Af Christine Roederer
Hvis du kunne tage en pille, der gav dig tilfældige superkræfter, ville du så tage den? Den kunne måske gøre dig usynlig, usårlig eller give dig superstyrke, men du ved ikke, hvad du får, indtil du tager den. Der er en risiko for, at du dør af det – men du kan ikke vide det, indtil du har prøvet den.
Project Power er en Netflix-produktion med en historie, der på papiret lyder spændende. Med Jamie Foxx og Joseph Gordon-Levitt i hovedrollerne tænker man jo, at det næsten ikke kan gå galt.
Men den nye Netflix-film kan ikke finde ud af, hvilke genrer den trækker på – der er elementer fra Push (2009), fra Splice (2009) og fra Logan (2017), og hvor Project Power prøver at blande de gode ingredienser sammen, så ender det med at blive en smagløs pyntekage, hvor alle de spændende scener bliver afsløret allerede i traileren. Hvad man ser er, hvad man får. Filmen har ingen skjult flair.
Art (Jamie Foxx) leder efter sin kidnappede datter og møder på sin vej Robin (Dominique Fishback). Hun er en gymnasieelev, der sælger de såkaldte Power-piller, samtidig med at hun prøver at overbevise sig selv om, at hun er den næste store rap-sensation. I mixet kommer så den fuldstændig intetsigende Frank (Joseph Gordon-Levitt), en betjent fra New Orleans, der åbenbart er den eneste autoritetsfigur, der har lyst til at stoppe spredningen af det her Power-stof.
Filmen når aldrig helt at fastslå, hvad dens temaer egentlig er. Ingen af karaktererne får lov til at bevise, hvem de er. Man hører kun brudstykker af deres baggrundshistorier, men det gør ikke, at man har lyst til at lære dem bedre at kende.
Desuden har Project Power nogle udfordringer, når det gælder show don’t tell-princippet. I stedet for at lade seeren være med og gætte sig frem til de forskellige overraskelser, man i øvrigt får serveret på et sølvfad, så ender Project Power med at presse ellers diskrete antydninger ned i halsen på os. Filmen skriger: ”Det her er en vigtig detalje! For den her detalje kommer til at betyde noget senere! Husk det nu!”
Et andet problem med Project Power er, at det store twist aldrig når de højder, man kunne håbe på. Det føles kedeligt, og det efterlader en siddende i sofaen med tanken ”Var det dét?”, når rulleteksterne dukker op.
Art er en uinteressant hovedperson, og det bliver trættende at se på, at han altid let og elegant kommer sig over sine kvæstelser. John Wicks hævntogt for at hævne sin myrdede hundehvalp i John Wick (2014) virker mere tilfredsstillende, end Arts søgen efter sin kidnappede datter.
Det samme gælder Franks karakter. Han har ingen anden funktion end at være den rare politibetjent. Det stryger en mod hårene, at den umiddelbart eneste gode politibetjent er en hvid mand, mens den sorte politikaptajn er korrupt – især når man tager USA’s politiske klima og protester i betragtning.
Project Power har potentiale. Den har en stærk, sort kvindelig karakter i en af de bærende roller, men som i denne anmeldelse, så forsvinder hun fuldstændig i historien. Gab! Jeg er næsten allerede faldet i søvn igen. Jeg tror faktisk hellere, jeg vil læse noget fanfiktion baseret på samme princip. Idéen kunne sagtens udføres bedre, end Project Power formår.
Kommentarer