Af Alma Nordenbæk
Instruktøren bag En frygtelig kvinde (2017) er tilbage. Og denne gang er det ikke kun parforhold og opvask, der kvæler livslysten. Speak No Evil er ifølge sin skaber en ”satirisk, mørk og utroligt ond” film om den overdrevne høflighedskultur, der tvinger os til at underkaste os akavede og grænseoverskridende situationer. Også selvom det måske vil koste os livet.
Bjørn (Morten Burian) og Louise (Sidsel Siem Koch) er et helt almindeligt, dansk kærestepar. De har en ung datter, Agnes (Liva Forsberg), en hyggelig storbylejlighed, småkedelige venner og ligegyldige hverdagssamtaler. Men på en solskinsferie til Italien møder Bjørn og Louise en hollandsk familie, som får især Bjørn til at løsne tøjlerne en smule.
Patrick (Fedja van Huêt) og Karin (Karina Smulders) er karismatiske og frisindede. Så da de inviterer Bjørn, Louise og Agnes til deres hollandske hjem på landet for at tilbringe weekenden sammen dem og deres talehæmmede søn Abel (Marius Damslev), kræver det ikke mange overvejelser, før den danske familie takker ja. Som en ven af familien siger: ”Hvad er det værste, der kan ske?”
Speak No Evil er instrueret af Christian Tafdrup og skrevet i samarbejde med Tafdrups bror, Mads Tafdrup. De to holder filmen i en stram snor, der hellere fortier end fortæller om historiens grusomheder. Faktisk er det gennem det meste af filmens spilletid ikke specielt tydeligt, at du er gået i biografen for at se en gyser.
I stedet udspiller begivenhederne sig som et slags ubehageligt indblik i vores egen fordomsfuldhed over for fremmede, vores eksistentielle apati og vores høflige modstand mod at sige fra. Hvis det ikke var for Sune Kølsters urovækkende underlægningsmusik, kunne jeg have været forledt til at tro, at Speak No Evil bare var et særligt pinefuldt socialrealistisk drama.
Tafdrup-duoens nyeste film får ikke gåsehuden til at springe frem eller hænderne til at sidde oppe foran ansigtet i forberedelse på det næste jumpscare. Men filmen er gennemsyret af et slags intenst ubehag, der får dig til at sidde uroligt i dit sæde – uden du nødvendigvis helt ved hvorfor. Der er ingen tvivl om, at Patrick og Karin er to usympatiske og grænseoverskridende karakterer. Men filmen har det med at forvride din virkelighedsopfattelse, så det er svært at vide, hvornår Bjørn og Louise reelt burde være bekymrede, og hvornår de bare burde slappe lidt af.
Det vil sige, sådan havde jeg det indtil filmens klimaks.
Her springer al den krybende, snigende klamhed ud i fuldt flor. Den sidste halve time er som en sadistisk forløsning af al den smertefulde spænding, dine skuldre har opsamlet indtil da. Og her indfrir Tafdrup virkelig sit ildevarslende løfte om mørke og ondskab. Da jeg væltede ud af biografsalen, følte jeg mig både overvældet og udslettet. Og en smule kvalm.
Speak No Evil er som en kæmpestor nihilistisk lussing, hvis aftryk jeg mærkede i flere timer og dage efter. Det er sjovt at anbefale en film, man aldrig kunne tænke sig at se igen.
Kommentarer