Af Louis Raaschou
At fortælle historien om en af tidens største sangstemmer er langt fra en let opgave. Aretha Franklin var, både som musiker og som kvinde, som rettighedsforkæmper og som troende, så stor en personlighed, at selv en film på næsten 2 ½ time kan være for lidt til at fortælle hele hendes historie. Instruktør Liesl Tommy gør dog for det meste et flot forsøg og formår, trods enkelte fodfejl, at skabe den musikalske magi, som allerbedst kendetegnede Franklins liv og virke.
I Respect introduceres man første gang for Aretha Franklin (Jennifer Hudson), da hun som blot tiårig tryllebinder et helt selskab med sin stemme, som allerede dér lyder som en voksen superstjernes. Siden følges hun i hendes turbulente karriere og personlige liv gennem 60’erne, hvor hun i årevis kæmper for at ramme den rigtige hit-lyd, og endelig får sit superstjernegennembrud med signatur-nummeret ’Respect.’
Samtidig følger man på tæt hold hendes kaotiske privatliv, der byder på personlige kriser og store opgør med både hendes far CL Franklin (Forest Whitaker) og hendes første mand, Ted White (Marlon Wayans).
Som enhver anden biopic skal meget bæres af hovedkarakterens levendegørelse, og i Respect fungerer Jennifer Hudson intet mindre end fremragende. Hun rummer både den kraft og gennemmusikalske storhed, som Franklin udstrålede så snart hun kom i nærheden af en mikrofon, men er på samme tid fremragende til at udtrykke den længsel og undertrykkelse, som Franklins indebrændte sind lider under.
Forest Whitaker er som altid bundsolid og leverer endnu en overbevisende præstation som Franklins konservative og kyniske far, der inderst inde aldrig mister sin enorme kærlighed til både datteren og musikeren Aretha.
Respect er, når den er allerbedst, en fænomenal musikfilm, der så tydeligt formår at fremvise, at Aretha Franklin altid var lykkeligst, når musikken spillede. På samme måde brillerer filmen, når den tør give sig hen til musikken og lade Franklins evigtgyldige klassikere tage styringen og få hvert et hår på armene til at rejse sig.
Tilblivelsen og opblomstringen af megahittet ’Respect,’ som fortælles i tre faser; først om natten ved klaveret i stuen, så ved den energiske indspilning i studiet, og til sidst ved det helt store gennembrud på scenen i Madison Square Garden, er et skoleeksempel på den intensitet og eufori, som stærke musikscener kan skabe i film.
At fortælle om alt det, der lå uden for musikken i Franklins liv, er helt essentielt for hendes historie. Respect lykkes fint med at fortælle om hendes rolle i borgerrettighedsbevægelsen og samtidig vise, hvordan hun kæmpede for at komme kvindeundertrykkelse til livs.
Man kommer dog til at fokusere for meget på kriserne i Franklins privatliv, og det fratager filmen noget af det flow, som de geniale musikscener skaber. Det fremstår en smule repetitivt, og filmens 145 minutter skulle have været fordelt bedre, så musikken aldrig blev skubbet til side og mistede grebet om historien.
Respect er en bevægende og nærværende fortælling om en af vor tids største stemmer, som på trods af sine mange kampe aldrig mistede den altoverskyggende kærlighed til musikken og sangen. Når netop den side får frit spil, skaber en Jennifer Hudson i storform og Franklins guddommelige sange ren magi, og på trods af et svingende flow og nogle overflødige scener, tror jeg vi er mange, der vil gå og nynne med på ’Respect,’ ’Think’ og ’A Natural Woman’ i den kommende tid.
Kommentarer