Af Christian Hejbøl
Den 19-årige Alex (Cooper Raiff) er en vildrådig og ensom førsteårsstuderende på et universitet i Los Angeles. Han har svært ved at få nye venner, hans roommate er uudholdeligt irriterende og han savner sin mor og søster. Men alt ændrer sig efter Alex tager med til en fest på det udskældte fraternity ’Shithouse’, hvor han møder den mere udadvendte og selvsikre Maggie (Dylan Gelula).
I løbet af en aften fyldt med samtaler om alt og intet skaber Alex og Maggie et stærkt bånd, og det, der starter som et akavet hook-up, fører pludseligt til dybere samtaler om ensomhed, familie, døden og kærlighed.
Shithouse er skrevet, produceret og instrueret af den kun 23-årige Cooper Raiff, der også spiller hovedrollen i filmen. Shithouse er en lidt misvisende titel, da filmen egentlig skildrer college-livet og menneskerne i det på en meget sympatisk og elskværdig måde.
Måden karaktererne er afbildet, og de emner filmen tager op, gør, at jeg ikke kan lade være med at føle, at filmen på mange måder er baseret på Cooper Raiffs egne erfaringer med universitetslivet i USA. Derfor føles Shithouse også som sin egen og ikke bare endnu en coming-of-age romantisk komedie.
Dialogen fylder meget, og størstedelen af tiden hænger man bare ud med Alex og Maggie, der halvfordrukkent snakker om alt imellem himmel og jord.
De to hovedkarakterers personlige problemer virker genkendelige fra éns eget liv. Alex er indbegrebet af et curlingbarn, og Maggie har haft en hård barndom og har derfor lært at være selvstændig. Deres dynamik resulterer i interessante, følelsesladede og sjove samtaler, og det er helt klart hér, at filmen fungerer bedst. Den falmer desværre henimod slutningen, hvor Cooper Raiff ikke kan lade være med at afrunde sit værk på en unødvendig banal måde.
Shithouse forsøger både at være humoristisk og følelsesvækkende. Vittighederne strækker sig fra en mere tør og akavet humor, der er drevet af Alex’ kejtede og konfuse personlighed, til en mere simpel slapstick humor, f.eks. når Alex’ roommate skider i sine bukser efter lidt for mange shots dagen før.
Det er ikke altid, at filmen rammer plet i sine mere emotionelle scener. Indflettet i dialogen og humoren forsøger Shithouse at komme ind på nogle mere tunge emne. F.eks. når de to hovedkarakterer begraver Maggies skildpadde, hvilket fører til en meget overfladisk samtale om det uudholdelige faktum, at vi alle skal dø. Eller når Alex for tredje gang ringer hulkende hjem til sin mor og fortæller hende om, hvor ensom han er.
Shithouse føles som kombinationen af en genkendelig skildring af ungdommens usikkerheder og en teenager, der har en blog på Tumblr. Til tider rammer den så præcist, at man tror filmen handler om én selv. Andre gange falder den både humoristisk og emotionelt lidt fladt.
Alligevel er det en imponerende debut af Cooper Raiff, som har skruet en personlig og hjertevarm film sammen på et mikroskopisk budget. Og hvis corona-restriktionerne har fået dig til at glemme de sociale interaktioners medfølgende akavethed, så kan du genopleve det i Shithouse.
Kommentarer