PLAN 75: Ambitiøst sci-fi-drama præsenterer interessant håndtering af Japans senior-problematik

Af Owen Murphy

Japan er et af de lande, der har knækket koden til at leve et langt og sundt liv. Med lige knap 30% af landets befolkning i alderen 65 eller derover er Japan verdens næstældste samfund. Kombineret med en meget lav fødselsrate er der de seneste årtier kommet markant færre mennesker i den arbejdsdygtige alder, ligesom der er færre til at tage sig af den aldrende befolkning. Kort sagt befinder landet mod øst sig nu i en regulær samfundsmæssig krise. En nærmest utænkelig løsning på problemet præsenteres i Chie Hayakawas debutfilm Plan 75.

I et fiktivt, nær-fremtids-Japan, har regeringen lanceret den titulære Plan 75, der indebærer at seniorborgere mod et beskedent pengebeløb kan få aktiv dødshjælp. Vi møder 78-årige Michi, spillet fuldstændig formidabelt af Cheiko Baishi, der arbejder som rengøringsdame på et hotel. Efter en kollega kollapser, mister hun sit job, og får samtidig besked om at hendes lejlighedsbygning skal rives ned. Der smøres tykt på med patos, særligt når vi ser Michi stå ude i vinterkulden og dirigere trafik i en orange vest. Michi rådgives til at søge offentlig forsørgelse, noget hun sammenligner med at sove på en bænk.

Klip til den unge bureaukrat Himoru (Hayato Isomura) i færd med at afprøve armlæn til byens bænke for at afskrække hjemløse fra at bruge dem. I bedste Yuppie-stil advokerer han for planen, mens han ukritisk jagter anerkendelse og muligheder for at klatre op ad rangstigens trin. Det er først gennem mødet med sin onkel Yukio (Takao Taka), familiens sorte får, at han får øjnene op for modbydelighederne, han bidrager til at opretholde.

Japanske film har tradition for at beskæftige sig med generationskløften og de kulturbårne familiære forhold. Berømte eksempler er Yasujirō Ozus Tokyo Story (1953) eller Kurosawas Ikiru (1952), men også Hirokazu Kore-edas Shoplifters (2018) og Still Walking (2008) berører samme tematikker. Plan 75 leverer dog et nyskabende og anderledes take, der subtilt pakker et darwinistisk sci-fi koncept ind i et socialrealistisk univers. Filmens detaljerigdom gør, at vi skræmmende hurtigt køber den fuldstændig vanvittige præmis, som opstilles.

Af og til sidder man med en fornemmelse af, at Hayakawa, der også har skrevet filmen sammen med Jason Gray, har haft for mange jern i ilden. Vi introduceres i filmens C-plot til den filippinske immigrant Maria (Stefanie Arianne), der får arbejde hos Plan 75 for at kunne betale for lægehjælp til sit hjertesyge barn. Ind med de triste violiner. Denne sidehistorie kunne man godt have været foruden. Fortællingen er malplaceret i handlingsforløbet, og desværre begrænser den udforskningen af de andre, mere interessante historier. 

Som f.eks. historien om Yoko (Yuumi Kawai), en medarbejder på en telefon-hotline, der har til opgave jævnligt at ringe til Michi under dække af at være moralsk støtte, men som i virkeligheden skal sørge for, at hun ikke får kolde fødder. Hendes arbejdsgiver forbyder det, men Yoko kan ikke lade være med at mærke en tilknytning til Michi. Særligt en utrolig rørende scene, hvor Michi er med Yoko og hendes unge venner ude og bowle, tog fuldstændig pusten fra mig. Ærgerligt man ikke valgte at fokusere mere på den relation.

Man kan ikke andet end at værdsætte ambitionen i Hayakawas univers. Det er rendyrket, sober historiefortælling. Der er ingen tvivl om at filmen lykkes utroligt godt med at formidle en karakterudvikling hos vores to unge Plan 75-ansatte, Yoko og Himoru. Den havde dog haft gavn af at afgrænse sine plottråde, og man kan særligt ønske, at Michis fortælling havde været den eneste, selvom slutproduktet havde været anderledes uden de øvrige historiers symbolske gennemslagskraft. 

Kommentarer