Af Lasse Borch Frisendal
Enhver actionfilm har sin stjerne, og enhver stjerne har sine stuntmænd. Dette faktum kender instruktøren David Leitch i høj grad til. Efter mange års erfaring som stuntmand, stuntkoordinator og instruktør af actionfilm såsom Bullet Train (2022) og Fast & Furious: Hobbs & Shaw (2019) har han fået et unikt perspektiv på og værdsættelse af stuntpersonen. Dette er udgangspunktet i hans nyeste action blockbuster: The Fall Guy.
Filmen følger Colt Seavers (Ryan Gosling), en stuntmand, der, efter en slem rygskade, har forladt sit tidligere liv af kærlighed og fare. Men da hans ekskæreste Judy Moreno (Emily Blunt) skal instruere sin debutfilm, bliver Colt tilkaldt som den eneste stuntmand til jobbet. For om dagen skal han bruge sin stunt-ekspertise til at klare hårde fald og voldsomme bilulykker, men om natten sættes han i skjul til at finde filmens superstjerne Tom Ryder (Aaron Taylor-Johnson,) der på mystisk vis er forsvundet. Dette er han, ifølge den fiktionelle films producer, specielt egnet til, da ingen kan se, når en stuntmand kommer og går.
Som en film der er fyldt med stuntfolk, handler om stuntfolk og er instrueret af en tidligere stuntmand, er The Fall Guy selvfølgelig bygget på fantastisk action med kunsten af det perfekte stunt i fokus. Gennem blandingen af moderne stuntarbejde og ”gammeldags” metoder får filmen skabt en hjertefyldt hyldest til de oversete helte bag alle actionsekvenser, der både er visuelt imponerende og virkelig underholdende.
Men som det ofte kan være tilfældet i så actionfokuseret en film, sættes historie og dialog lidt på bagsædet af den eksploderende bil. For trods enkelte øjeblikke af kløgt og vittighed falder historien, ligesom hovedkarakteren, lidt fladt. Den centrale kærlighed mellem Blunt og Goslings karakterer er især manglende og kan til tider virke lidt påtvunget. Leder man efter at blive følelsesmæssigt påvirket, er der ikke meget at holde sig fast i med The Fall Guy.
Dog skal det siges, at både Emily Blunt og Ryan Gosling bruger al den charme, de overhovedet kan i disse roller, og begge deres præstationer hæver filmen langt over, hvad den kunne have været med en anderledes casting. Gosling – det burde ikke længere være en overraskelse – er magnetisk. Han skaber mange af filmens bedste øjeblikke uden at bruge et ord. Som for eksempel da han, på en lidt for relaterbar måde, tuder i sin bil til Taylor Swifts sang ”All too well” efter at have set sin ekskæreste for første gang i et år.
Denne humor bør heller ikke være en overraskelse for en film af David Leitch, for Bullet Train-instruktøren er sjældent bange for at fyre vittigheder og finurligheder af med samme hastighed som en pistol fyldt med løst krudt. Og i The Fall Guy er Leitch ikke bange for at træde ud i absurde territorier, der skabte grin så højlydte, at det næsten var pinligt. Det skete eksempelvis i en sekvens, hvor Goslings karakter har taget stoffer, hvilket både gør omgivelserne funklende og langsomt får ham til at se enhjørninger. Senere møder han en stunthund, der kun lystrer, hvis man kommanderer den på fransk – sådan er niveauet af grotesk humor.
The Fall Guy er ikke høj kunst, og det ved den i høj grad også selv; selvbevidstheden er faktisk næsten for meget nogle gange. Men bag eksplosionerne, de franske hunde og drømmemanden Ryan Gosling, er der en film med en ægte kærlighed til stuntfolk og actionfilm, der kan mærkes i stort set alle scener.
Kommentarer