Af Gustav Stubbe Arndal
Der er en mængde respekt og alvor, som nærmest er obligatorisk, når man laver en film om holocaust. Man skal være villig til at se menneskehedens ondskab lige i øjnene og til at vise kvalmende scener for publikum, men til gengæld får man et væld af stærke følelser at arbejde med.
Vadim Perelman tager udfordringen op i Persiske lektioner, baseret på novellen ”Et sprogs oprindelse”, men ender med at vise mange af genrens problemer uden at frembringe dens styrker.
Filmen handler om jøden Gilles (Nahuel Pérez Biscaryart), der foregiver at være af iransk herkomst for at undslippe henrettelse af en SS-bataljon. Han var heldig at vælge netop den løgn, for hovedofficeren i den nærmeste koncentrationslejr, Klaus Koch (Lars Eidinger), leder efter en perser, der kan lære ham farsi.
Officeren har planer om at starte en tysk restaurant i Teheran efter krigen og lovede en dusør til den soldat, der bragte en perser forbi. Hvad han ikke ved er, at Gilles ikke taler et ord af farsi. Under dæknavnet Raza må den unge mand opdigte et sprog i en fart, mens hans elev og fangevogtere holder skarpt øje med ham.
Det lyder ikke så lidt fantasifuldt, men der er rigeligt med usandsynlige overlevelseshistorier fra tiden, og det hele hægter sig på, hvordan filmen udfører præmissen. Desværre er udførelsen mildest talt rodet.
Mange af scenerne foregår i enrum, hvor Gilles hele tiden er tæt på at begå en fejl, som han med nød og næppe slipper af sted med. Men fra start af virker nazi-kokken så umådeligt godtroende og hovmodig, at der ingen fare er, trods han indskyder et par tomme trusler, så vi ved, at vi burde være bekymrede.
Men hvorfor være bekymrede, når filmen åbner med Gilles’ igangværende flugt fra lejren og et interview om hans oplevelser der? Vi ved allerede, at han slipper fra det med livet i behold.
Det ville være lettere at sluge, hvis ”Raza” udviste skarpere intelligens og skuespil. Men Biscaryart, mest kendt fra sin rolle i dramaet 100 slag i minuttet (2018), udstråler i stedet desperation og usikkerhed i alle sine scener med store, opspilede øjne og lange, tøvende pauser, og intet af det lader til at fange hans modspillers opmærksomhed.
Resultatet er utroværdigt nok til at tømme spændingen ud af størstedelen af filmen. Med lidt anderledes instruktion og et par ekstra vittigheder, var det blevet en kulsort komedie i stedet.
Faktisk er tonen svær at gennemskue. Massehenrettelser, tortur og umenneskeliggørelse fremvises tydeligt, men det er ikke det, filmen egentlig handler om. I stedet bruger vi meget af spilletiden på, hvad der kun kan beskrives som kontordrama blandt lejrens vogtere. Der er en kærlighedstrekant, en misundelig ekskæreste og en vittighed om kommandørens lem, der bliver taget i langdrag.
Det er næsten helt usmageligt, for Persiske lektioner lægger meget vægt på, hvordan Gilles lærer navnene på flere tusind jødiske fanger, da han bruger deres navne i sit opdigtede sprog. Men som publikum ved vi mere om Kochs restaurantdrømme og fattige barndom, eller om nazisten Elsas (Leonie Benesch) kærlighedsliv, end vi gør om en eneste af de navne.
Jødeudryddelsen bliver lagt i baggrunden, og fint skuespil bliver spildt på at sympatisere med dem, som var ansvarlige for den. Det værste, en film om holocaust kan gøre, er at forvandle emnets grusomme virkelighed til overfladisk kliché, og det er Persiske lektioner desværre et tydeligt eksempel på.
Kommentarer