THE BEEKEEPER: “Hvorfor er Jason Statham biavler?” Og andre spørgsmål

Af Gustav Stubbe Arndal

Når man ser plakaten for The Beekeeper og opdager, at det er en action-film med Jason Statham, har man et spørgsmål: hvorfor er han en biavler?

Når rulleteksterne ankommer omtrent et minut efter det sidste kranie er blevet skudt ud, har man ikke fundet svar. Man har i stedet så mange flere spørgsmål, at der må være sket en fejl et sted mellem manuskript og biografsal. The Beekeeper ligner på overfladen den type sjov, dum action, der bedækkede Blockbuster-hylder tilbage i 00’erne, men i stedet leder den tankerne ned i en fascinerende spiral af spørgsmål.

Lad os begynde med, at Jason Statham rigtigt nok spiller en arbejdsom og ensom biavler ved navn Adam Clay.

Da hans arbejdsgiver – den eneste person, der nogensinde har ”taget sig af ham”– bliver svindlet for sit livs formue af kriminelle telefonsælgere, tager Clay sagen i egen hånd. Heldigvis for ham er svindlerne ikke minimumslønnede arbejdere Indien, men i stedet et led i en gigantisk amerikansk technokonspiration med kontorer, han personligt kan springe i luften inden for et par dage.

Uheldigvis for svindlerne er han også en ”Beekeeper”, en type undercover supersoldat i et program så hemmeligt, at CIA knap har lov at kende til deres eksistens. Han er, med andre ord, Jason Statham: overmenneskelig actionhelt, der kan udrydde en SWAT-styrke uden at affyre en pistol.

Men vent nu lige. Vi fik ikke besvaret vores første spørgsmål: Hvorfor er han biavler? Er det påkrævet, at alle Beekeeper-agenter skal avle bier, når de ikke er på mission? Er det et komplet tilfælde, at hans livs passion også er symbolet på superagenturet? Begyndte han at avle bier efter han blev rekrutteret?

Hvorfor er det i øvrigt en hævnfortælling om noget så specifikt som telefonsvindel? Hvorfor tog vi ikke en lektion fra John Wick (2014) og lod skurkene ødelægge hans bikuber, hvilket kunne motivere ham? Biavleri er fuldstændig underordnet i historien, men filmen er spækket med bi-metaforer og forfærdelige bi-vitser.

Skurkene er alle 30-årrige finansdrenge, der rabler om NFTs og Kryptovaluta som var vi tilbage i 2021. Men hvorfor? Telefonsvindel virker som et spild af lønningstimer for deres dyre kontorer; der må da være mere penge i at sælge NFT’er til godtroende techbros? Måske manuskriptforfatter Kurt Wimmers bedstemor blev scammet, og resultatet er dette terapeutiske værk?

Hvordan kan det være, at Adam Clay er så overvældende kompetent, at Navy SEALs er barnemad, men ingen i filmens verden – fra illegale milliardærer til selveste præsidenten – har kunnet træne eller hyre nogen i samme kaliber? Det er sjovt de første par kampe, men det bliver hurtigt kedeligt og utroværdigt at se vores hovedperson slippe ud af umulige situationer uden at få sved på panden.

Resultatet er en spændingsfri filmoplevelse, der ikke bliver hjulpet af en pinefuldt gennemsnitlig instruktion. Filmen indeholder ikke et eneste mindeværdigt set piece, og dialogscenerne er så stive og unaturlige, at ens opmærksomhed kun kan opsluges af den strøm af underlige spørgsmål, du læser her.

En lille undtagelse af Jeremy Irons i en birolle som tidligere CIA-overhoved. Han skal flere gange beskrive ”The Beekeepers” med en dyb alvorlig mine, og det siger noget om hans evner, at man tror på, at han tror på det. Problemet er ikke salgsmanden, men hvad han sælger.

For The Beekeepers plot er ikke så cool, som filmen synes at tro; det grænser mellem det tåbelige og morsomme. Og denne mystificerende ulighed, denne totale afkobling mellem præsentation og virkelighed gør The Beekeeper til en ganske unik filmoplevelse. Dog ikke en, der kan an-bi-fales.

Kommentarer