Det har været et skelsættende filmår, især for Hollywood. Streamingmodellen er i krise, manuskriptforfattere og skuespillere har været på strejke, og blockbuster-maskinen har haft overraskende svært ved at producere garanterede hits. Men filmglæden er uforgængelig, som man så det i sommers, hvor to originale film fra visionære filmskabere overtog kulturen på spektakulær vis.
Vi fra Ordet var selvfølgelig inde til “Barbenheimer”. Men vi var også inde og se internationale festival-hits, tårevædende indie-dramaer, banebrydende animationsfilm, Oscar-favoritter og meget mere. Efter en afstemning har Ordets redaktion udvalgt de ti film fra i år, der virkelig bevægede og imponerede os med unægtelig filmmagi.
Godt nytår, og husk at se gode film. Det er godt for sjælen – Gustav Stubbe Arndal
10. Spider-Man: Across the Spiderverse
Bob Persichetti, Peter Ramsey & Rodney Rothman, USA
I 2019 løb den første Spiderverse film som et elektrisk chok igennem film-, superhelte- og animationsverdenen på en gang. Hvad der begyndte som et sideprojekt for et filmstudie, der måtte læne sig op ad Marvel, endte med at vinde en Oscar, gøre Miles Morales til et verdenskendt navn, og influere udvikling og innovation i computeranimation.
Hvordan skal man følge det op? Ved at skrue op for det hele. Across the Spiderverse er den mest kinetiske og imponerende animationsfilm ud af Hollywood, man længe har set, fra tossede actionscener til verdener af farver, former og stile, der opfylder multiversets potentiale som kun animationsmediet kan gøre det. Som den unge Miles springer den fra forgængerens enorme højde og gør sig fortjent til titlen.
Ligesom Miles er dens historie dog ikke fuldendt. Across the Spiderverse står som første halvdel af en mesterlig mega-film, vi endnu ikke har set. Men når den værste kritik er, at man vil have dobbelt så meget af filmen, er det jo en ros i sig selv. – Gustav Stubbe Arndal
9. Barbie
Greta Gerwig, USA
Når vi kigger tilbage på filmåret 2023, vil der ikke herske nogen tvivl: Barbie springer først i tankerne. Vi vil huske lysten til at gå i biografen – iført pink. Barbie formåede at skabe et kæmpe univers farvet som lyserødt tyggegummi, der flød ud fra skærmen og påvirkede vores verden.
Greta Gerwig har i sine tidligere film lagt vægt på, hvordan det føles at være kvinde; et fokus, der kulminerer i denne film og tages til et nyt niveau med en kompliceret, men humoristisk fabel om plastikdukker, popfeminisme og patriarkatet. Filmen balancerer mellem denne humor og mere rørende øjeblikke, og det er nok præcis derfor man vil huske den så tydeligt. Man griner ad Kens plads ved siden af Barbie, men Gerwig vender pludselig vittigheden på hovedet, og nu bliver vi rørt af, hvordan han nu finder sin egen plads; ved siden af sig selv. Det når sit højdepunkt i scenen, hvor Barbie selv mærker den kvindelige oplevelse, imens Billie Eilish’s “What Was I Made For?” spiller. Det er, som om alt det pink og plastik bliver skrallet af. Man sidder i stedet tilbage med en følelse af at kunne spejle sig – endda i en plastikdukke.
Med Barbie ønskede Gerwig ikke kun at underholde, men også at lave en blockbuster, der havde noget på hjerte. Filmen vendte de traditionelle kønsroller på hovedet, og pludselig var den ikke blot en “chick flick”, men blev en film om kvinder, der formåede at appellere til alle. – Alma Wibeck Senderovitz
8. Babylon
Damien Chazelle, USA
Grænseløs, uforudsigelig og episk. Disse tre ord beskriver måske bedst Babylon, hvor Damien Chazelle har valgt at gå absolut bersærk og intensivere alle vulgære parametre, helt indtil rulleteksterne passerer lærredet – og det er vanvittigt fedt!
Babylon trækker os tilbage i 1920’erne og følger overgangen fra stum- til lydfilm, skildret gennem karaktererne Jack Conrad (Brad Pitt), en filmstjerne på kanten af en professionel nedsmeltning, Nellie LaRoy (Margot Robbie), en hæmningsløs wannabe superstjerne, og Manny Torres (Diego Calva), en charmerende immigrant, der brænder for at producere film.
Man bliver konstant oversvømmet med forskellige menneskers sekreter, urin, opkast efter de vildeste bad-trips på de vildeste stoffer og endda en omgang elefantlort. De uharmoniske elementer bliver dog båret af et soundtrack i særklasse af Justin Hurwitz, der stadig har bevaret sine jazzede rødder fra La La Land (2016) – hvilket man kun kan overgive sig til.
