THE HOLDOVERS: Giamatti og Payne genforenes i mesterlig depressionskomedie

Af Stig Bergendorff

Året er 1970 og juleferien står for døren på den prestigefyldte kostskole Barton Academy i det snedækkede New England. Ikke alle elever bliver dog hentet af sine forældre, og en sølle flok må blive og tilbringe julen og nytåret på skolen. Ansvaret for de overvintrende børn havner på den forstokkede og forhadte historielærer Mr. Hunham (Paul Giamatti).

Skæbnen vil, at alle de tilbageværende elever, undtaget den vittige, intelligente men også psykisk plagede Angus Tully (Dominic Sessa), alligevel kommer på juleferie. Tilbage står Tully, Mr. Hunham og kokken Mary Lamb (Da’Vine Joy Randolph); sidstnævnte som har fravalgt et besøg hos sin søster, fordi sorgen over hendes for nyligt afdøde søn stadig tynger hende.

Trioen udgør en noget broget flok, som dog har det til fælles, at de må undvære den tryghed, som er rodfæstet i familien – én har mistet sin, én er blevet afvist af sin og én har aldrig har været i stand til at skabe sin egen. Alle tre har de ting i fortiden som nager dem, og kun ved at hjælpe hinanden, som en familie, kan de komme videre.

20 år efter successen med den oscarvindende komedie Sideways (2004) er instruktør Alexander Payne og skuespiller Paul Giamatti blevet genforenet, i hvad der ligner den perfekte symbiose mellem de to.

Paynes humanisme og trang til at finde morsomheder i smerten synes skræddersyet til Giamatti, der spiller rollen som den tilknappede, bitre underviser til perfektion. Ligesom Miles i Sideways døjer hans karakter, Mr. Hunham, også med depression, og hvem andre end Giamatti kan udfolde dette, når der også skal røres lidt galgenhumor i gryden.

Også filmens to resterende hovedroller giver mindeværdige præstationer. Randolph, i rollen som Mary, har til opgave at gyde olie på vandende mellem de to stridende Barton-mænd, men har samtidig sine egne traumer at kæmpe med. En fabelagtig kemi mellem hende og Giamatti brolægger vejen for filmens hjerte og sjæl.

Både Giamatti og Randolph er allerede blevet hædret for sine præstationer, som for førstnævntes vedkommende indebar en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i en musical eller komedie, mens sidstnævnte vandt for bedste kvindelige birolle. Intet mindre end imponerende er det også, at The Holdovers er filmdebut for unge Dominic Sessa (Tully), der aldrig har stået foran et kamera før. Med en naturlig følsomhed ligner han slet og ret en, som har fået rampelyset ind med modermælken.

The Holdovers var også nomineret i bedste musical eller komedie-kategorien ved Golden Globe søndag nat, men måtte se sig slået af Lanthimos’ Poor Things (2023). Ikke desto mindre bevidner det dog, at vi har med en film af en vis kvalitet at gøre. Payne er tilbage i storform, og med et mesterligt manuskript af relativt ukendte David Hemingson og stærke præstationer fra de tre hovedroller skal der lyde en stor anbefaling til at gå en tur i biffen og nyde denne depressionskomedie, der er lige så sørgelig, som den er sjov og hjertevarm.

Kommentarer