirus’ indtog.
Da filmholdet ikke vil risikere at smitte Uru-eu-wau-wau-folket med virussen, udstyrer de dem i stedet med deres egne filmkameraer og mikrofoner. Det resulterer i en dokumentar, der består halvt af skønne naturbilleder og professionelle optagelser og halvt af guerillafilm fra skovens hjerte.
Bitaté og hans folk tager kampen op mod invaderende landmænd og skovhuggere, kun udstyret med masker, bue og pil og deres kameraer. Bitaté gør ingen ondt, for Uru-eu-wau-wau-folket ville opleve dødelig gengæld, hvis de gjorde. Men han tager sagen i egen hånd og sørger for, at angriberne bliver arresteret.
Det er vildt medrivende og effektiv fortællekunst. Og det er nødvendigt, for The Territory fremstiller em voldsomt deprimerende situation, der påvirker hele menneskeheden, og som endnu ikke er under forbedring.
Landmænd, selskaber, og indtrængende æder sig ind på den beskyttede regnskov som termitter, der langsomt ødelægger et hjems fundament – og mængden af ulovlige invasioner som Martins fordoblede i 2021.
Det er vigtigere end nogensinde, at Bitatés ord, kultur og oplevelser når ud over regnskovens grænser. The Territory er muligvis den bedst mulige måde, de overhovedet kan komme det på.
Kommentarer