Af Gustav Stubbe Arndal
Wes Anderson er et dybt stykke inde i den del af sin karriere, hvor han nærmest kan gøre nøjagtigt hvad han har lyst til. Publikum står i kø til at se ham, Oscar-vindene superstjerner står i kø til at arbejde med ham, og hvilken producer ville turde holde sådan en unik auteur tilbage?
The French Dispatch er hans hidtil mest overbærende værk, så fyldt med instruktørens personlige penselstrøg, at der ikke er meget plads på lærredet til plottet.
Filmen består af en prolog og tre kapitler inden for en rammefortælling om den fiktive redaktør af det fiktive, intellektuelle magasin The French Dispatch – inspireret af The New Yorker, dog med hovedkvarter i den sjovt navngivne Ennui-sur-Blasé i Frankrig.
Redaktørens (Bill Murray) død medfører nedlukningen af bladet i 1970’erne og en endelig udgivelse med de bedste værker fra dens årtier i print. Først et kort stemningsbillede af byen, bladet havde hovedsæde i, fra en cyklende reporter (Owen Wilson), efterfulgt af tre længere fortællinger i hovedsagelig sort-hvid.
Byen er baseret på Angoulême, en kommune i Sydvestfrankrig kendt for sit kunstneriske miljø, men med sine nøje opsatte billeder gør Anderson den om til endnu et af sine personlige dukkehuse. Rotter, katte, lømler, prostituerede, studenter og hjørnecaféer udgør dens vakkelvorne verden.
Den første større fortælling involverer en psykopatisk morder (Benicio del Toro), hvis betydelige talent for kunst vækker interesse fra en smart kunstsælger (Adrien Brody) og en kvindelig fangevagt (Léa Seydoux), som agerer muse for ham. Anden fortælling omhandler en enorm protestbevægelse blandt studerende i 60’erne, ledt af en smuk ung mand (Timothée Chalamet), som historiens ældre rapporter (Frances McDormand) bliver involveret med. Den sidste fortælling starter som en madanmeldelse om politigårdens bedste kok (Stephen Park), og tager en hård drejning til krimi, kidnapning og biljagt.
Hver fortælling er spækket med skøre karakterer spillet af store skuespillere og mættet med de excentriske detaljer, man forventer af en Wes Anderson-film – et skakspil mellem ungdomsrevolutionen og politiet, en model med overnaturlig udholdenhed i langtidsposering, et teaterstykke baseret på en sidekarakters vens oplevelser i hæren, osv.
Den gladeste overraskelse er dialogen. Anderson viser ikke blot en kærlighed for fransk nybølgefilm og magasinillustration, men for det skrevne og talte ord frydefulde potentiale. Hver fortæller udviser personlighed og sproglig finurlighed, inspireret af forskellige ikoner fra The New Yorker, og kombineret med den visuelle opfindsomhed er der noget nyt og spændende at opleve næsten hvert øjeblik af filmen.
Selvfølgelig er det ikke en Wes Anderson-film uden den underliggende melankoli. Hver historie er excentrisk, men gemmer på død og ensomhed – et gennemgående tema, der desværre ikke bliver gravet ned i, som han for eksempel gjorde det så mesterligt i The Grand Budapest Hotel (2014) eller The Darjeeling Limited (2007).
Efter at færdiggøre sin tossede historie nævner madanmelderen (Jeffrey Wright) en samtale med kokken, der afslører en mørkere, mere personlig side af den mærkværdige rutsjetur. ”Det skal med,” siger redaktøren, ”det er hele grunden til at køre historien.”
”Jeg er uenig,” siger anmelderen.
The French Dispatch tager redaktørens råd og beholder nok af de elementer til at give et lille sug i hjertet her og der. Men den prioriterer rutsjebaneturen først og fremmest. Heldigvis er der få instruktører, der kan give så original og underholdende en tur ind i excentriske menneskers ensomme liv.
Kommentarer