Så blev det den tid på året igen; flere af Ordets skribenter var som vanligt tilstede ved 2023-udgaven af den nærmest uoverskueligt store filmfestival i Berlin. Hundredevis af film har dystet i forskellige kategorier – vi har naturligvis kun nået et lille udpluk, men her er 4 af vores absolutte favoritter, som på hver deres måde har gjort indtryk på os!
Tótem
Lila Avilés / 2023 / Mexico, Danmark, Frankrig
Den jordnære familiefortælling er ikke uvant land for Berlinalen, som sidste år gav guldbjørnen til Carla Simóns Alcarrás. Den film kan på flere måder siges at minde om Lila Avilés’ mexicanske drama, Tótem, som velsagtens er et endnu mere forrygende værk.
7-årige Sol (Naíma Sentíes) er kernen for fortællingen, som udspiller sig over en enkelt dag i timerne op til en fødselsdagsfest for Sols dødeligt syge far, Tona (Mateo Garcia). På smukkeste og mest elegante vis snor filmen sig igennem sit nuancerede og ekstremt velskrevne karaktergalleri, og man introduceres til alt fra onkler og tanter til søskende. Lila Avilés instruerer med så stor overbevisning, at man føler sig aldeles opslugt trods filmens relativt minimalistiske tilgang til brug af musik og andre effekter.
Det er en stor biografoplevelse, som fortjener ro og tålmodighed; du belønnes med decideret mesterlig dialog, og hele følelsesregistret kommer i brug. For selvom filmen har en vis tristesse hængende over sig, fletter Avilés også humoristiske pusterum ind – en noget nær perfekt balancegang rammes.
Totém var udtaget til hovedkonkurrencen på årets festival og er co-produceret af danske Paloma Productions, ligesom filmen har fået støtte af DFI. Den er desuden allerede hjemkøbt af Camera Film til distribution i løbet af året. Glæd dig! /Benjamin Damon
Limbo
Ivan Sen / 2023 / Australien
Betjent Travis Hurley (Simon Baker) ankommer til en mineby i den australske outback for at undersøge en 20 år gammel uopklaret sag om en forsvundet pige. Det lyder som starten på et klassisk mordmysterie, men Ivan Sens Limbo er langt fra traditionel.
Først og fremmest er den forsvundne pige en del af Australiens oprindelige befolkning. Så hvordan ser et mordmysterie ud, når det går ud over en befolkningsgruppe, hvis mord normalvis ikke får meget opmærksomhed?
Hvor man kunne forvente pistolskud og dramatiske afhøringer, er Sen mere interesseret i persondramaet imellem Travis og de personer, han møder i sin efterforskning. Den forsvundne piges søskende, Charlie og Emma, portrætteres mesterligt af henholdsvis Rob Collins og Natasha Wanganeen, hvis sorg og vrede kommer til udtryk i udramatiske, men dybt velskrevne interaktioner med Travis.
Filmen er i sort/hvid; udover at påkalde en velkendt noir-æstetik, giver det anledning til smukke billeder af ørkenen, der snarere ligner et stille månelandskab end en befolket landsby.
Limbo tager sig rigeligt god tid til at komme ordentligt fra start, men kan man vænne sig til det langsomme tempo, åbner der sig en unik og stilfærdig fortælling, om en gruppe mennesker, der alt for ofte overses. /Frida Bay Lorentsen
(Limbo er indkøbt af Angel Films til distribution i Danmark i løbet af året)
Disco Boy
Giacomo Abbruzzese / 2023 / Frankrig, Italien, Belgien, Polen
Min personligt største oplevelse fra årets Berlinale var Giacomo Abbruzzeses debutfilm Disco Boy, der, med sin balance mellem det brutale og sensitive, træder tydeligt i Claire Denis’ fodspor. Handlingen følger Aleksei (Franz Rogowski), der efter en traumatiserende flugt fra Hviderusland til Paris melder sig ind i militærets fremmedlegion. Makker han ret de næste fem år, belønnes han med et statsborgerskab og et fransk navn – et nyt liv.
Det er svært ikke at tænke på Denis’ mesterværk Beau Travail (1999), når man ser Disco Boy – ikke mindst grundet en hypnotiserende dansescene. Der er en slægtende følsomhed i fremstillingen af militærets kammeratskaber, men i endnu højere grad et fokus på den vold og de ofre, det kræver at være en del af det fællesskab. Trods den rosende sammenligning er filmen dog helt sin egen.
En buldrende, elektronisk bas hjemsøger lydsiden, og den debuterende instruktør viger, på imponerende vis, ikke tilbage for at eksperimentere med den visuelle stil, som momentvis nærmer sig det surrealistiske. Festivalens jury belønnede da også fotografen Helene Louvarts tryllebindende arbejde bag kameraet med en Sølvbjørn til årets prisuddeling.
Mine fingre er i hvert fald krydsede for, at denne hypnotiske skildring af krig og immigration finder sin vej til de danske biografer snarest muligt! /Joakim Søgaard
Infinity Pool
Brandon Cronenberg / 2022 / Canada, Kroatien, Ungarn
Brandon Cronenberg er gået i sin fars fodspor og har forvoldt sig ud i en noget ekstrem og vulgær film, hvis genre er svær at definere. Den ejer ikke et snert af noget, der ligner en hæmning, og når man troede, det ikke kunne blive mere beskidt, hamres sømmet i bund – og kæben bliver ikke hævet op fra gulvet, før rulleteksterne kører hen over lærredet.
Historien tager afsæt på den fiktive ø Li Tolqa, hvor den forfejlede forfatter, James Foster (Alexander Skarsgård), og hans kone, Em (Cleopatra Coleman), er på ferie. Men da de møder parret Gabi (Mia Goth) og Alban (Jalil Lespert), bliver James overfuset af nysgerrighed, og han ender i en kult-lignende situation, som han rent fysisk ikke kan undslippe.
Infinity Pool er en stor pærevælling af sindsoprivende og provokerende indtryk, man ligger søvnløs til mange nætter efter. Selvom Skarsgård og Goth gør det eminent, bliver deres performance overgået af de heftige sexscener med uanede mængder af forskellige menneskers sekreter. Det er svært at holde øjnene åbne, men man drages samtidig af nysgerrigheden for det forbudte, det vilde og det usmagelige – for hvad får en til at blive siddende og se filmen færdig? /Rikke Hesselvang
Kommentarer