[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Af Claus Nygaard Petersen
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et af de what the fuck-øjeblikke jeg husker med glæde, er første gang jeg så Dogtooth (2009). Som det nu er kutymen med Yorgos Lanthimos’ film, omkranses yderst brutale scener med andre af så kulsort humor, at den næsten ikke kan ses. Tvivlen om, hvorvidt man rent faktisk skal grine eller ej, er mere eller mindre konstant til stede.
I The Killing of a Sacred Deer er det om muligt endnu mere brutalt og sort. Hjertekirurgen Stephen (Colin Farrell) lever den amerikanske drøm; godt job, perfekt kone (Nicole Kidman) og skønne børn (Raffey Cassidy og Sunny Suljic). Men så er der hans forhold til Martin (Barry Keoghan). Han er søn af en af Stephens tidligere patienter, som døde på operationsbordet. En ting som Martin ikke har tilgivet, og på trods af et, i starten, venskabeligt forhold, så udvikler det sig dystert og Stephen bliver stillet over for et umuligt valg.
Løst baseret på sagnet om Agamemnon og Artemis fra den græske mytologi, fortsætter Lanthimos og hans faste medforfatter, Efthimis Filippou, deres dissekering af mennesket og moral. Denne gang er turen kommet til skyld og retfærdighed. Tidligt bliver det etableret, at Stephen ikke er stolt af forholdet til Martin. Over for en kollega (Bill Camp) påstår han, at han blot er en fra datterens skole, der gerne vil være hjertekirurg. Det ville være en disharmoni med Stephens selvforståelse, hvis han skulle fortælle sandheden, om hvor han kender Martin fra, for som han siger ”An anesthesiologist can kill a patient, but a surgeon can never kill a patient.”[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Killing of a Sacred Deer[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Yorgos Lanthimos[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
England & Irland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er dog ikke fordi denne replik bliver leveret med den patos, den ellers ville få i en hvilken som helst anden film. Tværtimod kommer den monotont og sterilt, ganske som forskriften for skuespil i et Lanthimos-værk kræver det. Hvis det er første gang, man ser en af hans film, kan det virke distraherende i starten, især med skuespillere man har sat i andre sammenhænge. Men det er samtidig utroligt dragende, man studerer enhver gestik og ansigtstræk for at fange et glimt af bare den mindste følelse.
Her finder man dem (næsten) ikke. Farrell er stoisk som sjældent set, med ansigtet gemt væk under et imponerende skæg. Hvad enten det er glæde, vrede eller sorg, er tonefaldet det samme. Dette gælder for resten af castet, om end graden af skægvækst varierer. Kidman er ligeledes som en græsk statue, dog er hendes ansigtsmimik et nøk mere animeret.
Stjernen er dog Keoghan. Alt i hans fysiske fremtoning skriger lusket og hemmelighedsfuld, men der er stadig en drenget ungdommelighed, som bedst kontrasteres, da han sidder og spiser spaghetti, mens han fortæller, hvorfor tingene sker. Med kødsovs i hele ansigtet bliver han et billede på den hæmningsløshed, der er i filmen, hvor Stephens datter nylige menstruation muligvis er det hyppigste samtaleemne.
Som publikum er vi voyeurer til dette makabre skue, hvor Lanthimos og fotograf Thiamos Bakatakis bruger kameraet med en næsten antropologisk tilgang. Forsigtigt placeres det, som for ikke at forstyrre karaktererne. Langsomt kommer det nærmere, eller også sniger det sig ned af hospitalsgangene, som var vi på The Overlook Hotel.
Ganske som der, er vi fanget i et brutalt, tangerende til afstumpet, univers. Billedet af mennesker, der bliver tegnet i The Killing of a Sacred Deer, er dystert, og hvor er det dog herligt. Skal man lave en ond film, så kan man lige så godt gå linen ud og Lanthimos danser elegant og sikkert over den bundløse afgrund.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer