Af Gustav Stubbe Arndal
Sport er, ligesom mange typer kunst, et universelt fænomen, der kan udviske grænser og uligheder. Det er en af grundene til, at det ofte står uden for politik – udmærkelse er unægtelig. Men det er også det, der gør sport dybt politisk. For ikke alle mener, at en persons atletiske færdighed bør fejres frem for andre ting. For så meget OL i sommers bragte verden sammen, var der også vigtige politiske meddelelser at finde i, hvilke nationale bannere blev flagret, og hvilke var fraværende.
Imellem sportslige idealer og politiske virkeligheder finder vi Tatami, et drama om en iransk judoka, der bliver beordret at trække sig fra verdensmesterskabet i Tblisi, da hendes regering ikke ønsker en kamp med den israelske favorit i turneringen.
Tatami er ufortrødent kritisk over for det autoritære, islamiske styre i Iran, så det er ingen overraskelse, at den kun har været mulig som international produktion. Det farsi-talende cast er fra den iranske diaspora, handlingen foregår hos en international organisation i Georgien, og for første gang i verden er en israeler og iraner sammen i instruktørstolen. Den kunne næsten flage for OL’s flygtningehold.
Iranske medinstruktør Zar Amir, bedst kendt som hovedrollen i Ali Abassis Holy Spider (2022), spiller judo-coach og tidligere sportsstjerne Maryam, som er fanget mellem sine overordnede fra Iran og den ihærdige og stædige Leila (Arienne Mandi), der står fast i sine idealer, selv mens presset bliver stærkere og stærkere.
Sportsdramaet har en troværdighed, der understøttes af en flot fysisk præstation fra Mandi og stærk filmteknik i kampene på vej mod finalerunderne. Dens sort/hvide fotografi forstærker lys og skygge gennem et virvar af baggange omkring arenaen og får ringen, hvor alt står på spil, til at ligne sin egen, glødende verden. Den globalpolitiske thriller trænger ind på, hvad der i starten føles som hellig jord.
Det er dog en thriller, filmen ikke helt formår at sætte fut i. Vores hovedpersoner er langt fra deres hjem og blot et par forseelser bringer dem i så stor fare, at spørgsmålet hurtigt bliver, om de tør bede om hjælp fra de sympatiske turneringsansvarlige, og hvor snart. Små glimt af familie og nære i deres hjemland varsler om de konsekvenser, Leila især står overfor.
Man tror bestemt på, at Leilas tro på sportsånd og frihed er oprigtig, men når de abstrakte principper om konkurrence står over for meget konkrete menneskers liv, er det mere hjerteskærende end inspirerende at se hende kæmpe videre. Den politiske thriller tager særligt over i anden halvdel, når man ved, en imponerende ippon ikke vil gøre den store forskel. Selvom Tatami ikke er den mest intense thriller eller det mest gribende sportsdrama, slår den stadig gnister i sammenstødet mellem de to genrer – gnister, der sætter ild i sjælen, når sportens ånd er stærkere end hjemlandets undertrykkelse.
Kommentarer