Babylon både betager og frastøder på én og samme tid, og hvert sekund af filmen er som en vild rutsjebanetur, hvor publikum konstant holdes på tæerne. Filmen fortjener langt mere anerkendelse, end den har fået – og præcis derfor er den at finde på årets liste. – Rikke Hesselvang
7. Close
Lukas Dhont, Belgien/Frankrig/Holland
Close er filmhåndværk af en kaliber, man sjældent støder på. Den er så fin og smuk, men gemmer på uendelige sårbare og tragiske tematikker, som man vil fælde en tåre eller ti til.
De to drenge, Léo (Eden Dambrine) og Rémis (Gustav De Waele) har et helt særligt venskab. Så særligt, at deres skolekammerater driller dem med det. Især Léo bliver påvirket af det og begynder gradvist at søge væk fra Rémis. Muren, der langsomt vokser mellem dem, tydeliggøres ikke kun gennem lege, der udvikler sig til reelle slåskampe, men også gennem underspillet kropssprog og sigende blikke blandt drengene. Det er hjerteskærende at være vidne til, da man stadig kan fornemme den intense kærlighed, de har til hinanden.
Close er en af de film, man reflekterer over flere dage efter at have set den. De unge skuespillere giver yderst stærke og troværdige præstationer, og man sidder tilbage med en følelse af både tomhed og et hjerte, der er absolut sønderknust. Så sørg for at ikke at se den alene, da man vil behøve et kram bagefter. Eller ti. – Rikke Hesselvang
6. Killers of the Flower Moon
Martin Scorsese, USA
Martin Scorsese, en af Amerikas mest garvede efterforskere af moralsk fordærv, traf en vigtig beslutning, da han begyndte at oversætte denne historiske krimibog til film: han rettede kameraet væk fra FBI-efterforskningen og mere hen imod ofrene.
Ofrene var Osage-indianerne, et folk forvist til golde græsmarker, hvor opdagelsen af olie gjorde dem utroligt rige omkring starten af det 20. århundrede. Forbrydelsen var et generation-langt komplot for at frarøve dem deres rigdom ved at gifte sig ind i deres familier og langsomt udradere dem, indtil hvide mænd som Ernest Buckhart (Leonardo DiCaprio) og hans onkel (Robert de Niro) kunne arve deres land.
Der er noget koldt, brutalt og ligetil i Scorseses fortællestil. Der er ingen morskab eller opfindsomhed blandt de racistiske gangstere, og DiCaprio undertrykker sin naturlige charme nok til, at vi kan se Ernest for det tankeløse væsen, han er. Man skal ikke være et monster for at være monstrøs, bare man svømmer i racehadets sumpvand længe nok.
Filmen er ankret af Lily Gladstone i rollen som Molly. Med blot et blik vender hun historien mellem romance, komedie og tragedie og minder os om de mennesker, der oftest bliver glemt i Amerikas historie. Det er svært at forestille sig en vigtigere film, Scorsese kunne lave i sin sene, brillante karriere. – Gustav Stubbe Arndal
5. Vortex
Gaspar Noé, Frankrig/Belgien/Monaco
Den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé er kendt for sin grænseoverskridende og in your face stil, men med Vortex har den garvede provokatør skabt et mere stilfærdigt, men ikke desto mindre brutalt portræt af alderdom. Det ældre ægtepar Elle (Françoise Lebrun) og Lui (spillet af den legendariske, italienske Giallo-instruktør Dario Argento) er i deres livs efterår, men forsøger at opretholde en form for hverdag. Elle er dement og vandrer hvileløst rundt i parrets store parisiske lejlighed som et allerede hjemsøgende genfærd.
Og nå ja, så foregår hele filmen i split-screen – det er trods alt Gaspar Noé vi har med at gøre. Men bare rolig, det er meget mere end blot en gimmick, og illustrerer smukt den splittelse, som sygdommen skaber. Noé indkapsler noget fuldkomment universelt og tragisk: En dødsfrygt; når krop og sind forfalder, og livet svinder. Med Vortex har han skabt sit mest modne og rørende værk uden på noget tidspunkt at give afkald på det konfrontatoriske filmsprog, der gør ham til en sand éner. – Joakim Søgaard
4. Oppenheimer
Christopher Nolan, USA
Anden halvdel af den øjeblikkeligt klassiske Barbenheimer-double feature slutter højere på årets top 10 end Greta Gerwigs livlige satire, og det er ikke uden grund.
Fortællingen om atombombens opfinder, J. Robert Oppenheimer, præsenteres af mesterinstruktør Christopher Nolan med en autentisk, rå og samtidigt storslået billedside. Det visuelle suppleres af et buldrende lydbillede, hvis optagelser og musik effektivt disponerer, hvornår det skal være tilbageholdent, og hvornår det skal være gennemtrængende. Filmsproget er intet mindre end fremragende og formår på decideret hårrejsende vis at demonstrere atombombens enorme kraft og aftryk.
