Af Alexander Bendtsen
En 2D-animationsfilm uden en eneste replik er et aldeles minimalistisk udgangspunkt for et værk i dagens filmindustri. Men den spanske instruktør Pablo Berger udfylder disse simple rammer med en vidunderlig sans for detalje, der sjældent giver anlæg til at savne den manglende dialog i Robot Dreams.
Fortællingen, baseret på Sara Varons tegneserie af samme titel, er en charmerende fabel, hvor 1980’ernes New York City er beboet af dyr, der lever menneskeliv. Dyrene inkorporeres på sjov vis i storbyens hamsterjul og kultur – en gravhund passer sin hotdog-bod i en park, en tyr kører rundt og afleverer post i centrum, en højtrystet krokodille driver en losseplads, og en dobermann tæsker homeruns afsted som byens store baseball-stjerne. Det hele oser af herlig fantasi, samtidigt med at skaberne tydeligt demonstrerer god forståelse for omgivelserne, som de genforestiller sig i den her fabelske version.
I filmens centrum er en helt anden hund. En ensom sjæl, der får dagene til at gå med at spise mac’n cheese og spille retrovideospil med sig selv i sin toværelseslejlighed. For at kurere sin ensomhed køber og samler hunden en robot, der går hen og bliver hans ven. Robotten er en stor godhjertet, naiv Forrest Gumpsk figur med en skøn tilstedeværelse, der udfylder det tomrum, som længe har været i hundens hjerte.
Det er gennem hundens og robottens spirende venskab og deres op- og nedture i storbyen, at vi får lov at udforske det lille univers som Robot Dreams’ New York så fint udgør. Og det er i den enkle men detaljerige animation, meget tro mod tegneseriens stil, at historien liver op og bliver til filmkunst om venskabelig kærlighed med alle sine styrker og skrøbeligheder.
Karakterernes beklædning varierer udførligt, fra turister med sommerskjorte og bæltetasker, til hiphoppere downtown i røde joggingsæt og bøllehat med boomblaster over skulderen.
Byen og bygningerne er ligeledes realistisk tegnet op og bliver æstetisk skønne at betragte, når solen går ned, og gaderne i stedet lyses op af trafikken og lyset fra diverse lejligheder gennem vinduer.
I stedet for dialog bruger filmen også animationen til at bringe følelser i spil.
Komedie er til stede gennem hele filmen med små sjove indslag. Blandt andet tolker robotten (i sin manglende forståelse af sociale normer) en strittende langfinger fra en vred punker som en venlig hilsen og kvitterer med en lignende hilsen tilbage, der næsten koster ham og hunden bank. Der er masser af små visuelle jokes, også i baggrunden som det skarpe øje kan få øje på. Det er ganske humoristisk og elegant inkorporeret, men det bliver aldrig hysterisk morsomt, og lider i længden lidt af slet ikke at være understøttet af dialog.
De helt store følelser kommer fra illustrationerne af venskabet mellem hunden og robotten. Den store betydning de får for hinanden, og det der står på spil, når deres venskab kommer på prøve i den store kaotiske storby. Scener, hvor de to venner danser sammen på skøjter og har et brag af en dag på stranden, får hundens hale til at logre, imens både hans og robottens øjne lyser op, og deres smil breder sig på smittende vis. Under mere triste stunder disker animationen op med hjerteskærende detaljer som hundens tårer, der går i ét med vandet fra hans bruser på en ensom dag i den lille lejlighed.
Der er dog scener, hvor følelsesladet og charmerende animation ikke er helt nok. Der er dele af fortællingen, der ikke føles helt logiske, hvor karakterernes beslutninger bliver lige lovligt drastiske og totale. Formidlingen uden dialog bliver lidt bøvlet her, og visse nøgleelementer af fortællingen bliver derfor ikke behandlet grundigt nok.
Til gengæld er hele fortællingen ledsaget af et fremragende soundtrack, hvor pianospil elegant følger filmens melankolske balancegang mellem de muntre og triste stunder. I allerhøjeste grad er det dog den gentagende og kreative brug af Earth, Wind & Fire-klassikeren September, der lydmæssigt stjæler showet. Sangen bliver symbolet på de to hovedrollers venskab, med stor emotionel vægt bag.
Robot Dreams er nemlig først og fremmest et emotionelt ladet værk. Charmen og fortællingen om venskab er bundet op på tungere temaer som ensomhed og depression. Selvom formidlingen til tider ikke er helt gennemført nok, er det netop i denne balancegang mellem det søde og det bitre at skaberne former et bevægende værk.
Kommentarer