Af Gustav Stubbe Arndal
Film om ægte tragedier kan paradoksalt nok få dem til at føles mindre ægte. Man løber risikoen for at overdrive for dramaets skyld, hvilket kan øge spændingen, men også få fakta til at føles som fiktion. Quo Vadis, Aida? falder ikke i den fælde – den gør en virkelig hændelse ikke blot dramatisk, men gyseligt virkelig.
Hændelsen er Srebrenica-massakren, da den serbiske hær dræbte godt over 8000 bosnisk-muslimske mænd under den Bosniske Krig i 1995. Folkedrabet foregik under næsen af FN, som havde erklæret landsbyen Srebrenica en sikkerhedszone, men ikke var i stand til at forhindre noget.
Jasmila Žbanićs Oscar-nominerede fiktionalisering følger Aida (Jasna Đuričić), en skolelærer fra Srebrenica, der arbejder som oversætter for FN under krigen. Efter hundredvis af flygtninge strømmer til FN-basen, og tusinder venter udenfor, må hun desperat forsøge at få sin mand og to drengebørn i sikkerhed, mens situationen forværrer sig hver time.
Oberst Thom Karremans (Johan Heldenbergh) og hans hollandske FN-styrker prøver at bevare den smule kontrol, de har, men de bliver ladt i stikken af deres overordnede. Aida ser med fra forreste række, men kan ikke gøre meget ved det – eller afsløre situationens dystre virkelighed til sine naboer.
Når General Ratko Mladić (Boris Isaković), en macho-hærfører, der altid følges af et propaganda-hold, kommer til forhandlinger, har man næsten lyst til at tro på hans gode vilje. Men under hans løfter om, at civile ikke kommer noget til og hans uddeling af proviant til de sultende flygtninge, ligger en usigelig trussel.
Žbanić instruerer med selvsikker præcision. Hun følger Aida gennem lange indstillinger, der sælger den hektiske stemning uden at drage for meget opmærksomhed væk fra fortællingen og hen på teknikken. De hundredvis af statister, der udgør meget af filmens cast, får fokus og menneskelighed, mens de stadig fungerer som baggrund for Aidas personlige drama.
Jasna Đuričić bærer store dele af filmen med en værdig stædighed, der gradvist udvikler sig til desperation, og hun er omgivet af stærkt skuespil – hver karakter, fra forgrund til baggrund, civil til soldat, føles levende. Selv de serbiske soldater, der bilder sig selv ind, at de er historiens helte, virker ubehageligt ægte.
Denne ægthed giver særligt myrekryb, når tragedien står for døren. FN-soldaternes usikkerhed erstattes af klare ordrer fra Mladićs folk, og den kaotiske flygtningesituation erstattes af en ordensmæssig og velplanlagt massedød. Det, ingen turde lægge ord på tidligere, ankommer både pludseligt – og uundgåeligt.
At se Quo Vadis, Aida? er at få en synkende fornemmelse i maven, der blot synker dybere ned under filmens spilletid. Det er et portræt af desperation, hjælpeløshed og fejltagelser, der koster liv, og dens endelige minutter giver et stærkt indtryk af, hvor tæt på hverdagen krig og folkedrab kan være.
Kommentarer