Nolan bruger derudover sin karakteristiske leg med kronologi til at skildre individet bag opfindelsen, hvis indre konflikter efter at have skabt verdenshistoriens mest skelsættende masseødelæggelsesvåben fylder meget af historien. Cillian Murphys fantastiske talent for det indadvendte og sammenbidte skuespil gennemsyrer hvert lærred-udfyldende nærbillede med den enorme tvivl og skyldfølelse, der æder Oppenheimer op. Men spørgsmålet, som Nolan stiller gennem hovedpersonens indre pinsler, er den mest rystende del. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Oppenheimer med sin opfindelse reddede verden eller dødsdømte den.
Oppenheimer er en film med efterskel, der mærkes længe efter dens historiske premiere. – Alexander Bendtsen
3. The Banshees of Inisherin
Martin McDonagh, Storbritannien/USA
Hvordan fortæller man bedst om venskab? Skal man holde sig til det dejligt overfladiske og fantastisk betryggende i at have en sjæleven? Eller skal man som Martin McDonagh i hans nye mesterværk The Banshees of Inisherin udforske, hvad der gør ondt, og åbne op for det utroligt komplekse og sårbare forhold, som et venskab er?
McDonagh ved, at et venskab skabes med følelser snarere end ord. Gennem de skæve hovedpersoner Padraic (Colin Farrell) og Colm Doherty (Brendan Gleeson), skaber han en smuk og ensom scene for et venskab i forlis. Historien er tragisk, men McDonaghs underspillede humor og Colin Farrells evigt bevægende øjenbryn gør filmen voldsomt underholdende.
Samtidig er filmen et vindue ud til virkeligheden. Den inviterer os til at se venskab som en eksistentiel enhed, og til at mærke tragedien, når følelser ikke bliver gengældt. Det er dybt genkendeligt og forbløffende ægte.
The Banshees of Inisherin husker dig på, at alle omkring dig er følende og sårbare mennesker. Det er en hård påmindelse, men McDonagh og Co. skal nok tvinge nogle smil og grin ind i dig, og huske dig på, at det er spændende at leve. – Gustav Juhl
2. TÁR
Todd Field, USA/Tyskland
I Todd Fields første spillefilm i 16 år følger vi Lydia Tár (Cate Blanchett), en verdensberømt virtuos med alskens hæder og omdømme. Som åben lesbisk kvinde i et mandsdomineret miljø er Lydia Tár en galionsfigur for sit køn, sin seksualitet og sit fag. Desværre er succesens højeste tinde ubarmhjertig, og som en konsekvens af sine selviske og dårlige beslutninger buldrer hendes omdømme som en lavine mod afgrunden.
Cate Blanchett er filmens absolutte højdepunkt. I en rolle, hvor hun tillærte sig habile tyskkundskaber og klaverevner, måtte hun (til denne skribents store undren) se sig slået i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle ved dette års Oscaruddeling. Som det fremgår i Ordets anmeldelse er Blanchetts rolle perfekt balanceret som den paranoide og manipulerende verdensstjerne, selv når de smukke diegetiske toner af Gustav Mahler erstattes af en uharmonisk kakofoni.
I en tid, hvor film om musikere er utroligt populære, og hvor vi som publikum konstant konfronteres med kunstneres umoralske handlinger, er Társ gennemførthed usammenlignelig. Dvælende kameraføring, mystik og et dialogtungt manuskript, der prikker til nutidens Zeitgeist, krydret med en af Blanchetts bedste præstationer nogensinde, skaber et helt unikt portræt af en kunstners forfald. Med Tár har Todd Field begået et sandt mesterværk, der fuldt fortjent blander sig i toppen af årets film. – Owen Murphy
1. Aftersun
Charlotte Wells, Storbritannien/USA
Sjældent har et forhold mellem far og datter været portrætteret så ømt og med så stor en omhu og empati som i Charlotte Wells fremragende og delvist selvbiografiske debutfilm. Badeferie i Tyrkiet agerer bagtæppe for en melankolsk fortælling om den 11-årige Sophie (Frankie Corio) og hendes forhold til sin far, Calum (Paul Mescal), men historien er hverken fast forankret i tid eller sted; snarere et drømmende, uperfekt minde om en svunden periode af livet.
Her er plads til drinks i poolbaren på hotellet og isdessert i buffeten. Men pludselig vil Calum ikke synge karaoke med sin datter. Hvorfor er han så ked af det? Og hvad er der egentlig sket med deres forhold? Intet udpensles, men meget insinueres. Og det er netop denne balance, som gør Aftersun til så uforglemmeligt stærk en filmoplevelse, der ganske overlegent var årets bedste.
Det hele kulminerer i en afslutning, som får samtlige tårekanaler til at flyde over. De nostalgiske, pastelfarvede hjemmevideominder har fået en biklang af tristesse.
Held og lykke med at lytte til Under Pressure igen. – Benjamin Damon
Kommentarer