For andet år i træk afholdt Den Danske Filmskole deres filmfestival, GENERATION, fra d. 12. til d. 16. juni i Empire Bio, Grand Teatret, Gloria og i Filmskolens egne lokaler. Festivalen har på kort tid vist sig at udfylde et ganske stort tomrum, som delvist er blevet til efter CPH:PIX måtte lade livet tilbage i 2022.
På GENERATION er der plads til unge talenter med stærke visioner – eller som festivalen selv beskriver det, præsenterer man “nytænkende værker fra en ny generation af unge filmskabere, der har potentialet til at tegne fremtiden for både dansk og international film.”
Et gennemført fremragende initiativ, som fortjener al støtte og opmærksomhed. Der må og skal være plads i København til et sådant foretagende – også de næste mange år.
Ordets skribenter nåede i denne ombæring at anmelde en lille håndfuld film, som du kan læse om her!
PROBLEMISTA
2023 / Julio Torres / USA
3/6 stjerner
SNL-skribenten Julio Torres’ spillefilmsdebut drager tydelig inspiration fra Wes Anderson og Boots Riley med excentriske karakterer og et drys magisk realisme. Problemista foregår i et surrealistisk New York, hvor et teknologiselskab nedfryser syge mennesker mod tossede gebyrer, stressende telefonopkald vises som fantasifulde sværddueller, og en skrigende rødhåret Tilda Swinton stjæler hver scene, hun finder sig selv i, med et neurotisk vandfald af krav og klager.
Hendes nye assistent Alejandro (spillet af Julio Torres selv) skal hjælpe hende med at sælge sin nedfrosne mands malerisamling. Alejandro sidder i klemme i det amerikanske immigrationssystem og må tolerere chefens sindssyge adfærd eller risikere udvisning fra landet. De to er komplette modsætninger, da assistenten er kronisk ude af stand til at ranke ryggen og forsvare sig selv, mens Swintons kunstkritiker er kendt som ”hydraen” – når ét problem løses, opstår der altid to flere.
Deres dynamik er desværre ikke specielt dynamisk. Alejandro er så vattet en dørmåtte, at han stopper med at være relaterbar og blot bliver frustrerende, og Swinton er så flagrende karismatisk trods sit tyranniske temperament, at dialoger bliver til monologer.
Torres’ visuelle finurligheder er til tider sjove, men bliver sjældent bygget op til stærkere pointer. Metaforiske bureaukrati-labyrinter og migranter, der forsvinder som spøgelser, er interessante nok, men står i kontrast til resten af filmen, som er fuld af simple samtaler med simpel instruktion. Torres forsøger ivrigt at lege med filmsproget inden at have mestret det og ender ligesom sin hovedperson med en masse idéer, men uden evnerne til at føre dem ud i livet. – Gustav Stubbe Arndal
SHE SAT THERE LIKE ALL ORDINARY ONES
2024 / Qu Youjia / Kina
4/6 stjerner
Første skoledag bliver Zhuang (Zhang Taiwen) forført af en rød plastikpose. Der er ikke en brise, og alligevel flyver den lystigt rundt over hovederne på hans medstuderende. Som en fe af plastik leder den ham hen imod gymnastiksalen. Dér sidder Meng (Miao Jijun) med løbeholdets startpistol i hånden.
Hun affyrer den. Han tager skylden, da sikkerhedsvagterne kommer styrtende. Sådan ender de to outsiders med at lære hinanden at kende.
She Sat There Like All Ordinary Ones er en ungdomsfortælling om ikke at passe ind, om forventninger og pres, om at lære en at kende og forsøge at vurdere fremtiden sammen. Zhuang tiltrækkes af Meng, fordi ingen af dem er som kammeraterne. De to udskilles tydeligt visuelt; første skoledag kigger alle børnene i skolegården i samme retning, mod rektors tale, mens Zhuang distraheres af posen, og Meng kigger tilbage på ham. Det mondæne objekt bliver til en katalysator, der karakteriserer hovedpersonerne og driver handlingen frem.
Noget af filmens første dialog er rektors tale, hvor han erklærer: ”All motion is relative. As long as someone is moving faster, you are lagging behind.” Det er denne kultur, som Zhuang og Meng ikke passer ind i. De prøver på hver sin måde at bevare deres identitet under bjerget af pres uden at ende i bunden af karakterlisten, der slås op, så hele skolen kan se den. Dem, der får dårlige eller blot værre karakterer, nedgøres nemlig af lærerne og risikerer at få tæv af far.
Samtidig tørner Zhuang og Mengs forsøg på at finde vej i virvaret sammen med de andre elever. Nok ønsker de to at løsrive sig fra den normative kultur, men nogle har kæmpet for deres stjernekarakterer eller for deres plads på løbeholdet. Og så skurer det, at outsiderne ikke lader til at tage ræset seriøst.
Fortællingen har stadigvæk stor sympati for sine hovedpersoner, hvilket munder ud i nogle fabelagtige scener. Navnlig Mengs forsøg på at vænne sig til lyden af startpistolen, når hun skal løbe, spøger på nethinden. I et nærbillede ser man hendes reaktioner og anstrengelser helt tæt på, mens pistolen lyder igen og igen. Æstetikken understøtter fornemt karaktertegningen.
