Af Christian Hejbøl
Ruben (Riz Ahmed) sidder afventende ved trommerne. På hans sveddryppende overkrop er der tatoveret ”Please kill me”. Lou (Olivia Cooke), Rubens kæreste og den anden halvdel af punkrockbandet Blackgammon, spiller guitar og er forsanger. Musikken bygger sig langsomt op, og pludselig eksploderer det hele med et brøl, og Ruben hamrer furiøst på trommerne.
Man forlader åbningsscenen af Sound of Metal, som havde man lige forladt en rockkoncert på Arena på Roskilde-festival; med en form for mild tinnitus og ekstase, hvor éns øre lige skal justere sig til normale lyde. Det er Darius Marders debut som skrivende instruktør – og sikke en hæsblæsende debut!
Både Lou og Ruben har været stofmisbrugere, og nu bor de sammen i en autocamper, hvor de kører fra spillested til spillested. Men Ruben mister pludselig sin hørelse, og dermed også sin identitet; han kan ikke længere høre eller spille musik, og turnéen er aflyst. Abstinenserne begynder at krybe tilbage, og Lou er bange for, at han vil begynde at tage stoffer igen. Han ender med at indskrive sig på en afvænningsklinik for hørehæmmede langt væk fra resten af omverdenen, musikken og kæresten. Hér skal han lære at acceptere sin tilstand som døv.
Darius Marder, hvis sidste kreditering er for manuskriptet til The Place Beyond the Pines (2012), fortæller historien behersket og med stor autenticitet. Han lader tingene udfolde sig naturligt igennem skuespillet og visuelt sprog, og det er forfriskende at se en film, der forventer, at seeren følger med, i stedet for bare at fortælle seeren, hvad de skal tænke og føle.
Sound of Metal skal enten ses i biografen eller med nogle lækre høretelefoner. Alt andet ville være en misgerning overfor dét, filmen præsterer på lydsiden.
Lydmæssigt bliver der arbejdet i to lag: Som verden lyder, og som Ruben hører verden. Før Ruben mister hørelsen, bliver man præsenteret for alle de hverdagslyde, som er i hans liv: kaffemaskinen, smoothieblænderen, musikken. Og idet han mister hørelsen, gentages de samme hverdagssituationer, men nu lyder alt forfærdeligt stille. Det giver seeren et tæt indblik i Rubens kaotiske sind ved at klippe skarpt mellem hverdagens lyde og den forvrængede stilhed og tinnitus.
Kameraet følger Riz Ahmed overalt, og man kan mærke følelserne, der bobler under overfladen; al vreden, kærligheden, smerten, afhængigheden. At kunne vise så mange sider, uden at skuespillet og filmen kæntrer over i det karikerede eller melodramatiske, er forbandet imponerende.
Også Paul Raci spiller sin rolle som forstanderen på afvænningsklinikken med stor inderlighed, og det samme kan siges om Olivia Cooke, selvom hun ikke får nær så meget skærmtid.
Marder bruger mange gængse troper, – stofmisbrug, kærlighed, den ufuldendte kunstner, identitetstab osv. – men filmen falder heldigvis ikke i dovne klichéer. I stedet bliver emnerne brugt til at fortælle en autentisk og gribende historie om et menneske i frit fald.
Sound of Metal fungerer på så mange filmiske niveauer – lyd, manuskript, klipning, skuespil – og er en film, som fortjener at blive set (og hørt) af så mange mennesker som muligt.
Kommentarer