Af Gustav Stubbe Arndal
Nora Fingscheidts debutspillefilm Systembryder beder dig om to ting. Det første er at holde af en niårig pige, der savner sin mor og konstant flytter fra fosterhjem til børnehjem og tilbage. Den anden er hele tiden at forstå, at hun hvert øjeblik kan skade sig selv eller folk omkring sig. At se filmen er som at vente på en uundgåelig bilulykke, mens du ser føreren blive distraheret igen og igen.
Pigen hedder Benni (Helena Zengel), og næsten hele filmen foregår i hendes øjenhøjde. Hun er manisk, med perioder af overlykke og leg afbrudt af voldelige raserianfald, der ofte ender på psykiatrisk afdeling. Hun bander og svovler, manipulerer fremmede mennesker og stjæler for sjov. Hun elsker dyr og savner sin mor.
Moren (Lisa Hagmeister) er bange for at svigte sit barn, men hun er meget mere bange for at tage ansvar for hende, og hvordan de mindre søskende vil reagere. Hun bryder aftaler konstant. Fingscheidt er tilbageholden om detaljer, men vi kan ane, at morens hjem er en af kilderne til Bennis traumer – hvis nogen anden end hendes mor rører hende i ansigtet, går hun grassat. Børnevold er, i instruktørens ord, altid et råb om hjælp.
Filmens centrale forhold er mellem Benni og hendes nye skoleledsager Micha (Albrecht Schuch), der selv har haft en voldelig ungdom og nu arbejder med udsatte teenagedrenge. Hans kærlige men faste hånd ser ud til faktisk at hjælpe problembarnet, men hun begynder at knytte sig for hårdt til ham og den professionelle distance eroderer hurtigt – han indrømmer for en medpædagog, at han ”fantaserer om at redde hende”. Det gør vi også, et eller andet sted. Men det er ikke så nemt.
Helena Zengel er en af de bedste børneskuespillere, jeg har set på film. Gennem raserianfald kan man stadig mærke sårbarheden nedenunder. Man kan se hendes smerte i stille øjeblikke. Filmholdet har konstrueret scenerne omkring hende, så hun har god plads til bevægelse og spontanitet, og en lidt kaotisk klipning lader de mere voldsomme sekvenser blive mere følt end set.
Lydsiden bærer også meget af filmen. Bennis skingre skrig eller ekstatiske leg blandes med rungende musik og bliver afbrudt af pludselig stilhed, når hun falder til ro. I mere intime øjeblikke kan vi høre hver berøring, men berøring bringer også frygt for et anfald. Man kan aldrig helt slappe af, og venter konstant på, at hun kommer til at ødelægge endnu et forhold og blive flyttet til endnu et hjem.
Det reflekterer også filmens titel. Benni er for lille til ungdomsforanstaltninger og for utilregnelig til foster- og børnehjemmene. Dusiner af institutioner afviser hendes sag, hun kan ikke blive ét sted så længe, at hun bliver for knyttet til det. Men det er ikke nødvendigvis nogens skyld; alle pædagogerne viser dybt sympati og kærlighed for hende, selvom situationen knuser deres hjerter så ofte.
Vi er i deres sko, ligesom vi er i Bennis. Vi lærer at elske hendes energi, nysgerrighed og styrke, men uden afstand gør hendes sammenbrud næsten for ondt. Systembryder er udfordrende, emotionelt drænende og angstindgydende. Den belønner dog med fænomenalt skuespil, fængende instruktion og en bevægende, empatisk, virkelighedsnær fortælling.
Kommentarer