She Sat There Like All Ordinary Ones fungerer bedst, når den hengiver sig til sine hverdagsmagiske, fragmenterede træk, men formår stadigvæk at være en fængende skildring af to elever, der tør udfordre ensomhed og stress. – Kim Sidsel Minuva
SWEET DREAMS
2023 / Ena Sendijarević / Holland, Sverige, Indonesien, Frankrig
5/6 stjerner
Jan (Hans Dagelet) og Agathe (Renée Soutendijk) bor i Østindien. Altså, Indonesien. Hvor det rige, ældre ægtepar har en sukkerplantage. Her udnytter de den lokale befolkning og rager penge og ressourcer til sig, mens de mæsker sig i såvel lokale madvarer som kroppe.
Efter en sådan aften går Jan til ro og får så et hjerteanfald i en scene, der skal opleves og ikke spoiles. Jan er død. Og det udløser en dominoeffekt i ejendommen, der indbefatter ikke blot Agathe, men også sønnen Cornelis (Florian Myjer) og hans kone Josefien (Lisa Zweerman), samt husholdersken Siti (Hayati Azis) og hendes søn, som Jan var far til.
Bølgerne går højt i Sweet Dreams, der går fra sejr til sejr.
Hver eneste indstilling er fantastisk komponeret. Endda farvelægningen fremstår direkte luksuriøs uden nogensinde at blive overmættet. Man kunne snildt befolke en museumsudstilling med billederne. De er ikke blot æstetisk tiltalende, men er tydeligvis velovervejede; hvordan karaktererne fanges af kameraet er med til at formidle deres personligheder og situationer. Dertil kommer et passende, drømmende lydbillede, der tilsammen skaber en uhyre lækker og fuldstændig professionel æstetik.
Men den fabelagtige billedside føles som en bonus sammenlignet med karaktertegningerne. Sweet Dreams lægger ikke fingre imellem sin skildring af hvide hollænderes grove, historiske udnyttelse af indoneserne, men den opnår ikke dette ved at skildre åbenlyse helte og skurke. I stedet er hver karakter, Agathe såvel som Siti, lige dele patetiske og forståelige. De er ofre for hinanden og samtidig modbydeligt nederdrægtige.
Det er grotesk og samtidig fascinerende at overvære. Øjet kærtegnes og fastholdes ved, at man ikke kan vente med at se, hvilke absurde gerninger Siti og de ynkelige hollændere nu finder på. – Kim Sidsel Minuva
ONLY THE RIVER FLOWS
2023 / Wei Shujun / Kina
5/6 stjerner
”Hvem rykker filmverdenen lige nu og her, og hvor er den i gang med at rykke sig hen?” Det spørger Filmskolen om med deres filmfestival, Generation 2024. Svarene kan være mangfoldige, men et af dem lander i år på den 33-årige Wei Shujun og hans detektivkrimi Only the River Flows fra 2023.
Sat i det landlige Kina i 1995 bliver en ældre dame ved navn ”Granny Four” fundet myrdet ved en flod. Kriminaldetektiven Ma Zhe (Zhu Yilong) bliver sat på opgaven og får tildelt en slidt og forladt biograf som base. Og puha, det er charmerende. Men som flere og flere lig og spor dukker op, bliver den ellers indlysende mordsag noget kompliceret. Med pres fra politichefen, og på trods af at den hovedmistænkte, den lokale “mad man” (Kang Chunlei), er i spjældet, kan den kæderygende Ma Zhe ikke sætte punktum i sagen.
Og det kan filmen heller ikke. Only the River Flows begynder som en grå, rå og ligefrem blanding af noir, thriller og mysterium. Men som filmen skrider frem, begynder man pludselig at tvivle på, om man er faldet i søvn og har misset de vigtigste scener. Det har man dog ikke. Hvad der fra biografsædet føles som total forvirring, er intentionelt og er et af filmens vigtigste elementer. Only the River Flows er nemlig en adaption af en novelle af samme navn af den Franz Kafka- og absurditets-inspirerede forfatter, Yu Hua. Som Yu Hua selv forklarer: ”Actually I don’t think life is real. It’s a mixture of truth and lies”.
Bliver man alligevel fanget af plottets forvirring, kan man til gengæld blive betaget af den afvæbnende 16mm, som filmen er skudt på. Det føles autentisk og nostalgisk og passer perfekt til den evige regn, der falder over detektiven og hans søgen efter svar.
Med denne tilgang må man sige, at Wei Shujun trodser farerne for publikums sandsynlige misforståelser og oplevelser af plottet og strukturen, som kan virke forvirrende og ufuldstændige. Det er et sats, men resultatet af loyaliteten til Yu Hua og essensen af hans novelle er intet mindre end imponerende. Med Only the River Flows tager Wei Shujun filmverden til nye og spændende steder. – Gustav Juhl
Kommentarer