Af Nikolaj Boesby Skou
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Christopher Nolan er besat af tid. Briten elsker at udfordre sit publikums opfattelse af det abstrakte fænomen, og når det lykkes, hyldes Nolan som et superintelligent mastermind. Instruktøren nyder at positionere sig som en skakspiller, hvor han sidder med det fulde overblik, og kan rykke frit rundt med sine uindviede bio-gæsters mentale brikker.
Rollefordelingen fungerede fint i nyklassikere som Memento (2005) og Inception (2010), hvor de spændende historier blev fortalt i brudstykker af de puslespilsagtige plots. Men i Tenet tipper balancen mellem hjernevridende plot og hjerteskærende historier desværre helt til fordel for det overkomplicerede Tenet-koncept.
Adskillige gange forsøger filmen at forklare idéen, og det er oftest Neil (Robert Pattinson), der får den tvivlsomme fornøjelse at forklare hovedpersonen, The Protagonist (John David Washington), hvad han er oppe imod. Heldigvis for Neil er han udstyret med en kandidat i fysik, desværre for alle os andre, har han ikke nogen uddannelse i kommunikation, hvilket resulterer i replikker som ”Don’t try to understand it, feel it” og ”Does your head hurt yet?”.
Nolan er fortsat i stand til at udvikle interessante tankeeksperimenter, der omslutter filmens handling. Scenerne med omvendt kronologi er velkoreograferede, og de smukke effekter tager sig flot ud i både 70mm og IMAX.
Tidligere fungerede kompleksiteten i Nolans film som mystiske gåder, man løste for at forstå filmens budskab, og der var en vis tilfredsstillelse forbundet med detektivarbejdet. Det største problem i Tenet er, at der ikke er noget dybere lag at opdage når man forstår plottet, og dermed forsvinder hele gådens eksistensberettigelse.
Men kan man overhovedets tillade sig at forvente, at der er en dybere mening med det hele? Burde man ikke bare læne sig tilbage og så nyde underholdningen?
Tenet er bundet op på, at seeren holdes udenfor den store sammenhæng igennem store dele af filmen, så man kan få den fulde oplevelse af Nolans berømte plot-twists. Det virker bare til, at Nolan har glemt, at man ikke kan få twisted sin opfattelse af en historie, når man ikke forstår eller er interesseret i den i første omgang.
Karaktererne er den vigtigste årsag til, at man aldrig rigtigt bliver fanget af Tenets hæsblæsende actiondrama. Selv de bærende roller får sjældent lov til at vise flere sider af deres personligheder, og dermed ender de med at blive reduceret til slaver for de indviklede tids- og fortællemekanismer. Dygtige John David Washington forsøger at vække sin følelsesforladte karakter, The Protagonist, til live gennem sine kejtede oneliners. Det onde modstykke, Andrei Sator, spilles hæderligt af Kenneth Branagh, kæmper ligeledes med en rolle, der først til sidst afslører sin motivation i en tåkrummende monolog.
For min skyld må Nolan endelig fortsætte sit arbejde som den gale videnskabsmand i sit tidslaboratorie, men det er på tide, at han overlader historiefortællingen til nogle andre.
Kommentarer