Af Anna Hedegaard Kristensen
Jeg må starte med at tilstå. Før jeg satte mig ned i det rødpolstrede biografsæde, kendte jeg intet til Foo Fighters. Jeg havde godt nok set og hørt om Dave Grohl før, men jeg havde ikke kunne fortælle dig, om han havde været med i Nirvana eller Coldplay. Derfor var jeg også en smule usikker, da jeg skulle til at se Studio 666; ville jeg overhoved forstå, hvad der foregik, eller ville jeg drukne i en million obskure referencer til gruppens diskografi og rock’n’roll-historien?
Heldigvis kunne en ”normie” som jeg også følge med.
I Studio 666 er Dave Grohl og hans Foo Fighters (Taylor Hawkins, Nate Mendel, Pat Smear, Chris Shiflett og Rami Jaffee, alle spillet af dem selv) under pres for at få indspillet deres længe ventede 10. album. Men Grohl kan ikke tilfredsstilles med hvad som helst. I sin søgen efter den perfekte rock’n’roll-lyd ender bandet i en villa i Californien, der byder på lidt mere end bare rockens ånd.
Og så bliver The Foo Fighters ellers rodet ud i lidt af hvert. Sataniske ritualer, dæmoniske besættelser, onde ånder og kultmedlemmer, for at nævne lidt af det, der er på filmens sætliste. Alt sammen underlagt musik fra blandt andet Foo Fighters selv samt horrorlegenden John Carpenter (kendt fra bl.a. Halloween).
Filmen er baseret på en historie af Dave Grohl, der angiveligt er inspireret af bandets oplevelser, da de indspillede deres faktiske 10. album, Medicine at Midnight, som vel at mærke også blev indspillet i selvsamme villa, filmens uhygge finder sted i.
For Foo Fighters fans er der altså meget at komme efter i denne film, der meget vel kan opnå en lille kultstatus for både indhold og indsats. Særligt indsatsen fra Dave Grohl, der som både bandets leder og filmens hovedrolleindehaver tiltrækker mest opmærksomhed. Men også Rami Jaffee og Pat Smears, der spiller dem selv som henholdsvis liderlig hippie og forvirret vismand, skiller sig ud. På både godt og ondt.
For gyserentusiasterne er der også givet et par godbidder. Vi har både motorsav, hækkesaks, flishugger, og sågar også havegrillen kommer i brug for at give os noget gammeldags splattergys. Disse øjeblikke er vigtige adspredelser fra en handling, der midt i bandets diskussioner og jagt efter dets perfekte album, hurtigt kan blive kedelig.
Hvis man, som undertegnede, ikke helt kan kalde sig en stor fan af hverken Foo Fighters eller rock generelt, bliver det nok ikke til den store filmoplevelse. For selvom Studio 666 i første omgang er en komisk gyserfilm, så er det svært at adskille filmen fra bandet, som jo er omdrejningspunktet for det hele.
Filmen redder ikke rock’n’roll. Men det er der heller ikke behov for. For selvom Studio 666 er underholdende til tider, men ikke synderligt mindeværdig, så lever rocken udødeligt videre.
Kommentarer