Af Jacob Pedersen
David Gordon Green har netop stået for en genfødsel af Halloween-franchisen, hvoraf den første nød relativt fine anmeldelser og billetindtægter, mens de to sidste blev nedsablet af anmeldere. Formularen lader til at være den samme i denne omgang, hvor The Exorcist skal genoplives. Det gør han ved at se bort fra alle andre film i franchisen undtagen den originale fra 1973.
Respekten for originalen kan mærkes, hvilket er prisværdigt men historiemæssigt irrelevant. Blandt andet er Elle Burstyn tilbage i rollen, som Chris MacNeil fra 1973 originalen, for at antænde troens gnist. Denne tro bliver tændt, og det er alt sammen fint, men det minder umiskendeligt meget om den originale.
De første 2/3 af originalen går på at overbevise eksperter, præster, psykiatrikere om, at den unge pige er dæmonbesat. Det fylder cirka det samme i Believer og føles gentagende og vagt. Historiemæssigt er parallellerne lette at tegne og forudsigeligheden er sporbar kilometer fra mål.
Indledningsvist følger vi, ligesom i The Exorcist, roden til besættelsen. Denne gang 13 år tidligere kort før jordskælvet på Haiti. Victor Fieldings (Leslie Odom Jr.) kone er højgravid og hun indvies til en smuk velsignelse, som skal sikre barnets sikkerhed.
Under jordskælvet kommer konen og barnet til skade, hvorefter lægerne konfronterer Victor med valget om, hvem der skal reddes. Et valg, som bliver fundamentet for filmens senere tematikker.
13 år efter bliver datteren Angela Fielding (Lidya Jewett) og skoleveninden Katherine (Olivia Marcum) besat. Herfra og frem er forskellen fra originalen kun at spotte i de tydelige teknologiske vilkår, historien er mere eller mindre den samme. De diskuterbare tematikker om tro, religion og håb fra originalen går igen, men er blevet suppleret med en knivspids abortsnak, der har kastet flere kritiske blikke imod instruktøren.
Men hvorfor så denne reboot, som efterhånden kun er en lille fisk i et yderst velfyldt farvand? Det er selvfølgelig for at kapitalisere på de unge fra 70’erne, der voksede op med originalen, så de nu kan besøge biografens mørke med deres egne børn og få en dosis nostalgi.
”Men er det ikke også fint, at de kan dele den oplevelse med deres egne børn?” fristes man til at spørge. Jo, det er det måske, men så kan man jo bare se originalen. Universal og deres streamingpartner, Peacock, betalte mere end $400 mio. for rettighederne til The Exorcists brand. 400 mio. USD!
De $400 mio. kunne være blevet brugt på et dusin af nye kreative gyserfilm fra filmskabere, der ivrer efter et talerør. Man kan blot tage et kig på flere af A24s gyserfilm, som skabte grobund for prominente instruktører som Ari Aster (Hereditary, Midsommar) og Robert Eggers (The VVitch).
David Gordon Green er studiernes lange arm og fred være med det, men der mangler simpelthen en grundlæggende vilje til ikke kun at genskabe, men at skabe i den her film. Selv i de enkelte scener, som får hårene til at rejse sig, er teknikkerne genkendelige fra originalen.
I de korte og intense scener midt i sindets besættelse indklippes enkelte stillbilleder af djævelen. De frames sætter sig på beskuerens frontallapper og igangsætter fantasien. Det er igen genkendeligt fra originalen men vanvittigt effektivt.
Udover det og et dejlig divers cast, der trodsalt viser 50 år er gået siden 1973, er der ikke meget at skrive hjem om. Med det sagt ender Universal garanteret med at tjene penge på projektet, hvorfor det netop står i vejen for nye innovative gyserfilm.
Kommentarer