Af Zainab Issa
Den 83–årige britiske skuespiller Anthony Hopkins er nu den ældste skuespiller nogensinde, der har modtaget en Oscar. I april måned modtog han prisen i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle for sin rolle som en demensramt mand i The Father: det er ingen hemmelighed hvorfor. Charmerende det ene øjeblik, sarkastisk det næste, virkelig sårende efter det og tilbage igen, ofte i løbet af en sætning eller to, er Anthony utålmodig, stædig og vanvittig.
Anthony (Anthony Hopkins) er en 81-årig kultiveret mand. Han lytter til klassisk musik og læser stor litteratur. Men Anthony har Alzheimers, og det skaber store udfordringer for hans omsorgsfulde datter, Anne (Olivia Colman). Hun forsøger at overtale sin far til at se virkeligheden i øjnene, mens hendes mand, Paul (Rufus Sewell) prøver at overtale hende til at sende ham på plejehjem.
Anthonys stædige, menneskelige, famlende, hidsige og – i sidste ende – forgæves forsøg på at holde fast på alt det, der definerer ham som menneske, er lige så hudløst og sønderknusende, som det er tankevækkende. Mens sygdommen forværres, begynder Anthony at sætte spørgsmålstegn ved sine elskede, sit eget sind og endda sin egen identitet.
For hvordan er det at se et menneske, man elsker, langsomt forsvinde for øjnene af én? Ofte beskriver film om Alzheimers og lignende sygdomme, hvordan det opleves for de pårørende. Men Florian Zellers drama The Father søger nye højder ved at sætte sit publikum i et psykologisk puslespil, der skal samles, mens lidelsen æder Anthonys hjerne og vores virkelighed.
Vildt fremmede mennesker introducerer sig som hans familie, ukendte personer bliver ved med at forstyrre hans realitetssans. Det er er al den forvirring og håndgribelige terror, der følger med, når man mister sin hukommelse. Forvirring er kendetegnende for demens, der på en grusom måde gør de ramte til en fremmed i det mest velkendte miljø og situationer. Han forveksler i dag, i går og for længe siden, og når han er usikker, langer han ud med bidske kommentarer, der sårer hans datter. Til hans forsvar skal siges, at deres ting, ansigter og identiteter synes at forandre sig, hver gang han og vi kigger væk.
“I feel as if I’m losing all my leaves” (Anthony Hopkins i The Father). Tiden har mistet betydningen for ham, selvom han forsøger at følge med ved konstant at kigge på sit ur – hvis han bare kunne finde det. Filmen er en ærlig og redelig film, afdæmpet uden opgejlede scener, uden hysteri, men imprægneret med den desperation og magtesløshed, som sygdommen bevirker – ikke kun hos den syge, men også hos omgivelserne.
Handlingen udspiller sig næsten udelukkende i en smagfuldt dekoreret lejlighed i London, men de dæmpede blå/gule farver skaber en gyserlignende stemning – dog uden et eneste overnaturligt element: Alle dens rædsler er underforstået, trukket fra de tricks, det menneskelige sind spiller på sig selv, endnu mere i alderdommen. Grundlæggende kropsfunktioner bliver komplicerede eller umulige. Folk taler til dig, som om du var barn. Og de omkring dig begynder at antage, at du ikke kan huske ting.
Sikke en rørende og tankevækkende historie om den afmagt og fortvivlelse, der følger med Alzheimer-diagnosen. Vi taler ofte om den “upålidelige fortæller”, men aldrig i sammenhæng med nogen, der har demens. En helt utrolig forestilling af Anthony Hopkins. Han har formået at formidle en bred vifte af følelser, men også en blødhed og åbenhed, som vi sjældent har set fra ham. Det er noget af det absolut bedste arbejde i Hopkins’ lange karriere.
Kommentarer